Annonce

Netavisen Pios podcast: Det bliver en bred finanslov

Pia Olsen Dyhr (SF) er decideret vred på Mette Frederiksen (S), mener chefredaktør Niels Jespersen. Han tror dog stadig på en finanslov med støtte fra SF.
Foto: William Vest-Lillesøe
Pia Olsen Dyhr, formand for SF
I denne uges udgave af Netavisen Pios podcast ‘Tingets Tilstand’ diskuterer værterne, chefredaktør for Netavisen Pio, Niels Jespersen, og politisk kommentator, Benny Damsgaard, hvordan de kommende finanslovsforhandlinger vil se ud.

Både Benny Damsgaard og Niels Jespersen tror, at regeringen vil lave finanslov sammen med andre partier. Det bliver sandsynligvis SF og måske De Radikale, lyder det fra de to værter.

Tror ikke på samarbejde med højrefløj

“Hvis der kommer nogle solide hapsere på klimaområdet, tror jeg, at SF og De Radikale vil gå med i en finanslov, siger Benny Damsgaard.

Han vurderer dog, at ikke alle partier i oppositionen vil være lige nemme at danse med.  

“Jeg tror, at det er ret usandsynligt, at Liberal Alliance og Konservative går med i finansloven. Deres opposition til regeringen er så stor som nogensinde,” siger Benny Damsgaard.

Han tror heller ikke på, at de øvrige oppositionspartier på højrefløjen vil gå med i finanslov sammen med regeringen.

“Både Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti er opposition så meget til højre, at det er urealistisk, at de går med i den (red. finansloven),” siger Benny Damsgaard.

Kritiske venstrefløjspartier 

“Både Enhedslisten og SF er kritiske overfor regeringen. Jeg tror endda, at Pia Olsen Dyhr er decideret vred på Mette Frederiksen,” siger Niels Jespersen.

“Men ikke desto mindre er der en forskel i kritikken. SF’s kritik er mere afdæmpet og - vil nogle mene - konstruktiv end Enhedslistens. Og ser man på de seneste meningsmålinger, så tyder det på, at vælgerne belønner den mere konstruktive tilgang,” siger Niels Jespersen med henvisning til den seneste voxmeter-måling, hvor SF stod til 12,7 procent af stemmerne.

Partiet fik 8,3 procent af stemmerne ved det seneste folketingsvalg.

Lyt til hele afsnittet her.

Har du lyst til at høre tidligere afsnit af ‘Tingets Tilstand’, så klik her.

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio. 


Flere artikler om emnet

Annonce