Annonce

Niels Jespersen: Et bud på Mette Frederiksens nye regering

Hvis det efter valget viser sig umuligt at videreføre en socialdemokratisk et-partiregering, så er det mest sandsynlige, at SF og de radikale kommer med.
Foto: Socialdemokratiet
For fire år stjal Mette Frederiksen overskrifterne med sin grundlovsdagudmelding om, at Socialdemokratiet gik til valg på at danne en smal S-regering.

Det blev dengang afvist som drømmeri af politiske kommentatorer og modstandere. Ikke desto mindre blev det tilfældet.

Spørgsmålet er imidlertid, om det kan vare ved. De radikale har sagt, at de ikke vil støtte en ny smal S-regering og internt i Socialdemokratiet har både minksagen og Nick Hækkerups afgang som justitsminister sat fokus på den slitage magten medfører.

Internt i Socialdemokratiet arbejder man med flere planer, hvis det viser sig umuligt at videreføre et-partiregeringen, og her kan næsten alt ske.

Man skal for eksempel ikke på forhånd udelukke en regering henover midten med Løkke på ministerholdet. Eller at regeringen optager Kristendemokraterne, hvis de mod forventning kommer over spærregrænsen.

Men det mest realistiske udkomme vil være en SRSF-regering, som den man så under Helle Thorning-regeringen. Hvem der i så fald bliver minister afhænger af partiernes indbyrdes styrkeforhold.

Jeg har i den følgende ministerliste taget udgangspunkt i en situation, hvor de nuværende meningsmålinger afspejler partiernes styrke efter valget. Listen er baseret på samtaler med politikere, ansatte og medlemmer i de tre partier.

Statsminister: Mette Frederiksen (S)

For Socialdemokratiet vil der være tale om en udvidelse af den nuværende regering. Hovedretningen er ikke til diskussion.

Ej heller hvem der sidder for bordenden.

 

Økonomi- og indenrigsminister: Sofie Carsten Nielsen

Den radikale leder vil kræve et passende tungt ministerium med indbygget håndbremse, når det kommer til økonomien.

Titlen er den samme som Margrethe Vestagers i Thorning-regeringen, men både S og R er indstillet på at samarbejdet denne gang skal falde heldigere ud. Det bliver spændende om det lykkedes.

 

Energi, klima- og transportminister: Pia Olsen Dyhr (SF)

SF-formanden havde sin stjernestund som transportminister. SF’ere elsker alt, der kører på skinner.

Læg dertil klimaministeriet, så Pia Olsen Dyhr er på niveau med Sofie Carsten Nielsen. SF vil for alt i verden undgå atter at blive smidt under bussen, som det skete i den forrige SRSF-regering.

Alternativt kunne SF gå efter større økonomisk indflydelse ved at gøre Olsen Dyhr til klima- og økonomiminister.

Forbilledet ville i så fald være grønne Robert Habeck i Tyskland. Om Olsen Dyhr kan tilføje vicestatsminister til titlen afhænger af, om SF bliver større end de radikale.

 

Udenrigsminister: Martin Lidegaard (R)

Udenrigsministeriet er ikke hjerteblod for socialdemokraterne. Det er det til gengæld for de radikale og for Martin Lidegaard i særdeleshed.

Alternativt kunne Sofie Carsten Nielsen selv gå efter Udenrigsministeriet, men hun kommer ikke uden om at give Lidegaard en tung post.

 

Finansminister: Nicolai Wammen (S)

Wammen bærer en stor del af æren for regeringens manøvredygtighed og evne til lave forlig til alle sider.

Som forhenværende borgmester er han ferm til at lukke et forlig og spille folketingets mange partier ud mod hinanden.

Det sikrer ham “four more years”. Det er meget usandsynligt, at Socialdemokraterne vil acceptere at miste Finansministeriet.

 

Sundhedsminister: Magnus Heunicke (S)

Magnus Heunicke er en af regeringens populære ministre. Det var han i øvrigt også i Thorning-regeringen.

Sundhedspolitik er altid højt på vælgernes dagsorden.

Han får lov at fortsætte i et svært ministerium, der er lagt ned af corona, og som står foran en sundhedsreform. SF kunne også finde på at lægge billet ind her, med Jakob Mark eller Kirsten Normann Andersen.  

 

Minister for miljø, Europa og handel: Dan Jørgensen (S)

Dan Jørgensen skal til at dele opmærksomheden med to partier, der begge ser sig selv som grønnere end Socialdemokratiet.

Derfor får han et ekstra stort miljøministerium, hvor han skal sælge grønne løsninger og få fuld diplomatisk valuta af den danske grønne omstilling. Og holde socialdemokratiets grønne fane højt.

 

Fødevareminister: Signe Munk (SF)

Forbrugerbeskyttelse er en mærkesag for SF og Signe Munk er som ung kvindelig sygeplejerske prototypen på partiets kernevælgere.

Hun bliver næppe veninde med alle i landbruget, men grøn omstilling af fødevareproduktionen er en folkelig sællert.

Hun kunne også blive ligestillingsminister og overlade fødevareområdet til Dan Jørgensen.

 

Undervisningsminister: Pernille Rosenkrantz-Theil (S)

Rosenkrantz-Theil må afgive børnene, men får lov at beholde folkeskolerne. Hun har genskabt Socialdemokratiets gode forhold til folkeskolelærerne, hvilket er imponerende.

Undervisningsministeriet kunne også gå til de radikale, men det vil gøre ondt på arbejderisterne i Socialdemokratiet. Måske netop derfor vil det ske.

 

Minister for børn og ældre: Jacob Mark (SF)

SF har lært at sine fejl i Thorning-regeringen (og LAs i VLAK-regeringen). Det betyder, at man satser på færre ministerier, hvor man så til gengæld er sikker på at kunne levere.

Jacob Mark er SFs supertalent, som både Astrid Krag og Pernille Rosenkrantz-Theil må aflevere ressortområder til, i et ministerium, som bliver et lille velfærdsministerium.

Han kunne også få hele Undervisningsministeriet, men så skal Rosenkrantz-Theil have et andet tungt ministerium. Måske noget der inkluderer ligestilling.

 

Skatteminister: Andreas Steenberg (R)

Skatteministeriet er tilbage som politisk kastebold, men med en regeringsudvidelse kan rokader ikke undgås. Jeppe Bruus er trods sine kvalifikationer en af de ministre, der falder på manglende anciennitet.

Andreas Steenberg er nummer to hos de radikale og som skatteminister vil han få samme ministerium, som Morten Østergaard havde, da han var nummer to efter Margrethe Vestager.

Spørgsmålet er, om Steenberg som øverste chef for Moderniseringsstyrelsen skal forhandle overenskomster med de offentligt ansatte. Det vil ikke være populært i fagbevægelsen. Omvendt kan det passe Socialdemokratiet meget godt, at de offentligt ansattes vrede vendes mod R.

 

Erhvervsminister: Simon Kollerup (S)

Socialdemokratiet har aldrig haft et bedre forhold til erhvervslivet. Det skyldes ikke mindst Simon Kollerup. Samtidig får han godsejerne ovre på Berlingske til at se rødt. Og så kan han tysk.

Men Socialdemokratiet har mange unge mænd i gruppen. Han kunne blive afløst af Jeppe Bruus eller Christian Rabjerg Madsen.

Ministeriet kunne også gå til de radikale, der er desperate for at genetablere sig selv som erhvervslivets vej til indflydelse under socialdemokratiske statsministre.

 

Socialminister: Astrid Krag (S)

Astrid Krag fortsætter som socialminister med henblik på at implementere Barnets Lov.

Før Mette Frederiksen blev ramt af corona og krig, var børneindsatsen hendes hovedprioritet. Det vil den blive igen, med mindre der udbryder en ny verdenskrise. Derfor skal hun have en af sine trofaste løjtnanter på posten.

 

Justitsminister: Mattias Tesfaye (S)

Mette Frederiksen har den analyse at årsagen til, at embedsværket kommer til at bestemme på vegne af de folkevalgte skyldes, at ministrene ikke får tid til at sætte sig ind i deres områder.

Derfor ønsker hun så vidt muligt at videreføre sin gamle ministerliste. Tesfaye er socialdemokratiets retspolitik med en menneskeligt ansigt. Og giver man Justitsministeriet væk til et af støttepartierne, så risikerer regeringen at fremstå eftergivende over for kriminelle.

 

Forsvarsminister: Morten Bødskov (S)

Bødskov er som et af hærens multitools. Han kan løse enhver opgave uden at behøve specialiseret viden.

Han har på rekordtid skabt ro i regeringens forhold til Forsvaret. Det nationale kompromis og krigen i Ukraine har gjort Forsvarsministeriet til et af de vigtigste (og økonomisk prioriterede!) områder. Der er også lokalpolitik i, hvor kasernen skal ligge og dem vil Socialdemokratiet gerne have håndsret over.

Måske Kaare Dybvad alternativt kunne fortsætte sin genrejsning af landdistrikterne her? 

 

Udlændinge- og integrationsminister: Kaare Dybvad (S)

Mens krigen raser i Ukraine vil udlændingepolitik blive SRSFs helt store slagmark.

Står det til socialdemokraterne, så skal de radikale acceptere, at udgangspunktet for regeringens udlændingepolitik skal være Socialdemokratiets udlændingepolitik i bredeste forstand. Og ja, de må gerne bemærke referencen til det sorte tårn og dannelsen af Thorning-regeringen.

Derfor giver det mening, at Kaare Dybvad får lov at fortsætte sin kamp for social sammenhængskraft som integrationsminister. Og med at få gennemført S-regeringens prestigeprojekt om asylcenter i Rwanda.

Omvendt er Kaare Dybvad med sin anti-elitære agenda i forvejen en torn i øjet på mange radikale. Måske vil Dan Jørgensen, der har erfaring på området som ordfører, være mere spiselig for støttepartierne? 

 

Beskæftigelsesminister: Peter Hummelgaard (S)

Hummelgaard var manden bag regeringens helt store slagnummer Arne-pensionen og han har netop lukket en svær aftale om ydelser. Han viser, at socialdemokraterne ikke har glemt deres ideologi. Det får partiet brug for, nu profilen skal deles med andre.

Det er formentlig et ønskeministerium for SF, men hvis man kan tale om et ministerium som er helt afgørende for Socialdemokratiet, så er det Beskæftigelsesministeriet, hvor man har det daglige, tætte samarbejde med fagbevægelsen.

 

Forskningsminister: Samira Nawa (R)

De radikale elsker universiteter og universiteterne elsker de radikale.

Samira Nawa er skarp, og en man har store forventninger til hos De radikale. Uddannelsesmæssigt er hun den danske drøm, der er gået fra flygtningebarn til akademiker.

Og så gør det heller ikke noget for de radikale, at hun er en rød klud i ansigtet på socialdemokrater, der ikke har tilgivet hende angrebet på Jeppe Kofod.

 

Kultur- og kirkeminister: Ane Halsboe-Jørgensen (S)

Ane Halsboe-Jørgensen har vist sig som en kompetent og driftsikker minister. Hun får lov at beholde Kulturministeriet. Blandt andet for at forhindre de radikale i at gøre Zenia Stampe til kulturminister.

Socialdemokratiet er bange for, at de radikale vil give regeringen et image som verdensfjerne storbyliberale halalhippier og globalister.

 

Ligestilling og udviklingsminister: Lisbeth Bech-Poulsen (SF)

Ligestilling og bistandsarbejdet er vigtigt for NGO-industrien, som udgør en vigtig del af SF’s bagland.

Bech-Poulsen er imidlertid ikke sikker på genvalg, da hun er i hård konkurrence i København. Et alternativ kunne være forhenværende sundhedsborgmester i København Ninna Thomsen, der i dag er direktør i Mødrehjælpen. Går ministeriet til de radikale, kunne Christian Friis Bach være et oplagt bud.

 

By- og boligminister: Karsten Hønge (SF)

Karsten Hønge er ikke bange for at sige tingene, som de er, og give både regeringen og SF social og regional profil.

 

Minister for grøn innovation: Lotte Rod (R)

Lotte Rod får regeringens mindste ministerium, hvor hun skal komme med ideer til omlægning af den offentlige sektor. Så får de radikale også noget af det grønne.

 

EU-Kommissær: Margrethe Vestager (R)

En del af handlen med de radikale kunne være at lade Margrethe Vestager fortsætte som EU-kommissær. Så kommer hun heller ikke hjem og laver ballade i hverken Socialdemokratiet eller hos De radikale.

 

Wildcards

I en bred regering kan det ikke undgås, at adskillige socialdemokrater ryger, selv om de sådan set har klaret opgaven tilfredsstillende. Det gælder fx. Jesper Petersen og Rasmus Prehn. Mogens Jensen faldt til alles tilfredshed på sit sværd i minksagen. Byder lejligheden sig, kunne de få en ekstra tur.

Ellers er der Ida Auken, som har efterladt sig bitterhed i både SF og blandt radikale, men er en populær politiker, som har gjort sig umage for at passe ind i Socialdemokratiet.

Samtidig appellerer hun til vælgergrupper, hvor S står svagt. Hvis hun får et godt valg i København, kan hun blive belønnet med en ministerpost.

Hun kunne også få et internationalt mini-ministerium - måske noget med internationalt samarbejde mellem storbyer. Der er mange i Socialdemokratiet, som i fremtiden ønsker at se hende i Europa Parlamentet.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

De radikale og SF vil kræve, at enhver, der har haft et ben i Danmark i 10 år, automatisk får printet et dansk pas. Det var det krav Helle Thorning måtte æde, og det blev en katastrofe, som man var nødt til at ophæve igen allerede efter et år. Titusindvis af unge fra mellemøsten fik dansk statsborgerskab i perioden 2014-2015 med en simpel erklæring. Mange af dem er siden blevet dømt for helt vanvittig kriminalitet - uden udvisning.

WAAAAD

WAAAAD

WAAAAD

WAAAAD

WAAAAD

WAAAAD

I min verden bør det under ingen omstændigheder være et tema med RV i regeringen. Udover min personlige aversion mod dem vil jeg mene dels, at de selv har sat sig uden for den dør, og dels at det ville være særdeles uklogt af S at tage dem med, da formentlig tæt på ingen udenfor RV selv ønsker dem i regering, og rigtig mange vil vende sig kraftigt imod det, skulle det alligevel ske.

Lars Løkke udtalte, at han ikke ville være statsminister for enhver pris. Han mente det ikke. Det håber jeg inderligt, at Mette Frederiksen gør.

Nu er Mette F ikke sådan at løbe om hjørner med og hun har fire års erfaring som minister, hellere have R inde i folden end udenfor, hvis man er afhængig af deres mandater. Løkke vil jeg ikke se i regering igen. Men jeg tror Trine Bramsen ville være en god ligestillingsminister. og fint med Vestager i EU fortsat. Spændende bliver det, håber inderligt Mette F får mandater nok til fortsætte og S meget gerne komme op på de 30 % som de var tidligere.

Håber det forsat må blive en S-et parti,s Regering..,Det er afprøvet og dur ikke..med SF&radikale (det skal være af nød),Mette F.har netop bevist det lader sig gøre, ønsker det holder ved .forfærdeligt hvis Et af de nye borgerlige midtsøgende partier(Løkke parti )kommer med men det tror jeg ikke 🙃 Mette F. Ved hvad der er bedst.🚩❌kan "nemt" klare 4 år mere❗..🙂🚩

Hvis man vil tages seriøst, så undlader man de (barnlige) emoticons der hvor de hører hjemme - på de sociale medier.
Bortset fra det så er jeg enig i din kommentar.

De “selvfede” radikale i regering med Socialdemokratiet - nej tak!

En stor kender af Socialdemokratiet mener at en SV regering er mest spiseligt for Mette Frederiksen!

Hvordan ser ministerlisten så ud? Hr. chefredaktør !

En SV-regering blev afprøvet i 1979, det var en fiasko og man skal aldrig gå tilbage til en "fuser". Tror næppe Jacob Ellemann-Jensen vil affinde sig med ikke at blive statsminister som selvfølgeligt skal være en fra det største parti, og det er ikke venstre.

Anker Jørgensen var en fuser, alligevel gav man Nyrup chancen med succes, Thorning blev endnu en fuser og alligevel gik man tilbage til Metre Frederiksen.

Så fuser mig her og fuser mig der!

Det løber mig koldt ned ad ryggen når jeg ser SF og R på ministerposter.
De har hverken evner eller format hertil.

Og så Samira Nawa. Få nu lige DK ind under huden først. R elsker at provokere danskerne, som fx med Manu Sareen som kirkeminister.

