Guide til præsident-bytte-dag Washington

I morgen skifter præsidentposten i USA hænder, når Donald Trump indsættes som den 45. præsident i Guds eget land. Vi giver dig den fulde guide og beskriver, hvilke udfordringer, den nye præsident står overfor på ”Inaguration Day”.
Foto: For otte år siden blev Barack Obama taget i ed som amerikansk præsident. Nu er det Donald Trumps tur.

Den 20. januar er en ganske særlig dato i amerikansk politik. I hvert fald hvert fjerde år. Det er nemlig den 20. januar, at præsidentembedet skifter hænder. Således også 20. januar 2017, hvor præsident Barack Obama træder tilbage, og Donald Trump bliver indsat som USA's 45. præsident.

Derfor har vi lavet en guide til den store dag i Washington.

Hvad skal der ske?
Den nye præsident skal ”sværges ind” ved at aflægge en ed om, at han påtager sig præsidentembedet og vil overholde den amerikanske forfatning. Derefter skal den nyindsatte præsident holde sin såkaldte ”inauguration address”, sin indsættelsestale, hvor han skal fortælle om sine visioner og sine ønsker for USA og for sin præsidentperiode. Indsættelsestalen er den nye præsidents første store chance for at vise, at han (eller hun, når den dag kommer) er ”fit to serve”.

Præsidenten vil som regel prøve at være en samlende politisk leder efter en valgkamp, hvor skellene ofte er blevet tegnet skarpt op. Nogle af de mest berømte taler i amerikansk politik har været indsættelsestaler – eksempelvis er Franklin D. Roosevelts og John F. Kennedys indsættelsestaler gået over i historien.

Hvem kommer?
Indsættelsen af den nye præsident er billedet på den fredelige overgivelse af magten. Udover præsident Obama og vicepræsident JoeBiden kommer alle tidligere præsidenter, der overhovedet har fysisk mulighed for det. Det betyder dog at præsident George H.W. Bush ikke kommer, da den 92-årige texaner fortsat er indlagt på hospitalet.

Donald Trumps modkandidati valgkampen, Hillary Clinton, vil også være til stede, og det samme vil repræsentanter fra den amerikanske hær, medlemmer af Højesteret og repræsentanter fra de to kamre i kongressen.

En række demokrater, cirka to dusin, fra kongressen har meldt afbud i protest. Blandt andet borgerrettighedsikonet John Lewis, som har meldt afbud med argumentet om at Trump - i lyset af afsløringerne om russisk indblanding i valget - ikke er en legitim præsident.

Samtidig med, at indsættelsen af præsidenten er en højtidelig dag med magtoverdragelsen og opfyldelsen af valgresultatet, er det en folkefest. Op mod 800.000 mennesker fra hele USA forventes at tage til Washington for at deltage i festlighederne. Der vil være en stor parade gennem byens gader, og der vil være musik og festligheder hele dagen.

Hvornår er det?
Donald Trump bliver indsat klokken fredag klokken 11.30 lokal tid. På de her breddegrader vil det siges klokken 17.30 fredag eftermiddag.

Hvad kan vi forvente af Trumps tale?
Ja, det er jo det helt store spørgsmål. Vi ved, at det er den 31-årige taleskriver Steve Miller, der skal skrive Trumps tale. Der er i den seneste tid kommet lidt røgsignaler ud fra Trump-lejren, der peger i retning af, at Trump vil bruge indsættelsestalen til at iscenesætte sig selv som en folkelig, anti-elitær præsident. ”Han er folkets præsident”, sagde hans kampagneleder Kellyane Conway til Fox News om indsættelsen. ”Jeg har hørt, de (Trumps medarbejdere, red.) ønsker at denne indsættelse skal være anderledes og afspejle, at han er den første folkelige præsident”, sagde Trumps ven Christopher Ruddy til netavisen politico.com.

Der er til gengæld ikke sluppet noget ud om, hvorvidt (og i så fald hvordan) Trump vil prøve at samle nationen og forsøge at samle opbakning hos den del af befolkningen, der støttede Hillary Clinton i valgkampen.

Hvad skal Obama nu?
Indtil nu har Barack Obama ikke meldt forfærdelig meget ud om, hvad han vil beskæftige sig med i fremtiden. Ifølge den store avis i Obamas hjemby, Chicago Tribune, vil han og familien blive boende i Washington, indtil hans yngste datter Sasha er færdig med gymnasiet om to år.

En talsperson for Obama-administrationen har sagt, at Obama vil arbejde med at sikre amerikanerne adgang til lægehjælp, arbejde for en mere retfærdig inddeling af valgdistrikter, og at han vil hjælpe med at give en stemme til børn af illegale indvandrere. Det er også sluppet ud, at Obama vil lave en slags talenthold for demokratiske kandidater.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet

Annonce