Den brede koalition i Bruxelles smuldrer inden formandsvalg

Den brede koalition mellem socialdemokrater og konservative er ved at smuldre i Bruxelles. Kampen om formandsposten i Europa-Parlamentet er det hidtidige højdepunkt i en spirende politisk kamp.
Den brede koalition i Europa-Parlamentet mellem den konservative gruppe EPP og den socialdemokratiske S&D er i opbrud, fordi de to grupper begge vil kæmpe om posten som parlamentsformand. Det skriver netavisen Politico.

Den hidtidige formand for Europa-Parlamentet, den tyske socialdemokrat Martin Schulz, har forladt sin post i Bruxelles for at forfølge en politisk karriere hos vores nabo sydpå. Dermed er posten som formand for Europa-Parlamentet blevet ledig.

Posten som europaparlamentsformand blev tildelt den socialdemokratiske gruppe som led i en stor aftale mellem den socialdemokratiske og den konservative gruppe i Europa-Parlamentet, efter parlamentsvalget i 2014, hvor den konservative Jean-Claude Juncker blev valgt som formand for EU-Kommissionen. Til gengæld for at bakke op om kommissionen, fik S&D-gruppen posten som parlamentsformand.

Nu er den brede alliance dog ved at slå sprækker. Både den socialdemokratiske og den konservative gruppe vil nemlig have fingre i posten som parlamentsformand. Den socialdemokratiske kandidat er den italienske formand for den socialdemokratiske gruppe Gianni Pitella. Pitella siger, at han ønsker at bruge posten som parlamentsformand til at gøre op med sparepolitikken i EU og ”bane vej for en mere bæredygtig udvikling", siger han til Politico.

Men dén mission skal Gianni Pitella ikke lykkes med, hvis det står til den konservative EPP-gruppe. De har opstillet den irske parlamentariker Mairead McGuinness til den ledige post som parlamentsformand.

Da hverken den socialdemokratiske eller den konservative gruppe har flertal alene, bliver de afhængige af, hvad den liberale ALDE-gruppe vælger at gøre. Om de ønsker at pege på den socialdemokratiske eller den konservative kandidat til formandsposten.

Er den store koalition ved at dø?
Den brede koalition mellem socialdemokrater og borgerlige har i årevis holdt en rolig magtbalance i Bruxelles. Med et fælles ønske om at holde europamodstandere og yderfløjene uden for indflydelse, er de store aftaler i Bruxelles blevet lavet i en slags fornuftsægteskab mellem borgerlige og socialdemokrater mere eller mindre siden parlamentets stiftelse i 1979. Men meget tyder på, at det begynder at være sprækker i magtbalancens fundament i Bruxelles.

Kampen om formandsposten er et hidtidigt højdepunkt i en spirende magtkamp i det europæiske magtcenter. Den socialdemokratiske gruppe mener, at de på især det økonomiske område får for lidt ud af at være med i en koalition med den store EPP-gruppe.

”Vi synes, vi skal gå ind i en ny fase med en ny progressiv dagsorden for den sidste del af valgperioden”, har Pitella udtalt.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


Kommentarer fra Facebook