Lav ulighed er Danmarks bedste opfindelse

Leder: Det liberalistiske korstog mod ulighedsbekæmperne er tilbage. Ved at tale om milliardær-immigration og velfærdsskabt lighedsmageri forsøger Simon Emil Ammitzbøl at køre diskussion om stigende ulighed af sporet.
Ulighed er dynamisk, ulighed er retfærdigt og ulighed er ikke værd at beskæftige sig med. I årevis har liberalisterne ude, såvel som hjemme forsøgt at smadre diskussionen om konsekvenserne ved stigende ulighed.

Senest økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA), der i et interview med JP Finans afviser uligheden som politisk tema: ”Jeg mener ikke, at Danmark er et land, hvor ulighed er et problem, som er værd at beskæftige sig med”. Det har vi alt sammen hørt før i debatten.

Hvad nu hvis der kom 100 milliardærer?
Bedre bliver det ikke, når den nyudnævnte minister forsøger sig med en lidt tarvelig og også fortærsket teoretisk bortforklaring. Og som så ofte før, starter denne bortforklaring med et ”hvad nu hvis ….”

2-jens-jonatan-steen-google-chrome-10-01-2018
Umiddelbart ville jeg løfte pænt på hatten og byde de 100 milliardærer pænt velkommen, men jeg ved ikke helt hvad det (for)tænkte eksempel har med virkeligheden at gøre:

1) Kender Simon Emil Ammitzbøll til eksempler på, hvor det er sket? 2) Sker forøgelsen af ulighed - målt på Gini-koefficienten - normalt fordi, der pludselig kommer to turistbusser fyldt med hjemløse milliardærer? Og 3) Betragter ministeren det som et typisk forekommende fænomen og kan han virkelig ikke komme i tanke om former for ulighed, som faktisk kan have en negativ effekt for eksempelvis for den sociale sammenhængkraft herhjemme i Danmark?

Bliver vi rigere af at dragen Smaug slår sig ned på Himmelbjerget?
Hvis man sætter luppen for det hovedløse milliardær-argument, så er der netop ikke meget indhold at hente. Argumentet er cirka lige så relevant, som at forestille sig at dragen Smaug fra Tolkiens eventyr om ’Hobitten’ flyttede ind i Himmelbjerget med sin enorme bunke af guld, som en Facebook-bekendt underholdende og præcist formulerede det forleden.

smaug

Udover at der slet ikke eksisterer drager, så var pointen med dragen Smaug, at den residerede i total ensomhed og aldrig lod et eneste menneske nærme sig sin enorme formue.

Ammitzbøll-teori om de 100 milliardærer virker ikke af en helt tilsvarende grund. Milliardærernes penge kommer nemlig ikke modtager-samfundet til gode og de kommer kun sjældent at arbejde i lokalområdet. Et eksempel kunne være de mange milliardær-rige russiske oligarker og arabiske oliemænd, der har gjort deres indtog i London.

De flytter typisk for at skjule deres formuer, nyde gavn af de lukrative skatteforhold og på ingen måde for at bidrage til de britiske lokalsamfund. Til gengæld er de med til at presse boligpriserne op.

Vi ved udmærket hvor uligheden kommer fra og hvad den betyder
Vi ved alle sammen udmærket hvad der skaber de stigende uligheder og vi har vidst det længe; Skattelettelser til de rigeste, velfærdsnedskæringer, afregulering af banksektoren og lavere lønninger.

Det er de samme argumenter og årsager, der gælder for det meste af verden, hvor det mange steder er betydeligt værre end det er i Danmark i dag. Men bare fordi, at andre lande har det værre end os - så behøver vi vel ikke at efterstræbe dem og dyrke den laveste fællesnævner?

Det økonomiske Råd
og AE-rådet har med syvtommersøm fastslået hvordan uligheden i de disponible indkomster er steget de sidste 25 år og hvordan de 10 procent rigeste har oplevet de suverænt største stigninger i løn, mens de samtidig betaler mindre skat.

Og målt på formue er billedet blevet endnu skævere, hvilket denne lille film fra tænketanken Cevea på glimrende vis forklarer.

Denne OECD-film bekræfter entydigt, hvordan uligheden påvirker den sociale sammenhængskraft, væksten og befolkningens muligheder i Vesteuropæiske samfund, som det danske:

Hvor meget den stigende ulighed betyder for samfund, der som velstillede og relativt set mindre ulige samfund i Skandinavien, er naturligvis et spørgsmål om de politiske briller, der iagttager verden. Men at uligheden stiger og at den har effekt på selv et velstående land som Danmark er hævet over enhver tvivl.

Pas på fælden: lighedsmageri
I bestræbelser på at slå diskussionen om den stigende ulighed ihjel, så vil Simon Emil Ammitzbøl og kompagni gerne aflede opmærksomheden fra ulighedens konsekvenser.  Derfor forsøger han at reducere diskussionen til at handle om en fantasiskabt milliardær-immigration eller et autoritært velfærdssamfund, hvor alle dem der bekæmper uligheden kan udstilles som moraliserende lighedsmagere, der vil ensrette danskerne.

Denne udenomssnak skal dæmme op for at danskerne fatter alt for stor interesse for betydningen af et skarpt optrukket socialt hierarki, som er kilde til stor usikkerhed. Følelsen af ikke at være værdsat - en følelse, som kan tages med fra en vanskelig barndom - har stort set samme betydning som denne lave sociale status.

Manglende påskønnelse kan således virke stærkt socialt stigmatiserende. Det sociale hierarki kan være med til at forklare, hvorfor social tillid kan og hvorfor forekomsten af blandt andet vold stiger, når uligheden i et samfund vokser.

Den britiske forsker Richard Wilkinson har tidligere påvist, at lige samfund har færre indsatte i fængslerne, færre teenagefødsler, færre børn, der klarer sig dårligt i skolerne og mindre fedme end i mindre ulige samfund. Og derfor handler diskussionen om ulighed altså også grundlæggende om hvilket samfund man ønsker.

Ved at sætte lighedstegn mellem lighedsmageri og ulighedsbegrænsning, så kan man undgå at forholde sig til de negative konsekvenser, som den stigende ulighed skaber.

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook