I 2017 får Danmark sit femte julemærkehjem som et resultat af en privat gave på omkring 250 millioner kroner. Det er den formildende fortælling i bogen ”Overklassemagt", som rummer masser af fortællinger om den adelige og industrielle danske pengemagt, der ikke er mild, men rå og magtfuld. Overklassens indflydelse har en styrke, der kræver et demokratisk modspil, så hverken ministerier eller kommunale administrationer bliver kørt over.

Overklassens indflydelse har en styrke, der kræver et demokratisk modspil

Men først den mindre prangende velstand. Julemærkehjem er for udsatte børn, der kan bruge opholdet til at bryde en ond cirkel. Giveren af det femte julemærkehjem, Winnie Liljeborg, skal nævnes som det gode eksempel på en giver, som ikke bruger gaven til eksponering af sig selv og sine penge. Hun har pengene fra arbejdet med at gøre Pandora-smykkerne synlige, og den synlige formue er på 1,3 milliarder kroner. Det er først, når hun dukker op på side 223, at man bliver lidt glad. Indtil da har alle oplysninger været væsentlige og lærerige for den politisk interesserede, men her kommer lidt varme. Når giveren af det femte julemærkehjem nævnes som den gode fe, så er det fordi ”hun er i den sjældne gruppe af meget rige mennesker, som efter amerikansk mønster tager velgørenhedspenge direkte af egen kasse”. Det har hun også gjort på Vesterbro med 33 mio.kr. til Mødrehjælpens lokale arbejde.

Tæt på den skræmmende overklassemagt
Det skræmmende er adel og industrielle storgodsejere i Bæredygtigt Landbrug, der skrev V-ministerens arbejdspapirer. Skulle nogen have troet, at det blot var en aggressiv storbønder, så er ved vi noget mere om sammenhængskraften i den miljø-fjendtlige landbrugslobby. Det skræmmende er også de store ejendomsejere, der som nybyggere overvinder al kommunal modstand og bygger i højden, så deres formuer kan gå samme vej.

Forfatteren Søren Jakobsen har tidligere bidraget med væsentlige bøger og væsentlig journalistik. Han var politisk og økonomisk medarbejder på Ekstra Bladet dengang formiddagsbladet havde flere linjer om politik end om en vis familie på Bryggen. Søren Jakobsen sætter røntgen på overklassemagtens forbindelseslinjer uden at vi dog kommer med ved bordet og hører, hvad de taler om i det lukkede miljø, men han fortjener ros for det systematiske og dybe gravearbejde, som alligevel bringer os tæt på.

Søren Jakobsen fortjener ros for det systematiske og dybe gravearbejde, som alligevel bringer os tæt på

Det siger sig selv, at overklassemagten udstiller de demokratiske institutioners tiltagende svaghed med nogle folkevalgte som irrelevante holdningsmarkører, der ikke flytter så meget som et komma i den skæve magtudvikling.

Kongeligt buk og skrab for milliadærerne
Man kan i disse globaliseringstider måske glæde sig over, at overklassens fonde og familier har styr på en fjerdel af alle danske arbejdspladser; det er dog dansk, men også arbejdspladser, som kan sendes ud, og på den måde bliver bogen pligtlæsning i mange fagforbund.

Det er ikke skræmmende, men uskønt, at overklassemagten læner sig op ad de kongelige og henter prestige, titler og ordenspynt. Og trist at se de kongeliges buk og skrab tilbage i noget-for-noget-spillet med milliardærerne i vennekredsen, som bogen har godt fat i. Tendensen savner enhver fornemmelse for såkaldt royal fornemhed.

Søren Jakobsen: Overklassemagt – På strejftog i de øverste danske magtcirkler, Tiderne  Skifter.

Poul Smidt er journalist, cand. jur. og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre.