En række udfordringer i de seneste ti år har sat tilliden til EU under pres. En del af det kunne i høj grad havde været undgået, hvis problemerne som borgerne møder i hverdagen var blevet løst. De langsigtede konsekvenser er, at der søges efter andre muligheder på svar på tidens problemer. Her er det ofte nemme løsninger end noget fjernt og kompliceret som EU, der bliver svaret.

Fra etableringen af Det Europæiske Fællesskab og efterfølgende Den Europæiske Union oplevede medlemslandene og deres befolkninger en lang række af positive effekter af det stadig tættere samarbejde. Hvad der startede som et handels- og fredsprojekt fik stadig større kompetenceområde. De nationale interesser blev i højere grad varetaget europæisk til gavn for medlemslandene.

Helt frem til finanskrisen var der overvejende positive træk om EU, nuvel der har altid været tilhængere og modstandere af EU, men det handlede i højere og højere grad om politisk indhold frem for politisk modstand.

Og så kom finanskrisen…
Finanskrisen i 2007 og 2008 fremrykkede bagsiden af globaliseringen. Krisen medførte et kraftigt fald i beskæftigelsen over Europa, en beskæftigelse der ikke nødvendigvis kommer tilbage på den korte bane.

Omkostningstunge virksomheder rykkede til lavpris områder uden for Europa eller i de nye medlemslande der blev indlemmet i EU i 2004 og 2007 – til tider endda med indirekte støtte fra EU's strukturfonde.

Den manglende økonomiske sammenhængskraft har betydet et enormt omkostningspres på tværs af medlemslandene. Det pres blev forstærket under krisen, hvor fokus hos virksomhederne naturligvis handlede om omkostningsreduktioner.

Sparepolitik forstærkede krisen
Svaret på denne udfordring har været udeblevet, da arbejdskraftens frie bevægelighed er et af grundfundamenterne i det indre marked, og en af de store succeser.

I stedet for at gøre noget ved denne udfordring, var fokus i stedet på redningen af bankerne og kraftig opbremsning i de nationale budgetter, den såkaldte austerity-politik. En opstramning der i høj grad også ramte de sociale sikkerhedsnet.

Den nemme ligning er derfor klar. EU forstærkede udflytningen af arbejdspladserne og svaret på krisen var udhuling af sikkerhedsnettene i Europa. Arbejdspladsen røg, og det sociale sikkerhedsnet forsvandt.

Tilliden til EU falder
Sammenhængen mellem EU's svar på krisen og den faldene tillid til EU er tydelig, hvis man ser på tallene fra Eurobarometer i årene 2006-2016. Hvor det før krisen var over 40 procent der havde et overvejende positivt opfattelse af EU er det i dag kun omkring 30 procent, mens dem der har en overvejende negativ opfattelse næsten er fordoblet fra omkring 10 til 20 procent.

Det generelle billede af EU er positivt, og det afspejler sig selvsagt i tilliden til EU som institution. Men konsekvensen af den vedtagne politik er tydelig. En politik der i høj grad tegnes af EU Kommissionen. Kriser kalder på svar, men historisk set har krisepolitik og kriseplaner haft karakter af helhedsplaner, hvor strukturreformer har været kombineret med efteruddannelse og ekspansive finanstiltag.

Den mangelfulde krisepolitik har medført, at befolkningerne i stedet søger i mod de nemme løsninger og de nemme fjendebilleder. EU, politikerne, de billige østarbejdere, indvandrere med videre. Ikke på grund af et dybtfølt had, men i højere grad baseret på frustration.

Frustration over manglende svar på de nære økonomiske udfordringer. Resultatet kan blive, at åbenheden til landene omkring os og det fælles gode vendes til det nære, det sikre og det velkendte.

Lasse Bauer Kristensen er Cand.Scient.Adm og medlem af Socialdemokratiet på Frederiksberg.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.