De offentlige finanser har det bedre, væksten er højere og arbejdsudbuddet er stigende. Grundlæggende er dansk økonomi sund og der er ikke noget akut økonomisk behov for nye velfærdsforringelser, som regeringen ellers lægger op til.

”For første gang i mange år er de offentlige finanser holdbare, når vi kigger fremad. Så der er ikke brug for reformer af hensyn til de offentlige finanser. Der er ingen brændende platform, som kræver, at politikerne tager fat lige nu”.

Sådan lød det i dag fra den økonomiske overvismand Michael Svarer til TV2. Han tegnende et positivt billede af dansk økonomi, som de kommende år kan forvente både højere vækst og kraftig stigende beskæftigelse.

Udmeldingen fra Svarer står i skarp kontrast til den linje, regeringen lagde i forbindelse med 2025-planen, og som også går igen i regeringsgrundlaget. Her tales om ”Middelmådig vækst, høje udgifter til passiv forsørgelse og et snævert råderum til nye tiltag”, og om, at ”Når vi ser længere frem, står vi over for en årrække med pres på de offentlige finanser”.

Regeringen har derfor bebudet reformer, der skal sænke skatten, hæve pensionsalderen, skære i SU’en og sænke udgifter til den offentlige sektor. Men den brændende platform, regeringen har forsøgt at tale op, er over de seneste måneder ved flere lejligheder blevet afmonteret.

Offentlige finanser forbedret med 38 milliarder kroner
Underskud på de offentlige finanser bliver ofte brugt som argument for at skære ned. Men faktisk viser de nyeste tal, at de offentlige finanser er i langt bedre stand end forventet.

Regeringen regnede ved vedtagelsen af sidste års finanslov med et samlet underskud på omkring 62 milliarder kroner i 2016. Men forleden viste tal fra Nationalbanken, at statens nettofinansieringsbehov, det vil sige det forventede underskud, formentlig bliver på 24 milliarder kroner. Det vil sige en forbedring på cirka 38 milliarder kroner!

Dermed er de offentlige finanser tilsyneladende i en langt bedre tilstand end forventet. Det er i øvrigt langt fra første gang, at Finansministeriet skyder helt forbi, og underskuddet på de offentlige finanser bliver langt mindre, end det var forventet. En opgørelse fra 2015 viste, at Finansministeriet over en femårig periode havde skudt i alt 250 milliarder kroner forbi, når det gjaldt om at vurdere den offentlige saldo. Det er trods alt en slat penge….

Væksten opjusteret med 42 milliarder kroner
Et andet argument for at gennemføre reformer er den lave vækst. Væksten i Danmark har bestemt ikke været prangende de sidste ti år, men den skæbne deler Danmark med en lang række andre lande.

Men i december viste en større revision af det danske nationalregnskab, at væksten i Danmark i en årrække har været kraftigt undervurderet. Faktisk er Danmark omkring 42 milliarder kroner rigere, end hidtil antaget. Det svarer nogenlunde til den velstandsstigning, Venstreregeringen ville opnå med 2025-planen.

Opjusteringen af den danske velstand betyder også, at Danmark nu er rigere end før finanskrisen. Samtidig er Danmark ikke sejlet agterud af en lang række andre europæiske lande. Faktisk er den gennemsnitlige danske velstand per indbygger nu højere end i både Tyskland og Sverige – to lande som ellers ofte fremhæves som forbilleder for den økonomiske politik.

Arbejdsudbuddet vokser med 200.000 personer frem mod 2025
Et tredje ofte fremført argument for yderligere reformer er at øge arbejdsudbuddet, og dermed på sigt også beskæftigelsen. Flere skal være i arbejde og betale skat, færre skal være på passiv forsørgelse. Arbejdsudbuddet betyder lidt groft sagt, hvor mange mennesker der enten er på arbejdsmarkedet eller står klar til at træde ind på det.

De seneste år har der været gennemført en hel række af reformer, der netop har til formål at øge udbuddet af arbejdskraft. De reformer vil først for alvor slå igennem nu. Faktisk har Danmark ifølge AE-Rådet udsigt til, at arbejdsudbuddet stiger med hele 200.000 personer frem mod 2025. Til sammenligning forventes regeringens omdiskuterede kontanthjælpsloft at give en effekt på arbejdsudbuddet på 500 personer.

Vismændene har i deres seneste rapport peget på, at der er betydelig usikkerhed om, hvorvidt de allerede vedtagne reformer reelt giver den effekt, der forventes.

Andre, blandt andet fagforbundet Dansk Metal, har advaret om, at der kan der opstå flaskehalse på arbejdsmarkedet, fordi der ikke er et ordentligt match mellem de kompetencer der udbydes og de kompetencer der efterspørges af arbejdsgiverne. Spørgsmålet er derfor, om det ikke var smartere at fokusere på at få de allerede vedtagne reformer til at virke efter hensigten, frem for at kaste sig ud i nye, usikre projekter?

’Hængekøjeproblemet’ måske allerede løst
Kan man ikke pege på konkrete problemer her og nu, kan man jo altid finde nogle ude i fremtiden, som kan begrunde drastiske reformer. Her har den tidligere Venstre-regering i sin 2025-plan henvist til den såkaldte hængekøjeudfordring for at begrunde behovet for blandt andet højere pensionsalder.

Hængekøjeudfordringen går på, at Danmark på baggrund af prognoser fra omkring 2030 til 2055 kan opleve en periode med et underskud på den strukturelle saldo, der er højere end de 0,5 procent, der er tilladt ifølge budgetloven. Det er ikke et økonomisk problem, men et politisk problem, idet grænsen på de 0,5 er udtryk for en politisk beslutning, ikke økonomisk videnskab.

Men måske er selv det problem nu løst. I oktober skrev de økonomiske vismænd i en rapport, den seneste prognose viser, at den strukturelle saldo på intet tidspunkt kommer i konflikt med budgetloven: ”I det dårligste år, 2039, udgør underskuddet 0,4 pct. af BNP. Dermed kommer saldoen under beregningsforudsætningerne i denne fremskrivning aldrig i konflikt med den danske budgetlovs grænse på -½ pct. af BNP.”, hedder det i rapporten (side 131).

Og med den betydelige usikkerhed in mente, som knytter sig at opgøre over- eller underskuddet på de offentlige finanser bare i år – jævnfør ovenstående – så virker det under alle omstændigheder noget bizart at diskutere reformer i 2017, fordi prognoser viser, at saldoen måske – måske ikke – i 2039 vil overskride en politisk fastlagt grænse.