Amerikansk fagbevægelse frygter Trumps beskæftigelsesminister

Minimumsløn og retten til overarbejdstidsbetaling bliver med Trumps valg af beskæftigelsesminister, to store politiske kamppladser i den kommende tid.
Den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, fortsætter med at sammensætte sin administration og til posten som beskæftigelsesminister har han udpeget en tidligere direktør for en stor fast food-kæde.

Andrew Puzder kommer fra firmaet CKE Restaurants, som blandt andet står bag burger-kæden Carl’s Jr, som har omkring 3.600 restauranter i 44 stater og 38 lande.

Burgerbranchen er en kampplads
Fast food-industrien er med næsten fem millioner ansatte, en af de helt store sektorer på det amerikanske arbejdsmarked. Fast food-sektoren har også været hjemsted for en af de største politiske slagsmål i de senere år, nemlig #FightFor15.

I den i forvejen hårdt pressede amerikanske fagbevægelse, ser man udnævnelsen af Puzder som en ren krigserklæring mod lønmodtagernes rettigheder.

“Puzders nominering er endnu en af mange Trump regeringsudnævnelser, der er I direkte modstrid med retorikken under valgkampen. Den kommende præsident gik til valg på at kæmpe for arbejdere, men hans handlinger har indtil videre undermineret dette,” lød det fra Richard Trumka, der er formand for AFL-CIO, USA’s svar på LO.

Og fra fast food-industriens medarbejdere, var udsigten til at få en ejer som minister, tilsvarende lunken.
”At sætte Puzder i spidsen beskæftigelsesminister svarer til at sætte Bernie Madoff (dømt Wall Street-svindler, red.) i spidsen for Finansministeriet,” lød det fra Kendall Fells, der er kampagnechef for Fight for $15.

Fast food-industrien har været en stor synder i forhold til sager om manglende betaling af minimumsløn. Næsten halvdelen af alle ministeriets godt 11.000 sager i 2015 handlede om fast food-industrien.

Ingen overtids-betaling
Hvis Andrew Puzder bliver godkendt af senatet, så vil en af hans første opgave være at omgøre en af Obama-regeringens beslutninger om overtidsbetaling.

Det handler om, at alle lønmodtagere skal have 50% i overarbejdsbetaling, hvis de arbejder mere end 40 timer om ugen. En regel som vil ramme omkring fire millioner amerikanere.

Trump selv sagde tilbage i august, at reglerne om overarbejdsbetaling var endnu en unødig regulering af små virksomheder, som han ville elske at fjerne.

Puzders nominering forventes at gå igennem Senatet, men den demokratiske senator Patty Murray, der er partiets ledende medlem af senatets arbejdsmarkedsudvalg, der skal stå for høringen af Puzder, skrev på Twitter, at hvis Trump virkelig vil kæmpe for arbejdere, burde han sikre dem rettigheder til overarbejdsbetaling.

Carl’s Jr har syv restauranter i Danmark.

David Troels Garby-Holm er konstitueret chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook