Vejen ud af frustrationen

Middelklassens frustrationer, der bragte Trump til magten forsvinder ikke af sig selv. Løsningen er et nyt politisk kompas, der har den almindelige danskers mulighed for at leve et godt liv som omdrejningspunkt.
Nogle af os havde en fornemmelse af, at Trump kunne blive valgt som præsident, men det er stadig svært at forstå, at manden med de rablende tweets og de bizarre holdninger om lidt over en måned bliver USA’s 45. præsident.

Midt i al frustrationen, er den gode nyhed, at verden går videre. Solen står også op næste dag, og jeg tror ikke at økonomien bryder sammen. Vi vil formentlig se et massivt underskud på det amerikanske statsbudget, og jeg tror, at vi vil se en voksende amerikansk inflation foruden et slagsmål af episke dimensioner mellem Trump og den amerikanske centralbankschef Janet Yellen om renteniveauet, men til syvende og sidst vil økonomien holde stand.

Den dårlige nyhed er, at det næsten kun kan blive værre: Trump er udtryk for en tendens, en frustration i befolkningerne i de vestlige lande, som ikke slutter med valget af ham som præsident.

Trump er udtryk for en tendens, en frustration i befolkningerne i de vestlige lande, som ikke slutter med valget af ham som præsident.

Der vil komme endnu en Trump, måske kaldet Marine Le Pen, endnu et Brexit og endnu flere jordskredsvalg, rundt omkring i den vestlige verden, hvor det tavse, men frustrerede, flertal sætter sin vilje igennem, indtil vi finder ud af, hvad vi skal gøre anderledes. Vi har en systemfejl, som vi bliver nødt til at løse.

Middelklassen er ikke hadsk eller formørket
Når det er middelklassen, der er nøglen til Trump, Brexit, Dansk Folkeparti og Le Pen, er det ikke fordi den er specielt hadefuld, formørket eller dum. Men simpelthen, at middelklassen i de vestlige lande på egen krop har mærket de negative effekter af globaliseringen i meget højere grad, end den økonomiske og uddannelsesmæssige overklasse har.

For sagen er, at globalisering ikke kun fører noget godt med sig. Det er grundlæggende vanvittigt, at den offentlige debat i årtier har taget afsæt i fortællingen om den omkostningsfri globalisering. For den øgede velstand går hånd i hånd med et omfordelingsspørgsmål, hvor nogle bliver rigere og andre fattigere.

Det er grundlæggende vanvittigt, at den offentlige debat i årtier har taget afsæt i fortællingen om den omkostningsfri globalisering

Hvis du havde brugt det meste af dit arbejdsliv på at blive god til at bygge skibe, blev din arbejdskraft mindre værd, da Lindøværftet i Munkebo lukkede. Hvis du ved dygtighed og hårdt arbejde havde været vant til at tjene godt på slagteriet, oplevede du et tab, da slagteriet lukkede, fordi de polske slagteriarbejdere kunne gøre det billigere. Hvis du er lastbilchauffør, oplever du et lønpres, når litauiske chauffører overtager kørslen, hvis du da ikke ligefrem mister dit arbejde og må starte forfra som 50-årig.

Og hundredvis af andre eksempler, fra brancher, der beskæftigede mange helt almindelige mennesker, men nu er lagt øde eller under voldsomt pres. Globalisering og frihandel er pr. definition et tveægget sværd, hvor vi får øget velstand, men samtidig må tåle, at nogle i vores samfund bliver fattigere. Og det er i sidste ende et spørgsmål om ens grundlæggende værdier, hvor meget vi kan acceptere, at nogle bliver fattigere til gengæld for lidt yderligere velstand.

Globaliseringen udfordrer ligheden
Danmark er stadig et af verdens mest lige samfund, men som de økonomiske vismænd bruger et helt kapitel på at beskrive i deres efterårsberetning, har vi gennem de seneste år set præcis samme tendens til øget ulighed, som vi kender fra udlandet.

Og som den anerkendte Harvard-økonom Dani Rodrik gør opmærksom på, har vi i dag nået et niveau for frihandlen, hvor velstandsgevinsterne – at frihandel gør os rigere - bliver mindre og mindre, men omfordelingsproblemet – at nogle grupper får det sværere - er det samme eller ligefrem større.

Hyperglobalisterne er dem, for hvem frihandel pr. definition er positiv. De vil sige ja tak til 0,1 procent øget BNP uanset hvor meget det går ud over de almindelige lønmodtagere. Men for resten af os, der ikke er hyperglobalister, er dilemmaet reelt.

Den umulige trekant
Som Rodrik beskriver, er vi endt med en umulig trekant bestående af demokratiet, som vi kender det; et nationalt fællesskab og hyperglobaliseringen.

De tre begreber kan ikke længere eksistere side om side, og deres modsætningsforhold er netop den cocktail, der førte os til Trump, førte til DF’s sejrsgang i 2015 og måske fører til Le Pen. Det er udpegningen af, hvilket af elementerne i trekanten vi skal af med, der er et af de vigtigste politiske skillelinjer i disse år.

