Annonce

Er Verdensbanken blevet socialdemokratisk? 

Det er nye toner, når der til årsmøde i IMF og Verdensbanken tales om ulighed og om at væksten skal fordeles bedre, så alle kommer med.
Billede: Verdensbankens hovedkvarter i Washington

Der er højt til loftet, store glaspartier og swung over tingene. Salen er fuld, og på podiet står Richard Quest fra CNN og gør klar til show. Jeg er til årsmøde i Verdensbanken og IMF i centrum af Washington D.C. Og her sker store ting. For pludselig taler alle om ulighed.

For tre år siden var jeg til samme årsmøde, samme sted. Men med meget anderledes toner. Dengang handlede det stadig om Washington Consensus – en neoliberal idé om, at udviklingslandene skulle slippe markederne fri og minimere statens rolle. Og rigdom blev målt i BNP – ikke hvor mange mennesker, der fik del af væksten.

Hvorfor er det vigtigt, spørger du måske. Betyder det virkelig så meget, om rigdommene er lige fordelt, hvis bare ingen er virkelig fattige? Kan det ikke være lige meget, om der er stor forskel på top og bund, så længe der er mad på bordet?

Svaret for en socialdemokrat er: Det betyder noget. Og det kan ikke være lige meget. Hverken menneskeligt, politisk eller økonomisk.

Ulighed skader den sociale mobilitet
Vi bliver aldrig helt ens, og det skal vi heller ikke. Men den stigende ulighed påvirker en lang række faktorer i vores samfund - sammenhængskraften, den sociale mobilitet, folks helbred og kriminaliteten for at nævne nogle.

Ulighed er ifølge en række økonomer koblet til ustabilitet og kan endda hæmme væksten

Ulighed er ifølge en række økonomer koblet til ustabilitet og kan endda hæmme væksten. Derfor er jeg som socialdemokrat optaget af ulighed. Men af samme grund er det tæt ved revolutionerende, hvis Verdensbanken og IMF har forladt den forældede, neoliberale tro på, hvordan man skaber vækst. Og nu anerkender, at udviklingslandene har brug for noget helt andet, end at de rigeste bliver rigere.

Quest svinger taktstokken live på CNN. På scenen er Christine Lagarde, chef i IMF og Wolfgang Schaüble, Tysklands Finansminister. Ved deres side sidder chefer fra Bank of England og People's Bank of China. Alle fire taler de passionerede om inklusiv vækst. Om at væksten skal fordeles bedre, at alle skal med. Det er sandelig nye toner i det store atrium.

 
Ane Halsboe-Jørgensen er folketingsmedlem for Socialdemokratiet.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Børneordfører og formand for Udenrigsudvalget


Flere artikler om emnet