Dit problem med Manu Sareen som kirkeminister forstår jeg overhovedet ikke.

Han var født ind i en hindu-troende familie, men konverterede som voksen til kristendommen med voksendåb og det hele - og vel at mærke længe før han blev tilbudt tjansen som kirkeminister. Han har med andre ord selv som voksen tilvalgt kristendommen uden at have været indoktrineret ind i det, hvilket i øvrigt er helt ubegribeligt for mig, men i det mindste er han da kristen på en helt anden måde end dem, som blot er døbt ind i det som barn.

Radikale er direkte uegnede til at deltage i en regering, jeg vil næsten mene at det ville være nemmere med alle andre partier, for de Radikale satser på muslimske vælgere og de tør ikke gå imod pøblens vrede.

Hvorfor tror du dog, at R får 6 ministre og SF kun 5? SF står da alle steder til at blive større end R. Og vil selvfølgelig ikke nøjes med så få ministre. Det er en ommer.

Hvorfor tror du dog, at R får 6 ministre og SF kun 5? SF står da alle steder til at blive større end R. Og vil selvfølgelig ikke nøjes med så få ministre. Det er en ommer.

Hvorfor tror du dog, at R får 6 ministre og SF kun 5? SF står da alle steder til at blive større end R. Og vil selvfølgelig ikke nøjes med så få ministre. Det er en ommer.

Boligpriserne vil falde.Pensioner udhules. Virksomheder gå konkurs. Mennesker vil miste deres arbejde. Huslejer stiger allerede. Selv bankøkonomer, de professionelle optimister, er bekymrede. Og Socialdemokraternes gamle besservissere ved ikke deres levende råd.

Anker Jørgen gav roret til de blå. Måske Mette Frederiksens grønne hjerte er mere økonomisk blåt end rødt. Måske to hænder på rattet kan holde skuden midt på vejen. Folk må alligevel sejle deres egen sø, når Putins såkaldte inflation rammer arbejdsmænd, selv dem der har kæmpet røven ud af bukserne i 42 år, sosuer, pædagoger, renovationsarbejdere, folkeskolelærere, bygningsarbejdere, sygeplejersker, fiskere, gymnasielærere, landmænd.

Alle vil forsøge at snyde på vægten og især gaskunder, der for længst er bagud på point som minkavlere og familier med børn på Herlufsholm.

Vanvidsbilismen og voldtægter på Roskildefestivalen er ligefrem proportional med metoo hos de radikale.

Inger og Mette tog begge “en for folket”, hvorimod Noge og Sverige rammes af skyderier.

I Danmark kaldes en spade for en spade og en skovl for en skovl. Der bliver ikke fejet noget ind under gulvtæppet!

Jacob og Mette bliver det nye makkerpar i dansk politik. Med mindre skruen går løs, er de de eneste der kan føre skibet Danmark imod sikker havn!

Når alle har noget på alle, ja, så skiftes ledelsen ud som på Herlufsholm!

Men i dansk politik blandes det private med det statslige og det offentlige. Balancen må genfindes!

Prikken over i’et i dansk politik svæver fra højre mod Venstre og Venstre mod højre.

Selv Kristian Thulesen Dahl kan ikke finde sit ståsted.

Rorpinden er midtskibs! Det ved Tulle om nogen!

Men skibet er i uvejr fra alle sider! To ved roret på samme tid. Godt bundet op med reb fra begge sider!

Er måske redningen!

I Danmark er forholdet til muslimer, EU, NATO, mink, pandemi, Arne-pension, osv. for længst afklaret!

Nu mangler blot levebrødet, energien, huslejen, mælken, kødet, fisken, jordbær, grøntsager, toiletpapir. Og en ny regnfrakke!

Sommeren er over os!

Agurker til seks kroner stykket!

Anders Fogh tog altid en velfortjent sommerferie!

I Frankrig!

Fjaltring er mere nærværende for Mette Frederiksen. Eller Frederikshavn. Eller Frederiksberg.

Hemmelige møder med Jacob bliver nok nødvendige!

Med en el-cykel når man langt!

Især når regnen stilner af!

Ministerlisten kan laves på en formiddag i regnvejr på Solitudevej!

Annonce