Den 17. januar i år sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fra Folketingets talerstol, at der ikke er noget ulighedsproblem i Danmark. Men hvad mente han egentligt? At det er ikke et problem, at uligheden stiger? Eller mente han rent faktisk, at uligheden ikke stiger i Danmark?

Hvis statsministeren mente det sidste, lukker han øjnene for virkeligheden. Situationen minder om den Harry Potter bog, jeg læser højt for mine døtre. Den onde Lord Voldemort er vendt tilbage, men den øverste leder for det magiske samfund, ministeren for magi (en lille rund karrierepolitiker), nægter at tro på det. Han forsøger desperat at diskreditere alle, der ønsker at se realiteterne i øjnene, alt imens Lord Voldemorts magt får lov at vokse i det skjulte.

I Danmark stiger uligheden hastigt. Den gode nyhed er, at eftersom uligheden begyndte at stige senere i Danmark end i USA, og fordi uligheden stiger fra et lavere udgangspunkt, end det var tilfældet i USA, så er Danmark stadig væsentligt mere lige end USA. Den dårlige nyhed er, at hvis vi ikke gør noget for at forhindre det, vil uligheden stige hurtigere i Danmark, således at det kun er et spørgsmål om tid, inden vi indhenter USA.

 

Figur 1: Stigningen i GINI-koefficienten i USA og Danmark

 

Kilde: USA: US Census Bureau, Income and Poverty in the United States: 2015, Table A-2. Selected Measures of Household Income Dispersion: 1967 to 2015, http://www.census.gov/data/tables/2016/demo/income-poverty/p60-256.html, besøgt 14. Januar 2017. Danmark: Danmarks Statistik, Statistikbanken, IFOR41, besøgt 14. januar 2017.

Grafen til venstre viser udviklingen i GINI-koefficienten i henholdsvis USA og Danmark. Jo højere værdi, jo mere ulighed. Det ses at uligheden er betydeligt lavere i Danmark, men at den stiger i begge lande. Grafen til højre viser den relative stigning, hvor uligheden i USA er sat til 100 i 1977, og uligheden i Danmark er sat til 100 i 1987. Denne fremstillingsform afslører at uligheden steg 19 procent i USA fra 1977-2015, mod 30 procent i Danmark fra 1987-2015.

Ulempen ved at opgøre uligheden med GINI-koefficienten er, at den ikke viser noget om, hvordan uligheden er fordelt. Det kan vi få et indblik i, ved at gruppere alle danskere efter indkomst i ti grupper (kaldet deciler), og iagttage den gennemsnitlige indkomstudvikling i disse grupper. Udviklingen for Danmarks vedkommende er illustreret på figur 2 nedenfor.

 

Figur 2: Den gennemsnitlige indkomststigning i Danmark fordelt på deciler opgjort i 2015-priser

 

Kilde: Egne beregninger på baggrund af Danmarks Statistik, Statistikbanken tabel PRIS112 samt IFOR32, besøgt 18. januar 2017.

Det fremgår af Figur 2, at indkomstfordelingen i Danmark i 1990 var således, at henholdsvis de rigeste og fattigste ti procent af danskerne skilte sig markant ud fra de 80 procent midt imellem. Denne udvikling er kun blevet forstærket frem til 2015. Præcis hvor meget de rigeste danskere har skilt sig ud fra flertallet af danskerne, kan udledes af Figur 3 nedenfor.

 

Figur 3: Udviklingen 2.-9. decils andel af den samlede indkomst i Danmark siden 1990

 

På figur 3 måles andelen af den samlede indkomst som de forskellige deciler disponerer over. Fremstillingsformen afslører to dynamikker, der karakteriserer udviklingen i uligheden i Danmark. For det første: Jo lavere du står i indkomsthierarkiet, jo større en andel af den samlede indkomst må du aflevere til de højere indkomster. For det andet: Det er kun de to øverste deciler, der har vundet andele siden 1990. Relativt set har alle andre været tabere.

Men også blandt vinderne er der nogen, der vinder mere end andre. Det fremgår af Figur 4 nedenfor.

 

Figur 4: Indkomststigningen i undergrupper inden for det 10. indkomstdecil i Danmark siden 1990

Kilde: Det økonomiske Råd, Efterår 2016, data til figurer i kapitel V, http://dors.dk/vismandsrapporter/dansk-oekonomi-efteraar-2016, besøgt 14. januar 2017.

Ved at sammenholde Figur 2, 3 og 4 kan vi tegne et mere detaljeret portræt af udviklingen af uligheden i Danmark:

De fattigste ti procent har stort set ingen reel indkomstfremgang haft siden 1995, og er dermed sat relativt langt tilbage i forhold til den øvrige befolkning. De næste 70 procent af danskerne har fået en luns af den indkomststigning, der naturligt følger med stigende produktion, mens deres del af stigningen har været mindre, end den samlede indkomst er vokset. Blandt de 20 procent rigeste danskere er det kun den øverste ene procent, der har fået en mærkbart større luns af samfundskagen, og blandt dem er den ene promille de absolutte vindere.

Den samme udvikling gør sig gældende i USA, og har gjort det siden Ronald Reagan blev præsident. Her disponerer den rigeste promille af befolkningen i dag over mere end 10 procent af den samlede indkomst. I Danmark lægger den rigeste promille ”kun” beslag på lidt under 2 procent af den samlede indkomst, men hvis udviklingen i Danmark fortsætter med uændret stigningstakt, vil den rigeste promilles indkomster i året 2049 være steget til samme niveau som USA har i dag*.

Nu kunne det være interessant at høre statsministeren ad, om han er bekendt med denne udvikling? Er han ikke klar over, at uligheden udvikler sig efter same mønster som i USA, blot i et hurtigere tempo? Eller mener han slet og ret, at ulighed i samme omfang som i USA er godt for Danmark?

*Der er forskel på opgørelserne over, hvor stor en andel af indkomsten den rigeste promille af befolkningen lægger beslag på. Ikke desto mindre, uanset om man bruger opgørelsen fra Det økonomiske Råds rapport Dansk Økonomi Efterår 2016 og fremskriver udviklingen fra 1992-2014, eller om man bruger Thomas Piketty’s World Wealth and Income Database og fremskriver årene 2003-2010 (2010 er det seneste år, der er opgjort), så får man, at den rigeste promille vil disponere over 10,3 % af den samlede indkomst i året 2049.

 
Balder Asmussen er gymnasielærer og historiker med speciale i dansk økonomisk politik i efterkrigstiden. Læs flere analyser af Balder på bloggen Magt og Penge.
 
‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.