I sidste uge kunne man i Ugebrevet A4 læse en undersøgelse, der entydigt pegede på, at danskerne bredt er trygge ved deres A-kasser. De føler, de er i forstående og professionelle hænder og de oplever faktisk at de møder en reel hjælp i retning mod at få et job.

Indtrykket, når man kigger hele vejen rundt i beskæftigelsessystemet er mildest talt et andet. For det første er det svært at få et overblik. Systemet er for længe siden vokset langt over hovedet på de almindelige danskere, som det burde hjælpe. For det andet, så er danskernes dom over jobcentrenes indsats helt anderledes hård end dommen over A-kasserne. Og det er desværre helt forståeligt.

Beskæftigelsespolitikken skal vise tillid
Der skal ikke falde et ondt ord om de mange kompetente medarbejdere på jobcentrene, som passer deres arbejde. Det er ikke dem, men politikerne, som bestemmer hvilke rammer de skal arbejde under dag efter dag.

Kort sagt kan man sige at danskerne føler sig reduceret til numre i et system, når de møder jobcenteret, hvor de til gengæld føler sig taget seriøst som mennesker i mødet med A-kasserne.

Vi vil gerne have en beskæftigelsespolitik, der viser folk tillid og hjælper dem i job i stedet for at kontrollere dem på alle tænkelige måder. Derfor tænder vi nu advarselslampen. Politikerne er godt i gang med at begrave A-kasserne i bureaukrati som trække dem i retning af tung systemkontrol og forhindre dem i at lave deres gode arbejde. Hvis det fortsætter ser vi ikke dansk tillid og tilfredshed med A-kasserne i fremtiden.

Et alt for omfattende kontrolregime
Politikerne har målrettet opbygget et kontrolregime over for befolkningen, som nu har nået et niveau, som alle burde kunne se, er grotesk. Dagpengelovgivningen er nu 29.231 sider lang. Det svarer til 9 kilometer(!) paragraffer, der vejer 149 kilo, hvis siderne printes ud. Og så vokser den fortsat med 6 sider - om dagen.

Det virker umiddelbart helt i skoven, og det er det faktisk også. Det er, næsten bogstaveligt talt, en endeløs række paragraffer, som kontrollerer den enkelte ledige, behandler den enkelte dansker som endnu et tomt nummer i systemet, og som ikke kan ses som andet end mistillid overfor de mennesker, som er så uheldige at blive arbejdsløse.

Penge skal bruges på ledige, ikke på kontrol
Der er mange problemer ved at have så vildtvoksende et dagpengebureaukrati.

- Det kolossale lovregime koster samfundet millioner i administrationsomkostninger – penge som aldrig kommer til at hjælpe en arbejdsløs

- Det er en trussel mod retssikkerheden for ledige. En ledig har ikke en chance for at overskue den voluminøse lovkompleks, og alligevel straffer systemet den ledige ved den mindste fejl

- Den store fokus på formelle krav tager fokus fra den egentlige opgave både på jobcentret og i A-kassen – opgaven at få ledige i arbejde

- Mistro og uhensigtsmæssige formelle krav til ledige ydmyger og stresser dem. Det øger ikke chancen for, at de kommer i arbejde – tværtimod

Systemtænkning i vejen for en levende og menneskelig indsats
Igennem lang tid har vi i fagbevægelsen været med til at bygge en professionel, levende og menneskelig bevægelse op. Og det virker heldigvis så godt at det kan mærkes helt ude hos den enkelte dansker. Det er beskæftigelsesindsats, når det er bedst og burde være en ubetinget solstrålehistorie.

Politikerne er uheldigvis godt i gang med at begrave den gode historie med deres dagpengebureaukrati.

De har bygget en lovgivning, som ikke hjælper ledige eller deres A-kasser med at gøre et kompetent arbejde som virker. Derimod lægger de uproduktiv og død systemtænkning i vejen for en levende og menneskelig indsats.

Politikerne må lytte til virkeligheden
I sidste uge var vi på gaden med en dagpengerulle med alle ni kilometers dagpengelovgivning akkompagneret af komiker, brassband, sækkepiber og fest og farver for at synliggøre, hvordan et løbsk bureaukrati ser ud.

Politikerne bliver nødt til at lytte til erfaringerne ude fra virkeligheden og til de bevægelser, som har bygget Danmark op og gjort det til et stabilt og trygt samfund at gå på arbejde i. Hvis vi skal videre fra den her situation, så kræver det at politikerne viser tillid. Tillid til den danske model og en aktiv beskæftigelsesindsats, som har banet vejen for flere historiske opture i vores land.

Vi skal ikke bygge videre på den dagpengebureaukratiske labyrint. Dagpengesystemet bliver ikke bedre af, at politikerne skynder sig at forfatte dagpengelovens side nummer 29.232 og 29.233 og 29.234. Vi kommer kun videre, hvis politikerne vil give plads til at engagerede og kompetente medarbejdere gøre deres arbejde.

Tid til at begynde forfra
Dagpengebureaukratiet skal nulstilles. Lad os begynde forfra med side 1 og bygge en solid og tryg dagpengelovgivning op som hjælper folk med at få et job. Vi ønsker et inddragende politisk arbejde, som ser på, hvordan vi kan flytte os fra 29.231 siders mistillid til en ny tillid som den enkelte kan overskue og som giver mere tryghed og større sikring.

Vi gør gerne vores arbejde, kommer med forslag og peger politikerne i en ny retning. Det er tid til at handle nu, så vi ikke ødelægger en grundlæggende succeshistorie på vores arbejdsmarked og kommer til at gøre livet mere usikkert for vores arbejdsløse kollegaer. Vi vil blive ved med at sætte fokus på problemet og aktivere de mange gode stemmer på Christiansborg, som er klar til at arbejde for et enklere og bedre møde med dagpengesystemet.

Så vores opfordring er klar. Vi inviterer politikerne til at handle. Første skridt kunne være en fælles snak om, hvordan vi kan begynde på ny. Så tager vi gerne ansvar og hjælper med de konkrete løsninger.

Niels Bertelsen er forbundsformand i PROSA – Forbundet af It-professionelle, John Dybart er forbundsformand i Serviceforbundet, Kim Østerbye er forbundsformand i Fængselsforbundet og Henrik Horup er forbundsformand i Dansk Jernbaneforbund.