Borgerløn var stort i 70’erne. Dengang talte mange på både venstrefløjen og i kredse omkring Radikale Venstre om borgerløn som et svar på tidens store udfordringer, blandt andet arbejdsløsheden. Mest kendt i dansk sammenhæng fra bogen Oprør fra midten fra 1978 af blandt andre den radikale folketingsmand Kresten Helveg Petersen.

I de senere år er ideen igen dukket op i den offentlige debat, nu ofte under betegnelsen ’basisydelse’ eller ’basisindkomst’. Det skyldes formentlig, at arbejdsløshed igen er kommet højt på dagsordenen, men også udsigten til, at mange jobs i fremtiden vil blive digitaliseret, og at der derfor kan opstå et stort ”overskud” af arbejdskraft. Basisindkomst bliver derfor udråbt som en solidarisk måde til at undgå, at der skabes et nyt stort proletariat.

Ideen om borgerløn, basisindkomst eller basisydelse findes i mange forskellige udformninger med forskellige formål. I nogle udformninger er der tale om en ydelse, man i princippet kan leve af, og som skal erstatte eksisterende ydelser som kontanthjælp, dagpenge og førtidspension. I andre udformninger er der tale om en lavere ydelse, der ”lægger en bund”, som så skal suppleres med enten arbejdsindkomst eller andre overførselsindkomster, for at man kan opretholde en ordentlig tilværelse.

Diskussion blusset op i mange lande
Borgerløn har også fået en renæssance i den europæiske politiske debat. Som vi skrev om på Netavisen Pio, ønsker vinderen af første valgrunde ved det franske socialistpartis primærvalg, Benoit Hamon, at indføre en basisindkomst svarende til cirka 5.600 kroner om måneden til alle franskmænd over 18 år.

I Finland har den borgerlige regering netop startet et forsøg med borgerløn, og noget lignende sker i Holland og Canada. I Spanien har det fremadstormende venstrepopulistiske parti Podemos basindkomst som en af sine mærkesager, og i Storbritannien har Labour-leder Jeremy Corbyn også leget med tanken.

I Danmark har Alternativet talt om en basisydelse i mere begrænset form. Den skal ikke dække alle danskere, men være ydelse uden modkrav som erstatter sygedagpenge, arbejdsløshedsunderstøttelse, kontanthjælp og pension, og der skal være mulighed for nogle tillæg afhængig af borgerens aktuelle situation.

Mindre kontrol, mere fritid og bedre økonomiske incitamenter
Basisindkomsten ledsages ofte af forslag om kortere arbejdstid og mere omfordeling af arbejdet, fordi lønmodtagere ved udbetaling af en basisindkomst ikke vil være afhængig af, at skulle arbejde lige så meget som i dag. Den sættes også ofte ind i en diskussion om bæredygtighed, hvor fritid og samvær med familien sættes højere end jagten på materiel vækst. Det er diskussionen om den såkaldte ’work-life-balance’.

Fordi basisindkomsten udbetales til alle, så er den samtidig ikke kendetegnet ved en social stigmatisering, sådan som det er tilfældet med eksempelvis arbejdsløshedsunderstøttelse. Og staten skal ikke længere bruge enorme ressourcer på kontrol af, og borgerne nu lever op til rådighedsforpligtigelser og deltager i ressourceforløb. Tværtimod får den enkelte borger øget indflydelse på og ansvar for sin egen situation.

Ikke kun en venstreorienteret tanke
Men det er ikke kun alternativister og folk på den yderste venstrefløj, der hylder borgerløn. Også liberalister har i tidens løb været fascineret af ideen om en borgerløn. Milton Friedman talte i sit hovedværk Capitalism and Freedom fra 1962 for basisindkomst i form af en såkaldt ’negativ indkomstskat’.

Det kan synes paradoksalt, at frimarkedsøkonomer hylder ideen om, at staten skal dele penge ud til borgere uden modydelse. Men Friedman, og med ham mange andre liberalister i tidens løb, har set en basisindkomst som den mest effektive og mindst markedsforvridende metode til at indrette et samfund på.

Hvis alle får en fast ydelse, uanset om de er i arbejde eller ej, så vil en arbejdsløs nemlig opleve en større gevinst ved at gå fra arbejde til beskæftigelse, fordi man så ikke mister sin overførsel, sådan som det kendes i dag med dagpenge eller kontanthjælp. Man kan altså sige, at det med en borgerløn langt bedre ville ”kunne betale sig at arbejde”, som det hedder på moderne dansk.

Bør handle om værdier
Borgerløn, basisindkomst, basisydelse eller hvad vi nu måtte kalde det ser altså ud til igen at være et spørgsmål, som skal til debat på centrumvenstre, og som også socialdemokrater må tage stilling til. Man kan vælge den lidt dovne tilgang at gøre det til et spørgsmål om hvorvidt der er råd til at betale alle en basisindkomst.

Den virkelig interessante diskussion bør imidlertid være den værdipolitiske: Er det grundlæggende retfærdigt at give alle mennesker en økonomisk, skattebetalt check i hånden, uanset om de arbejder eller ej? Det må være den virkelig interessante diskussion for centrumvenstre de kommende år.