Noa Redington er politisk fortabt

Leder: Min bøn er, at Noa Redington bliver frisat fra fortiden og får lov til at komme videre. Som Oasis synger 'Dont look back in anger'.
Med Noa Redington, som en tilbagevende figur i Politiken, har Viggo Hørups stolte gamle avis fået deres helt egen udgave af Berlingskes ’Groft Sagt’. En klumme, hvor bitre bedagede typer, uden forbindelse til den faktiske virkelighed, slår løs på alt og alle.

Det er i samme ånd, at den tidligere spindoktor for Helle Thorning-Schmidt uge efter uge folder sig ud i weekendens Politiken. I sidste weekend afgav han en salve fra automatriflens munding mod alle og enhver i dansk politik. Det overordnede budskab var, at ”Politikerne mener forbavsende lidt”.

Vi har i hvert fald endnu til gode at høre Noa Redington påpege eller erkende en eneste fejl

Det er tidens politikere, der står for skud og det gør de – ifølge Redington - i skærende kontrast til, hvad der foregik under Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon. Dengang må alting øjensynligt have været meget bedre. Vi har i hvert fald endnu til gode at høre Noa Redington påpege eller erkende blot en eneste fejl fra den periode. Et faktum, der i givetfald ville gøre den æra til en slags historisk anomali, hvor menneskeheden åbenbart optrådte som en  fejlfri race.

Noa Redington: Hvad er det, vi skal huske?
Der kan siges en masse ting om Noa Redington, som jeg har kendt både før og efter han indtog posten som særlig rådgiver for Socialdemokratiets formand. Men jeg var oprigtigt begejstret, da han som en slags nytænker indtog den centrale rådgiverfunktion. Jeg klappede dengang i mine små hænder. Jeg husker ham især for et oplæg (før rådgiverjobbet), hvor han rådgav mig og ligesindede til at give den fuld gas med kritik af Socialdemokratiet. Og sidenhen (under rådgiverjobbet) kan jeg huske, hvoran han adskillige gange ringede mig op for at skælde mig hæder og ære fra. Min helligbrøde var, at jeg var ved at opstarte et lille socialdemokratisk tidsskrift, der netop tillod sig at mene noget.

Den politiske kongstanke var altså at tage afsæt i den tredje vej, og så gøre det på en lidt ny måde

Men når han i dag stiller sig frem i det politiske rampelys og efterlyser politikere, der mener noget, så kan jeg personligt ikke huske nogen ekstraordinær nytænkning fra den tid, hvor han selv rådgav socialdemokratiets partiformand? Seriøst, Noa, what is to remember?

Hvis man i ren og skær gavmildhed skræller al nødvendighedens politik væk, så tror jeg kun, at jeg erindrer en dobbelt-kronik i Politiken helt tilbage fra 2008, der startede med ordene ”Jeg er stolt af at være socialdemokrat”. Det burde man nok ikke behøve at sige som S-formand, men indlægget, der var et langt forsvar for Blair, Giddens og den tredje vej, er meget sigende for det - den socialdemokratiske fornyelse - som den daværende toprådiver leverede på sin karrieres højdepunkt.

Den politiske kongstanke var altså at tage afsæt i den tredje vej, og så gøre det på en lidt ny måde.

Mette Frederiksens socialdemokratiet har brudt 10 års idépolitisk tørke
Jeg kan derfor have svært ved at forstå, hvad Noa Redington tænker tilbage på, når han i dag skriver sin faste ugentlige klumme i Politiken? Jeg kan ikke huske eller genkende de mange unikke og selvstændig politisk tanker, der blev udtænkt af Redington dengang.

Hvis man alene kigger på mængden af kronikker og interviews, som Mette Frederiksen lægger navn til, så kan man se, at partiet idag har flyttet sig til en helt anden dimension

Jeg opfattede det som 10 års idépolitisk tørke under Redingtons indflydelse, hvilket i min optik står i skærende kontrast til den nuværende socialdemokratiske ledelse, som han ugentlig langer ud efter.

Hvis man alene kigger på mængden af kronikker og interviews, som Mette Frederiksen lægger navn til, så kan man se, at partiet idag har flyttet sig til en helt anden dimension. Ved at kaste et flygtigt blik på overskrifterne, så kan man finde følgende titler på Mette Frederiksens hylder:

Kapitalismen er blevet syg, Europa for folket, Frihedskamp for unge muslimer, Vi vil værne om velfærdssamfundet, En truet samfundsmodel, Den socialdemokratiske reformpolitik, lektien fra Olof Palme, Danske erhvervspolitik er socialdemokratisk, Trumps lederskab og mange flere kunne nævnes. At det skulle være udtryk for at ’mene forbavsende lidt’ eller blot at mene mindre end i Redingtons egne velmagtsdage forekommer besynderligt. Særligt når mange af os dengang fik påført mundkurv.

Slip fri fra fortiden
Jeg synes Noa Redington har et kæmpe uforløst potentiale og en uhyre skarp pen, der gør det næsten ubærligt, at han bliver reduceret til den gamle sure mand, der er træt af, at tingene forandre sig og ønsker at alting skal være som i gamle dage.

Jeg under inderligt Redington at blive frisat fra sit gamle job og få lov til at komme videre

Jeg under inderligt Redington at blive frisat fra sit gamle job og få lov til at komme videre. Fortidens uundgåelige fejltrin kan være svære at erkende og her hjælper Politiken virkelig ikke, når de hver uge pisker ham til på ny at forholde sig til sin egen historie. Han bliver konstant mindet om en fortid og et forhold, der ikke gør nogen noget godt. Det skaber ikke klarhed at stirre sig blind på den ulykkelige kærlighed eller tanken om the one that got away. Socialdemokratiet er for længst kommet videre og har sluppet fortidens skygger. Skulle vi nu ikke lade Redington gøre det samme?

Måske man kunne foreslå Noa Redington at tage mere afsæt i Oasis-sangen "Don't look back in anger" frem for Rage Against The Machines vredesudbrud af en sang ”Killing in the Name”

Jens Jonatan Steen, er chefredaktør på Netavisen Pio

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook