Nekrolog: Jan Sonnergaard var et socialt opråb i en falsk kulturtid

Med Jan Sonnergaards alt for tidlige død mister Danmark en af nyere tids største litterære stemmer. Han beskrev mennesker, der står uden for fællesskaberne, og han revsede samfundet i sin helhed. Hans socialrealisme afdækkede sindets skjulte fattigdom.
Foto: Gyldendal

Den danske forfatter Jan Sonnergaard er død. Blot 53 år gammel døde han af et hjerteanfald under et ophold i Beograd.

Jan Sonnergaard fik sit folkelige og litterære gennembrud i 1997, da han udkom med novellesamlingen ”Radiator”. I de ti noveller, der solgte mere end 100.000 eksemplarer, hudflettede Sonnergaard det moderne samfund for dets tomhed og dets manglende evne til at rumme de skævere eksistenser.

Med sit spiddende, direkte sprog var Sonnergaard en læseværdig, fangende forfatter. Hans sproglige præcision ydede det tit underkuede novelleformat fuld retfærdighed.

Men lad os ikke hænge os i sproget. Det er – trods alt – det sekundære. Vigtigere er det, om der er noget på hjerte. Har man noget interessant at sige?

Det havde Jan Sonnergaard. Med Radiator genoplivede Jan Sonnergaard socialrealismen i Danmark. Ikke som et ekkokammer af socialrealismen, som vi så det fra det moderne gennembrud og en 50 års tid frem.

Sonnergaards moderne socialrealisme var mere rå i den forstand, at Sonnergaard ikke blot forholdt sig til den økonomiske fattigdom. De materielle afsavn. Sonnergaard beskrev den moderne fattigdom, de dybere strukturer, de forsvindende fællesskaber, de rodløse mennesker. De uretfærdigt priviligerede og de uretfærdigt upriviligerede. I Sonnergaard var fattigdom ikke kun et spørgsmål om penge. Det var et spørgsmål om at stå udenfor. Om at mangle retning, om at mangle rod og struktur i sin tilværelse. Om at der ikke er plads til dig.

Fattigdom i Velfærdsdanmark fører i Sonnergaards fortællinger til et identitetstab. Man opgiver selvet, fordi man ikke kan finde rundt i det strukturløse samfund, hvor alt er frit, men moralen stadig er så snæver. Problemet er ikke, at sikkerhedsnettet ikke er fintmasket nok, men at det er for lille. At for mange falder helt udenfor. Det var et kendetegn for Sonnergaard, at han understregede det budskab ved at have en meget realistisk skildring af de faktuelle omgivelser, mens fortællerne ofte var usikre, utroværdige og urealistiske. I hans vel nok mest kendte novelle Polterabend skifter fortælleren endda undervejs.

Sonnergaard formåede at revse samfundet. Han formåede at bruge kulturen til at videreformidle et samfundssyn. Han formåede en substantiel samfundskritik. Mens kulturen i det her land efterhånden er blevet en ledsaget vandring ud i en lovprisning af individualismens lyksaligheder, var Jan Sonnergaard et opråb på vegne af dem, de har glemt på parnasset. Det var et sandhedskorn på den falske strand, der udgør dansk kulturliv. Jan Sonnergaard var en barket nævne i en tid, hvor kulturlivets funktionærfingre griber efter blanke ting.

Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen. Og jeg savner allerede Jan Sonnergaard.

Æret være Jan Sonnergaards minde.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


Kommentarer fra Facebook

Annonce