Noa Redington er sprogligt fortabt!

Melder man sig ud af kampen om sproget, overlader man i hvert fald banehalvdelen til højrefløjen, som framer med stor dygtighed.
Helle Thorning-Schmidts tidligere spindoktor Noa Redington skrev forleden i Politiken, at han har været med til ”udvande det politiske sprog” ved at ”alt (skal) skæres ned til soundbites, staveplader, karakterer og klicheer”. Men hvad er det overhovedet for et politisk sprog, han taler om?

Groft sagt virker det som om, at Redington har forstået meget lidt af politisk retorik generelt og framing helt konkret. Det er egentlig utroligt, når man tænker på hans tidligere job, men når man omvendt tænker på Thorning-regeringens manglende politiske kompas og dens store evne til at være i nærmest konstant dissonans med baglandet og vælgerhavet, så undrer det jo faktisk ikke, at det gik, som det gik.

Det virker som om, at Redington har forstået meget lidt af politisk retorik generelt

Specielt ikke, når han i indlægget skriver passager som disse: ”Nej, man kan ikke sige, at historisk store skattelettelser giver historisk store nedskæringer på velfærden” eller ”… er det virkelig kun de rigeste, der får glæde af, at skatten på fri telefon fjernes?”, selvom vi jo ved, at jo mere du tjener, des større er chancen for at have arbejdsgiverbetalt telefon. Så er man altså langt væk fra det socialdemokratiske vindue.

Like it or not: sproget er politisk! 
Lad mig uddybe min kritik af Redingtons fornemmelse for framing: For mig lyder det nemlig som om, at Noa Redington abonnerer på ideen om et nulsprog. ”Det politiske sprog” skulle altså i Redingtons optik være et neutralt sprog – helt fri for værdier og konnotationer – som alle kan være enige om at bruge. Men et sådant objektivt embedsmandslingo findes ikke. Alle ord har en medbetydning. Alle ord, du vælger at skrive i en politisk tale eller et debatindlæg, er udtryk for et strategisk til- eller fravalg. Det betyder noget, om du siger velfærdsmigrant eller flygtning – cafepenge eller SU – omprioriteringsbidrag eller milliardnedskæringer.

Vi kommunikerede ofte helt i modstrid med vores eget verdenssyn.

Det er det, vi inden for samfunds- og sprogvidenskaberne kalder framing. Det er strategisk uklogt, når Redington afskriver muligheden for at anvende et politisk sprog, hvor den strategiske brug af bestemte, værdiladede ord kan fremme din sag.

Noa Redington er skyldig i at have udvandet det politiske sprog på en helt anden måde, end han selv tror. For han udvander netop det politiske sprog, når han afviser de soundbites og metaforer, han kritiserer. Redington skriver, at han tager ansvaret for sin del af ”banaliseringen af det politiske sprog” og dermed også retter kritikken mod sig selv. Jeg mener ikke, at Thorning-regeringens kommunikative brøde var for mange soundbites. Nærmest tværtimod. Alt for ofte kommunikerede vi som parti og regering helt elendigt under Thorning – og med en elendig framing. Vi kommunikerede ofte helt i modstrid med vores eget verdenssyn.

Thorning talte højreorienteret
Tag bare ”betalingsringen”. Et udtryk, der fik alle alarmklokker til at ringe. Jeg påstår ikke, at projektet havde fået folkelig opbakning, bare vi havde kaldt ringen noget andet, men det havde da været en start, hvis vi havde brugt et politisk sprog, der gavnede sagen og ikke modarbejdede den. Hvis vi f.eks. havde talt om en miljøring, en trængselsring eller en grøn zone. Hvem gider have en ring, hvis primære formål er betalinger til statskassen?

På samme måde har Thorning (blandt mange) gjort sig skyldig i adoptionen af det dybt højreorienterede udtryk ”skattelettelser”, som er fuldstændigt groet fast i sproget. I ordet ligger jo en forståelse af skat som en byrde, man skal lettes fra. Ikke ligefrem noget, der styrker Socialdemokratiets ideologiske profil eller vælgernes opfattelse af målet med at bidrage til fælleskassen.

På samme måde har Thorning gjort sig skyldig i adoptionen af det dybt højreorienterede udtryk ”skattelettelser”, som er groet fast i sproget

Man kan sagtens mene, at min indvending er plat, og at retorik-typer som mig selv tilskriver sproget en for stor politisk betydning. Men omvendt frasiger man sig også et nyttigt, politisk redskab, for der er masser af forskning på området, som viser, at det betyder noget, hvordan vi taler om virkeligheden. I hvert fald i det lange løb. Sproget skaber ikke virkeligheden, men det er med til at forme, hvordan vi opfatter den.

Frame eller bliv framet
Melder man sig ud af kampen om sproget, overlader man i hvert fald banehalvdelen til højrefløjen, som framer med stor dygtighed. Man ender med at købe andres retorik, fordi man selv afskriver det politiske sprog, og dermed undergraver man sine egne værdier og politiske idealer. Hvis man ikke selv framer, så bliver man framet, og jeg ved godt, hvad jeg vælger.

Hvis man ikke selv framer, så bliver man framet

Jeg er egentlig enig med Redington i, at politik for ofte handler om overskrifter og for lidt om nuancer og detaljer i den politiske substans. Men det er ikke en modsætning til at bruge sproget politisk. Man kan sagtens bruge sproget klogt og samtidig insistere på, at der i politik skal indgås kompromisser, som skal forklares, eller der skal fremhæves vigtige nuancer. Sådan er politik. Det er det især, når man er socialdemokrat og tror på pragmatisme og de små skridts politik.

Men derfor kan – og skal – vi stadig bruge sproget til at fremhæve de politiske forskelle og forskellige verdenssyn.

 

Jakob Esmann, er bachelor i retorik og kandidatstuderende i retorik ved Københavns Universitet. Han er tidligere medlem af DSU’s forretningsudvalg (2012-2016).

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Billede: Mikkel Rønne, Flickr.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet

Annonce