LA-minister om social dumping: Et vanskeligt ord

”Social dumping er blot et andet ord for konkurrence”. Sådan lød det for et par år siden fra Liberal Alliances Joachim B. Olsen på Twitter. Og også andre fremtrædende folketingsmedlemmer fra Liberal Alliance har tidligere tilkendegivet, at de ikke opfatter social dumping som et problem, der kræver politisk handling.

Nu er Liberal Alliance imidlertid kommet i regering, og transportminister Ole Birk Olesen var derfor i dag kaldt i samråd i Folketingets Transportudvalg for at forholde sig til sine partikollegaers tidligere udtalelser.

Transportområdet er et af de områder, hvor social dumping ses tydeligst, blandt andet i form af den såkaldte cabotagekørsel, hvor udenlandske chauffører kører indenrigsruter i Danmark til en løn langt under den, der gælder på det danske arbejdsmarked.

Ud over Joachim B. Olsens Twitter-udtalelser henviste SF’s Karsten Hønge i forbindelse med samrådets åbning også til partiformand Anders Samuelsens udtalelser til Ugebrevet A4 om, at social dumping ”er ét af de bedst opfundne ord til at skabe angst i danskerne, men når det kommer til stykket, er der ikke rigtig nogen, der ved, hvad det er. Det er jo ikke sådan, at det vælter rundt i aviserne hver dag med eksempler på social dumping. Det er nok et tegn på, at det er begrænset, hvad der foregår på ulovlige vilkår”.

Den lovlige og den ulovlige sociale dumping
Transportminister  Ole Birk Olesen ønskede dog på dagens samråd ikke at forholde sig til sine partifælders udtalelser om social dumping. Han understregede i sin indledning, at der skal være fair konkurrence, og at udenlandske firmaer skal leve op til dansk lovgivning, når de opererer i Danmark.

Direkte adspurgt om, hvorvidt han anerkender social dumping som et problem i Danmark, blev ministeren dog noget ulden:

”Det er et lidt vanskeligt ord, ’social dumping’, fordi det dækker over så mange ting. Jeg anerkender, at der er problemer i transportsektoren, vi skal løse. Men det der er med ’social dumping’, det er, at det ofte både dækker over lovlige ting og ulovlige ting, når det bliver brugt i den offentlige debat.”

Ole Birk Olesen forsøgte dermed at opstille et skel mellem det lovlige og det ulovlige. Kun hvis der er tale om direkte ulovligheder, ville ministeren anerkende, at der er tale om social dumping:

”I det øjeblik regler brydes, så man får en konkurrencefordel, så er jeg enig i, at det kan være social dumping. Især hvis de regler handler om beskyttelse af arbejdstagere”

Efterlyser stærkere kontrol med lastbilkørsel
Flere af mødets deltagere, blandt andre flere repræsentanter fra støttepartier Dansk Folkeparti, var kritiske over for ministerens opdeling. Samtidig efterlyste flere, at regeringen spiller mere offensivt ud med forslag til, hvordan de nuværende regler kan håndhæves bedre.

Især i forhold til den cabotagekørslen efterlyste flere en stærkere kontrol med, hvilke lastbiler der kører ind og ud af landet. Udenlandske lastbilchauffører, der kører gods til Danmark, må i dag køre tre indenrigsfragter i Danmark efterfølgende, men ifølge blandt andre Enhedslistens Henning Hyldested og Dansk Folkepartis Kim Christiansen bliver reglerne misbrugt til social dumping.

Den tidligere socialdemokratisk ledede regering igangsatte kampagne med nummerpladescannere for at kontrollere, hvem der kører ind og ud af landet. En indsats, der er blevet videreført under den nuværende regering.

Derudover forsøgte den daværende socialdemokratiske transportminister Magnus Heunicke forsøgte i sin ministerperiode at få de øvrige EU-lande med på en skarpere definition af cabotagekørsel og en bedre kontrol med, at reglerne overholdes. Den tidligere Venstreregering droppede imidlertid initiativet, og Ole Birk Olesen gav ikke indtryk af, at han ønskede at genoptage initiativet.


Flere artikler om emnet

Annonce