For 14 dage siden trådte lederen af det new zealandske arbejderparti, Andrew Little, noget overraskende tilbage. Overraskende, fordi der er under to måneder til, at New Zealand skal til valg.

Mindre overraskende, fordi det skete efter intern uro og en række katastrofale meningsmålinger, der viste, at Labour havde kurs mod endnu et valgnederlag og det værste valgresultat i mere end 20 år.

Partiet valgte dagen efter at pege på partiets næstformand Jacinda Ardern som Littles afløser. Og siden har den 37-årig politiker taget New Zealand med storm og igen gjort Labour relevant.

Hun beskrives som en stjerne på både nye og gamle medier og i de new zealandske medier har travlt med at sammenligne hende med yngre politiske stjerneskud som Canadas Justin Trudeau og Frankrigs Emmanuel Marcron. Og hun beskrives som ungdommelig, selvironisk og cool - for når hun ikke er politiker, er hun deltids-DJ, tager på musikfestivaler eller hænger ud med komikere.

Siden hun blev formand, har partiet fundraiset over to millioner kroner og 3.500 mennesker har meldt sig som frivillige i hendes valgkamp. Det er ikke Obama-tal, men det er ret stort efter new zealandske forhold.

Jacinda Ardern vender plader ved en festival i Auckland i 2014.

Begejstrer som Corbyn
De new zealandske medier taler ligefrem om ”Jacindamania”, hvor Jacinda Ardern har domineret nyhedsfladen, trender på sociale medier og ikke mindst trækker masser af folk af huse, når hun er ude på ”kampagnesporet”.

”Jacinda-effekten er den eksplosion af interesse og opbakning til Labour, bunder i Jacinda Arderns personlighed. Jeg har aldrig set noget lignende,” sagde Bryce Edwards, der er new zealandsk politisk kommentator, til The Guardian og fortsætter:

“Det ser ud som om Labour er gået fra at være et gråt og gammelt parti, som var i dårlig fatning og uden mulighed for at komme ud af det, til at være et parti der udstråler corbynsk begejstring – og tilsvarende opbakning,” sagde han med henvisning til den begejstring som den britiske Labour-leder Jeremy Corbyn skabte.

Der er dog lang vej igen, hvis Ardern skal indtage premierministerkontoret i Wellington. MDet regerende Nationalparti ligger stabilt på over 40 procent i meningsmålingerne og hovedparten af Labours fremgang kan lige nu tilskrives, at partiet De Grønne er smeltet sammen på grund af en personsag. Så i stedet for at tabe med 20 procent, står Labour nu altså kun til at tabe med 10 procent.

Det store spørgsmål er selvfølgelig om Jacinda Ardern og Labour kan holde 'jacindamanien"kørende frem til valget, eller om partiet falder tilbage igen, når nyhedens interesse falmer, ligesom man har set det i Tyskland, hvor SPD-kandidat Martin Schultz stormede frem i målingerne til at begynde med.

Startede med at skære pommes fritter
Jacinda Ardern er i dag 37 år gammel og har en fortid som international ungdomspolitiker. I det hele taget har politik fyldt det meste af hendes liv, siden hun som 17-årig meldte ind i det new zealandske Labourpartiets ungdomsafdeling, hvor hun hurtigt steg i graderne. I 2008 blev hun valgt til præsident for den internationale socialdemokratiske ungdomsorganisation IUSY.

Undervejs tog Jacinda Ardern en universitetsuddannelse i politik og kommunikation, og inden hun blev valgt til parlamentet i 2008 har hun blandt arbejdet som politisk assistent både for den tidligere new zealandske premierminister Helen Clark og for Tony Blair i Storbritannien.

Hun er nærmest indbegrebet af, hvad man med et ondt ord vil kalde “levebrødspolitiker”, opflasket med politik fra de sene teenageår. Og måske for at imødegå den kritik, så har Labour-partiet lavet et facebook-indslag, hvor Jacinda Ardern fortæller om sin spirende erhvervskarriere, der, som en anden socialdemokratisk leder med en lignende baggrund, også startede på en grillbar – dog ikke i Bilka i Ishøj.

Empatisk og hjertelig
Jacinda Ardern har gennem sit engagement i IUSY været i Danmark flere gange og en af dem, der har mødt hende, er det socialdemokratiske folketingsmedlem Ane Halsboe-Jørgensen, der ikke er overrasket over, at new zealænderne har taget så godt imod den nye formand.

”Hun er virkelig et hjerteligt og empatisk menneske, der har et meget smittende engagement, som gør hende meget nem at holde af. Og det kan man jo også se på den modtagelse og opbakning hun har fået af vælgerne,” fortæller hun til Netavisen Pio.

”Hun har et kæmpe stort hjerte for dem i udkanten af vores fællesskab, og særligt for udsatte børn. Og så har hun en utrættelig optimistisk tro på en verden, hvor alle kan leve et godt liv.”

Politisk er hun dog stadigvæk et lidt ubeskrevet blad. Hun beskriver sig selv som ”socialdemokrat”, ”progressiv” og så er hun er erklæret feminist.

Hun har særligt gjort sig bemærke på en række ligestillingsspørgsmål, blandt andet homoseksuelle rettigheder og ligeløn for kvinder. På den anden side, så har hun også gjort sig til talsmand for en stram udlændingepolitik.

Mangler erfaring og børn
De politiske modstandere beskylder hende for at mangle erfaring. Hun har aldrig været minister og hun har som medlem af parlamentet kun prøvet at sidde i opposition. Hun har aldrig fået en lov igennem parlamentet og nogle mener, at hun mangler viden om den politiske substans.

Anden kritik lyder på, at hun mangler evnen til at skære igennem og hun aldrig er blevet ordentligt testet.

Privat er hun kæreste med Clarke Gayford, der af internettet beskrives som lidt af en “media personality” på de kanter. Han har blandt andet været vært på et populært program om lystfiskeri.

Siden hun blev formand, og potentielt også kan blive premierminister har hun flere gange skullet forholde sig til spørgsmålet om hun overvejer at få børn. Og om hun så vil tage barselsorlov?

Hendes far, Ross Ardern, er uddannet politimand, men er siden blevet diplomat og blev for nogle år siden New Zealands højkommissær (en slags ambassadør) på den lille polynesiske stillehavsø Niue.