Annonce

Jyllands-Posten udnævner forkert statsminister

Jyllands-Posten skriver i dag, at de unge vælgere i en meningsmåling ville gøre Anders Samuelsen til statsminister. Men målingen viser det modsatte.
Opdateret: Jyllands-Posten har efter denne artikels udgivelse beklaget og rettet fejlen, så det ikke længere fremgår, at de unge vælgere ville gøre Anders Samuelsen til statsminister.

Netavisen Altinget har fået foretaget en meningsmåling blandt unge vælgere under 25 år. Meningsmålingen viser blandt andet, at 18 procent af de unge vælgere ville stemme på Liberal Alliance, hvis der var folketingsvalg i morgen. Til gengæld ville eksempelvis Venstre og Socialdemokratiet få tæsk af de unge vælgere med henholdsvis 9,5 og 11 procent af stemmerne.

Det får Jyllands-Posten til at skrive i deres morgenbriefing, at hvis de unge vælgere kunne bestemme, ville Anders Samuelsen være statsminister. Problemet er bare, at det ikke er sandt.

For det første er det som bekendt sådan, at man ikke bliver statsminister, bare fordi man er det største parti i henholdsvis rød eller blå blok. Eksempelvis burde Jyllands-Posten have opdaget, at selvom Dansk Folkeparti er væsentligt større end Venstre, så er det Lars Løkke Rasmusen og ikke Kristian Thulesen Dahl, der er statsminister i Danmark.

Problemerne for Jyllands-Posten stopper dog ikke her. Meningsmålingen viser nemlig, at de blå partier slet ikke når så langt, at de skal fordele ministerposter imellem sig. Hvis de unge vælgere skulle bestemme, ville de blå partier i stedet være henvist til oppositionsrækkerne.

38,2 procent af de unge medlemmer ville stemme på de borgerlige partier. Det er endda forudsat, at Det Konservative Folkeparti, der får 1,9 procent af stemmerne i målingen, klarer spærregrænsen på 2 procent.

Til gengæld ville 39,4 procent af de unge stemme på et af partierne i rød blok. Der ville altså blive et regeringsskifte, hvis de unge vælgere bestemte alene.

Ud over de 38,2 procent til blå blok og de 39,4 procent til rød blok, svarer 21,2 procent af de unge vælgere, at de ikke vil stemme, og 1,1 procent af vælgerne vil stemme på partier uden for Folketinget.

 

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet