Annonce

Migrantarbejderne i Qatar har krav på vores opmærksomhed

De slavelignende forhold for migrantarbejderne Qatar kræver vores opmærksomhed. Vi skal udnytte, at hele verdens fokus er rettet mod den lille oliestat efter deres tildeling af fodbold-VM 2022 til at skabe bæredygtige forandringer.
Det kan være svært for os fodboldboldfans at nyde fodboldkampene, når Qatar er vært for VM i 2022. For sjældent har tildelingen af et sportsarrangementet været så kontroversielt og overskygget af massive overtrædelser af helt basale menneskerettigheder i forberedelserne hertil.

Her har blandt andre fagbevægelsens internationale hovedorganisation ITUC skønnet, at op mod 1.000 migrantarbejdere allerede har mistet livet i deres forberedelser til VM i 2022.  Grotesk, tragisk og uvirkeligt at et sportsarrangement, som burde bringe glæde og fællesskabet op i folk, skal afvikles på den baggrund.

Stavnsbindes til en arbejdsgiver
Når migrantarbejderne i Qatar omtaler deres arbejdsvilkår som slaveliggende, er det ikke tage ud af den blå luft. Her er blot en håndfuld af de veldokumenteret overtrædelser:

  • Et arbejdsmarkedssystem, det såkaldte kafala-system, der giver arbejdsgiver adgang til at konfiskere migrantarbejdernes pas. Hvilket i praksis stavnsbinder arbejdstagerne til én arbejdsgiver. Dette betyder blandt andet, at arbejdsgiverne kan udlade at udbetale løn, uden lønmodtageren kan gøre noget.
  • Umenneskelige og sundhedsskadelige camps, hvor migrantarbejderne bliver indplaceret.
  • Intet reelt Arbejdstilsyn, som kan håndhæve den meget sparsomme arbejdsmarkedslovgivning.
  • Og at arbejdstagerne ikke har ret til at organisere sig i fagforeninger eller forhandle en overenskomst på sin arbejdsplads.

Dette fik de danske fodboldspilleres fagforening, Spillerforeningen, til at råbe op og udgive en video med William Kvist og Tom Høgli den 1. maj 2016, for at gøre omverdenen opmærksom på den yderst kritisable situation i Qatar.

Se videoen her.

Den efterfølgende omtale af vilkårene i Qatar har blandt andet ført til dannelsen af en lidt atypisk nordisk alliance bestående af fodboldformænd, LO-repræsentanter og en menneskerettighedsorganisation, som tog til Qatar i slutningen af november. Formålet var ikke at undersøge vilkårene dernede, for de er allerede veldokumenterede. Det var derimod at tage den kritiske dialog med myndighederne i Qatar.

Op mod 1.000 migrantarbejdere allerede har mistet livet i deres forberedelser til VM i 2022

Turen kulminerede ved mødet med repræsentanter fra regeringen og Hasani Al Thawadi, generalsekretær for The Supreme Committee for Delivery & Legacy og dermed øverste ansvarlig for VM i 2022 og herunder også arbejdsvilkår for migrantarbejderne. Her fremførte vi vores dybe bekymring om de veldokumenterede overtrædelser af menneskerettighederne, manglende rettigheder til faglig organisering og at de endnu ikke har afskaffet det såkaldte kafala-system.

Delegationen besøgte også to camps, som styret har bygget til migrantarbejderne. Dette var dog tydeligvis model-camps, der var lavet til at fremvise for udenlandske delegationer, hvor alt var i topkvalitet og viste en helt anden historie end de efterhånden veldokumenterede sundhedsskadelige camps, som mere end 90 procent af migrantarbejderne arbejder i.

Ønsker minimumsløn for alle migrantarbejdere
Som modvægt til styrets fortælling om situationen i Qatar fik vi arrangeret et møde med 10 migrantarbejdere. Grundet de løbene trusler mod fagforeningsmedlemmer og sympatisøer i Qatar, blev mødet afholdt på en hemmelig location. De gav ikke overraskende et helt andet billede end det, styret forsøgte at fremvise: Én havde ikke modtaget løn i 3 måneder, mens en anden var fastlåst til arbejdsgiveren i 5 år og boede i en camp med seks personer på hvert værelse, og hvor 60 personer delte et køkken.

Én havde ikke modtaget løn i 3 måneder, mens en anden var fastlåst til arbejdsgiveren i 5 år

Deres ønsker til forandring var primært en minimumsløn for alle migrantarbejderne, at blive forsikret i tilfælde af arbejdsulykker og retten til at organiser sig i en fagforening – og ikke mindst, at resten af verden blev gjort opmærksom på arbejdsvilkårene i Qatar.

Qatar har lagt op til at vedtage ny lovgivning, der reformerer arbejdsmarkedet og blandt andet afskaffer kafala-systemet. Desværre er der, som Amnesty International har påpeget, tale om kosmetiske ændringer og ikke de store, reelle forandringer, som Qatars migrantarbejdere har brug for.

Derfor, hvis vi ønsker at langvarige og bæredygtige løsninger, skal vi insistere på at bruge det internationale fokus, som fodbold VM i 2022 afstedkommer, til at fastholde et massivt internationalt pres og kræve reelle forandringer for migrantarbejderne. At vi tager en offentlig debat om vilkårene for migrantarbejderne og hvordan vi kan skubbe på for forandring. Og at sporten anerkender, at også den har et ansvar for at sikre et bidrag til en verden uden slaveliggende ansættelsesvilkår og med respekt for de grundlæggende menneskerettigheder.

Uanset hvad, så vil LO-fællesskabet fortsætte det internationale pres igennem blandt andet ILO, FN’s internationale arbejdsorganisation og ITUC, fagbevægelsens internationale hovedorganisation. For de 1,8 millioner migrantarbejdere har krav på et bedre liv og vores støtte.

 
Morten Skov Christiansen er næstformand for LO.
‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH)


Flere artikler om emnet