For hyperglobalisterne er valget let: Det nationale fællesskab hører fortiden til; fremtiden er global

For hyperglobalisterne er valget let: Det nationale fællesskab hører fortiden til; fremtiden er global og danske lønmodtagere kan lige så godt indstille sig på, at de skal konkurrere på lige fod med kinesiske, bulgarske og indiske lønmodtagere. Det har vi allerede set i industrien, mens det i disse år er regnskabs- og it-opgaver der bliver udflyttet til lande med et lavere lønniveau end Danmark.

Når hyperglobalisterne bliver konfronteret med det faktum, at uligheden i Danmark såvel som i de vestlige lande er stigende, er modargumentet – som man f.eks. kan finde hos CEPOS, men også hos en række liberale politikere – at den globale lighed skam er stigende.

Velfærdsstaten er et nationalt skæbnefællesskab
Problemet er bare, at velfærdsstaten er bygget på et nationalt skæbnefællesskab, at den demokratiske samtale er funderet i nationalstaten og at vi oplever en samhørighed og en oplevet historie med andre danskere, som er umulig at opnå på europæisk for slet ikke at sige globalt plan. Det nationale fællesskab er derfor fundamentet for, at vi overhovedet kan tale om os selv som et samfund.

Andre synes, at løsningen er at begrænse demokratiet. Ikke afskaffe det, men måske moderere det en lille smule. Man kan regere uden om partier, der har ”forkerte” holdninger, som for eksempel Sverigedemokraterne hinsidan? Eller behøver vi virkelig folkeafstemninger som den om retsforbeholdet? Og var Brexit-afstemningen ikke også en fejl? Foruden alle de sædvanlige og efterhånden helt normale reaktioner på, hvor dumme og pinlige de vælgere er, der stemmer Dansk Folkeparti, Trump eller Le Pen. Det synspunkt kan jeg blandt andet høre hos mange af mine radikale venner og bekendte.

Velfærdsstaten er bygget på et nationalt skæbnefællesskab

Men frustrationen over et politisk system, som mange vælgere ikke synes lytter nok til deres problemer, forsvinder ikke ved at indskrænke deres mulighed for at komme til orde.

Hyperglobalisternes verdensbillede er sort/hvidt
Der er nødt til at ske noget, der ophæver den umulige trekant, for der er en reel frustration over det politiske system blandt store grupper i befolkningen, der ikke går væk af sig selv.

umulig-trekant
Reproduktion af 'The Political Trilemma of the Global Economy' fra Dani Rodrik

Jeg hører ikke til dem der mener, at løsningen er at se tingene i et internationalt perspektiv, at gå væk fra nationalstaten eller at begrænse befolkningens muligheder for at sætte handling bag holdning ved at begrænse de demokratiske indflydelseskanaler. Dertil holder jeg for meget af vores nationale fællesskab og vores evne til at inkludere borgerne i de politiske beslutninger.

Det, der er brug for, er i stedet et nyt politisk kompas. Et mere nuanceret syn på globaliseringens fordele og ulemper

Det, der er brug for, er i stedet et nyt politisk kompas. Et mere nuanceret syn på globaliseringens fordele og ulemper og et mål for, i hvor høj grad den hjemlige politik gavner eller svækker den almindelige danskers fremtidsmuligheder i dag, i næste måned og om fem år.

Hyperglobalisterne har for vane at påstå, at verden er sort/hvid: Enten vedtager vi en frihandelsaftale mere, eller også risikerer vi at gå mod en protektionistisk verden som vi havde i mellemkrigstiden. Men alternativet til den næste globaliseringsaftale er ikke et sammenbrud i verdenshandlen, men at vi bibeholder de aftaler og den samhandel, vi har i dag.

Et nyt politisk kompas
Jeg vil også stille spørgsmålstegn ved antagelsen om, at vi har brug for mere deregulering af de internationale finansmarkeder. Enorme summer bliver hver time døgnet rundt flyttet rundt i de globale finansmarkeder, men det er den mindste del af disse kapitalstrømme der stammer ikke fra den ”rigtige” økonomi. Det meste af de internationale finansmarkeder består af computere, der konstant handler med hinanden for at udnytte minimale kursudsving. For slet ikke at tale om de såkaldte derivater, det vil sige økonomiske produkter så indviklede, at de for få år siden truede med at rive tæppet væk under den vestlige økonomi.

Så i stedet for at gøre os rigere, øges risikoen for økonomiske kriser, jo flere barrierer vi fjerner for at kapitalen kan vandre på tværs af landegrænserne. En mikroskat på finansielle transaktioner, som den der under forskellige navne (f.eks. Tobin-skatten) er blevet foreslået, ville derfor gøre os rigere, mere trygge og reducere spændingen i den umulige trekant.

Det nye politiske kompas betyder til syvende og sidst, at vi som borgere og i fællesskab skal vurdere den lovgivning, der kommer fra folketinget, på en ny måde. Lakmustesten bør være, om den almindelige lønmodtager – ikke de rigeste eller de mest veluddannede, men dem der udgør den befolkning - får bedre e muligheder for at leve det liv han ønsker i morgen, i næste måned og i 2021, end han har i dag.

Henrik Andersen er cand.scient.pol. og medlem af Socialdemokratiet i Gladsaxe.

Indlægget er alene udtryk for forfatterens egne holdninger. 

 

Anmelder og debatør på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook