Fagbevægelsen skal have medlemmerne med

Fagbevægelsen har brug for et skud ny politisk kultur, hvis den igen skal kunne løfte opgaven med at være talerør for lønmodtagere og kunne bekæmpe de besparelser, der truer vores velfærdssamfund.
Her knap et år efter danskerne stemte nej til at ophæve retsforbeholdet, knap et halvt år efter briterne stemte sig ud af EU, og knap en måned efter at amerikanerne valgte Donald Trump som deres præsident, står det klart i mit hoved, at selvom jeg aldrig bliver ”alternativist”, så har Uffe Elbæk og hans partifæller fandeme ret når de siger, at vi har brug for en ny politisk kultur.

Og vi I fagbevægelsen skal vi gå forrest i at skabe den, en ny politisk kultur, hvor flere mennesker end i dag, reelt oplever indflydelse og medejerskab af deres hverdag og arbejdspladser, af vores fælles velfærdssamfund og ikke mindst de foreninger der bakker op om, og kæmper for lønmodtagernes levevilkår og sag.

På torsdag starter BUPLs kongres, og selvom vi selvfølgelig skal diskutere vores fag, og ikke mindst de vilkår pædagogerne har for at udøve vores fag (og som med den nye regering kun gør sværere), så skal vi også diskutere BUPL som organisation.

Det skal vi, fordi vi har brug for at flere pædagoger deltager i BUPLs fagpolitiske arbejde, ikke kun i fagforeningernes bestyrelser, eller som tillidsrepræsentanter, men også i udviklingen af faget, på arbejdspladserne, når vi oplever uretfærdigheder og når vi som fagforening skal råbe politikerne på Christiansborg op, når de gennemfører politik, der er til skade for Danmarks børn.

Flere må råbe op
Men det handler ikke kun om BUPL og pædagogerne, men om de mange danskere der har dedikeret deres arbejdsliv til den offentlige sektor. Vi har brug for flere offentligt ansatte, også pædagoger der siger deres mening, ikke kun om nedskæringspolitikken og dens konsekvenser, men også om hvordan vi sammen med politikerne kan være med til at udvikle vores arbejdspladser.  Vi brug for, at flere offentligt ansatte oplever handlemuligheder i deres hverdag – ikke kun ved at ringe til deres fagforening, men fordi de sammen med deres kollegaer har magt til gøre en forskel.

Alt for mange offentligt ansatte føler, at deres mulighed for at handle - ud fra det de tror på, er blevet taget fra dem.  Både fordi nedskæringspolitikken, har betydet at det er blevet sværere at varetage den omsorg og give den tryghed for børnene, der er så elementær i pædagogisk arbejde, men også når kommunale læringsprogrammer og didaktikkoncepter fratager os retten til at udøve vores fagprofessionelle dømmekraft.

Tid til opgør med nødvendighedens politik
Det skaber afmagt, sygdom og et dårligt arbejdsmiljø mange steder. Helt konkret oplever vi i BUPL, at mange pædagoger vender deres vrede mod BUPL som organisation, fordi vi ikke gør nok for at stoppe nedskæringerne. Og selvom det er et forenklet synspunkt, så er sandheden er jo, at vi både i BUPL men også i resten fagbevægelsen generelt, har haft sværere ved at stå fast på de rettigheder, vores forgængere har tilkæmpet os - og vi har haft endnu sværere ved at stå op imod nye og dårligere aftaler og reformer, der i disse år vælter ned over det danske arbejdsmarked.

Fagbevægelsen har haft svært ved at argumentere imod nødvendighedens politik, som et bredt flertal på Christiansborg i mange år har bakket op om. Eller vi har argumenteret og argumenteret, men der er ikke blevet lyttet, så det er måske på tide at fagbevægelsen finder en ny strategi, hvor vi i højere grad har medlemmerne med. For før vi ser der reelt bliver brudt med nødvendighedens politik på Christiansborg, må vi skabe vores egne resultater.

Behov for en stærk fagforening
Skal vi stå som et stærkt bolværk mod fremtidens nedskæringer, udfordringer og politiske kolbøttereformer så har vi brug for stærkere og mere højrøstede offentligt ansatte, for så bliver BUPL og resten af fagbevægelsen stærkere.

For sandheden er også, at fagbevægelsen ikke er noget uden medlemmerne, så er det blot en tom skal uden indhold. Fagbevægelsen skal have flere medlemmer til at føle sig som en del af fællesskabet og fagforeningen skal ikke bare være en forsikringsordning medlemmerne betaler ind til hver måned.

Vi skal involvere flere medlemmer i vores politikudvikling, vi skal skabe bedre platforme for så ALLE kan være aktive i fagpolitik, og vi skal spørge vores medlemmer meget mere direkte om hvad de egentlig ønsker at vores forbund går rundt og laver og hvilken politik vi skal føre. Vi skal bringe medlemmernes stemmer helt ind til det politiske forhandlingsbord.

Modsvaret mod afmagt, er ikke lange analyser og teoretiske diskussioner om hvem der er skyld i hvad. Det er involvering, demokratisering, styrket fællesskaber og mere handling.

Mette Aagaard Larsen er forretningsudvalgsmedlem i BUPL.

Dagens Pioklumme er et fast indlæg på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.


Kommentarer fra Facebook