Grøn tænketank giver regeringens klimapolitik klø

Det bekymrer ikke klimaminister Lars Christian Lilleholt, at Danmark er i frit fald på årets Climate Change Performance Index. For det år siden gjorde han eller meget ud af, at Danmark toppede ranglisten.  
Sidste år brystede klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt sig af Danmarks førerposition på det grønne område. Nu, et år senere, er Danmark er blevet overhalet af hele ni lande, og regeringens politik får hovedansvaret for det store fald. Det bekymrer dog ikke klimaministeren, der kalder sig selv ”superoptimist”.

Det er tænketanken Germanwatch, der i samarbejde med en lang række grønne organisationer i Climate Action Network netop har offentliggjort sin årlige rapport over, hvor godt de enkelte lande håndterer klimaudfordringerne og den grønne omstilling.

Rapporten operer med et indeks, Climate Change Performance Index, der er opgjort ved at se på landenes samlede CO2-udlendingen, udviklingen i CO2-udledningen, brugen af vedvarende energi, energieffektivitet samt landenes klimapolitik. Mens de fire første kategorier bygger på objektive kriterier, så bygger den sidste kategori på eksperters vurderinger. Og det er især her, at forklaringen på Danmarks drastiske fald skal findes, lyder det i rapporten:

”Den drivende faktor for Danmark er tilbageslag er vurderingen af klimapolitikken. Landet har lidt store tab på dette område, hvilket har rykket ned til en bundplacering inden for den politiske kategori. Eksperter kritiserede, at den nye regering ikke længere støtter aktivt op bag mange af landets tidligere målsætninger. Det drejer sig for eksempel om den planlagte udfasning af kul i 2030, målet om at bruge 100 procent vedvarende energi inden for el- og varmesektoren i 2035, og målet om 40 procent reduktion af drivhusgasser i 2020.”

Alarmklokker ringede sidste år
Rapporten anerkender, at Danmark stadig er langt fremme hvad angår brugen af vedvarende energi og energieffektivitet, men skriver, at det ”afspejler resultaterne af tidligere tiders progressive klimapolitik” – altså ikke noget, den nuværende regering kan bryste sig af.

Det er første gange i mange år, at Danmark ikke er det højest placerede land på listen (Danmark har de sidste år ligget nummer 4, men pladserne 1-3 har ikke været besat). Sidste år glædede Lilleholt sig da også over Danmarks topplacering:

”Jeg glæder mig over, at tænketanken Germanwatch og klima-NGO’er fra mere end 30 lande for tredje år i træk udpeger Danmark som det land i verden, der gør mest for at håndtere klimaudfordringen. Det bekræfter, at vi er godt i gang med vores langsigtede målsætning mod et samfund, der er uafhængigt af fossile brændsler i 2050”, sagde Lilleholt dengang i en pressemeddelelse.

Allerede sidste år advarede Climate Action Network imidlertid om, at Danmark var på gal kurs. For selvom Danmark toppede listen, så tildelte netværket samtidig i forbindelse med klimatopmødet i Paris den danske regering prisen som ”Dagens fossil”. Og det er ikke nogen hæderspris. Det var blandt andet Lilleholts udtalelser om, at regeringen ikke længere følte sig bundet af at reducere CO2-udslippet med 40 procent inden 2020, som udløste prisen. Hverken Lilleholt selv eller andre repræsentanter fra den danske regering ønskede dengang at modtage den.

Klimaminister er ”superoptimist”
Modsat sidste år har klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt ikke haft lyst til at udsende nogen pressemeddelelse for at kommentere på det nye indeks.

Faktisk er sidste års ovenfor citerede pressemeddelelse, der blev offentligt på Klima- Forsynings- og Energiministeriets hjemmeside 8. december 2015, i øjeblikket slet ikke tilgængelig på hjemmesiden. Klima- og energiministeriet oplyste i sidste uge til Netavisen Pio, at den manglende tilgængelighed skyldes, at man er ved at gennemføre nogle opdateringer på hjemmesiden.

Lars Christian Lilleholt har dog til Information udtalt om den nye rangliste, at ”Jeg er overhovedet ikke bekymret. Tværtimod er jeg superoptimist i forhold til fremtidens markeder. Jeg er lige kommet hjem fra klimatopmødet i Marrakesh, og der er meget stor interesse for danske produkter”. Ministeren forholder sig altså ikke til, at det er den danske regerings politik, der har trukket Danmarks placering ned.

Frankrig indtager i år positionen som det højst placerede land (det vil sige fjerdepladsen) efterfulgt af Sverige og Storbritannien.

 


Kommentarer fra Facebook