Selvfølgelig er det ikke en folkebog, når seniorforsker ved Rigsarkivet, Else Hansen, præsenterer fortællingen om den politik og de aktører, der skubbede velfærdssamfundets masseuniversiteter i gang. Den nye bog 'Professorer, Studenter og polit.er - Om velfærdsstatens universitetspolitik 1950-1975' tager turen fra professorvældets og elitens universiteter for de få, til de mange og de meget forskellige universiteter.

Det er et stykke velfærdshistorie, som hidtil har været uopdyrket, selv om universitetspolitikken har været ganske væsentlig for fremdriften i velfærdssamfundet. Og hvis vi nu igen skal være verdens bedst uddannede nation, så er det måske ikke så ringe at få belæg for, at det har vi altid ment, men kun trægt taget alvorligt.

De røde økonomer var lysår foran
Kernen i fortællingen er, hvad samfundsplanlæggerne udrettede; det var datidens regnedrenge især i det man dengang kaldte Det Økonomiske Sekretariat, som havde reformtrang og evner. Mens Undervisningsministeriets folk lod sig styre rundt af de to universiteternes professorer, så gik samfundsplanlæggerne på tværs. Professorerne kiggede indad på institutter og fakulteter og egne interesse, mens samfundsplanlæggerne så ud over landet og på interesserne for de folk og befolkningsgrupper, der ikke havde foden inden for. Socialdemokraterne Viggo Kampmann og Erik Ib Schmidt, der fra ungdommens dage hørte til de røde økonomer, planlagde med samfundsperspektiv.
Anekdotisk nævner bogen et planlægningsmøde i slutningen af 1950erne, hvor Erik Ib Schmidt mødte op som chef for Det Økonomiske Sekretariat i Kampmanns finansministertid. Undervisningsministeriets mand mente nok, at ministeriet kunne se ind i fremtiden med de synspunkter, de havde fra professorerne. Erik Ib Schmidt var lysår og flere universiteter forud for de andre – fuldt svarende til at Kampmann i 1958 havde blik for både det tredje og fjerde universitet samt et forskningsministerium.
Antallet af undervisningspladser må hastigt øges
Bogen nævner ikke det socialdemokratiske principprogram fra 1961, som i øvrigt er en del af den principdebat, men det er indlysende, at universitetsafsnittet er tænkt og skrevet uden for de universitære elfenbenstårne:

”Vore læreanstalter og videnskabelige institutter må fortsat planlægges og udbygges. Staben af lærere og forskere må udvides, og de nødvendige investeringer til bygninger og udstyr sikres, således at antallet af undervisningspladser hastigt kan øges. Der må lægges vægt på en effektiv udnyttelse af forskningens resultater.”

Her skitserer Socialdemokratiet faktisk masseuniversiteterne, der - tilbage i bogen - er med til at udjævne både socialt og geografisk. Og meget lærerigt, også for nutiden, påviser bogens forfatter Else Hansen, at ”planlægningen af velfærdstatens nye institutioner og sammenhænge byggede på videnskabeligt grundlag.” Økonomiske teorier, data, statistik og meget mere. En vis faglighed i politik er ikke at foragte.

Nyttig bog, hvis man vil have helt styr på velfærdsDanmark
Bogen kommer også omkring 1970, hvor Mogens Camre som en god socialdemokrat ønskede, at det ”nuværende forældede universitet ophører med at eksistere". Ifølge ham - og Socialdemokratiet - var universiteterne med til at skabe ulighed i samfundet i både økonomisk og kulturel henseende. Derfor de nye universitetscentre.

Sådan kan man plukke og sådan er man nødt til at plukke i en grundig og omfattende fremstilling. Bogen er velskrevet, det er både en bred bog og en smal bog. Universitetspolitikken giver meget politisk forståelse, den administrative styring er god for samfundsforståelse og den betydelige rolle, som velfærdsstatens institutioner kom til at spille. Jeg er ikke så meget til styrelseslove, studienævn og institutbestyrere, og de mange rammer omkring udviklingen er nok nødvendige, men også lidt hæmmende i læsningen, når man ikke læser værket som en brugsbog, fordi man ikke er i nærheden af uni.

Det er bestemt en nødvendig bog for undervisningspolitiske nørder og hele universitetsverdenen, så både studerende og lærere ved, hvor de er, og hvorfor de er der, men også en nyttig bog, hvis man vil have helt styr på velfærds Danmark og de reformer, der stadig peger fremad. Og dejligt at få en sammenhængende og sober beskrivelse af det såkaldte studenteroprør mod professorvældet, der ellers jævnligt behandles både overfladisk og unødigt romantisk.

"Professorer, studenter og polit.er - Om velfærdsstatens universitetspolitik 1950-1975" af forfatter Else Hansen, 436 sider, Udgivet på forlaget Museum Tusculanum Press, 27. januar 2017.

Poul Smidt er journalist, cand. jur. og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre.