Annonce

Justitsministerens spindoktor skriver forsidehistorie for Politiken

Mediekritik: Dagbladet Politiken bragte en historie om kriminalitet Mjølnerparken af en nu tidligere medarbejder, der i mellemtiden er blevet særlig rådgiver for justitsministeren.
På forsiden af søndagens Politiken kunne man læse en rigtig glædelig historie. Der er nemlig en enormt positiv udvikling i det socialt belastede boligområde Mjølnerparken på Nørrebro. Flere er kommet i arbejde, kriminaliteten er dalende, banderne er på retræte, tryghed og beboerdemokrati spirer frem som mælkebøtter i en landevejsgrøft.

Selvsagt en glædelig historie, der efter alt at dømme da også er både veldokumenteret og gennemresearchet. Der er bare det problem, at artiklens forfatter, den tidligere Politiken-journalist Jakob Sheikh, er blevet ansat som særlig rådgiver for justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Ifølge Jakob Sheikh selv blev artiklen skrevet færdig, inden han stoppede på Politiken for at blive justitsministerens højre hånd.

Selvom artiklen altså ikke er skrevet, mens Jakob Sheikh var særlig rådgiver for justitsministeren, så åbner det alligevel døren for en interessekonflikt, at Politiken vælger at bringe historien, mener eksempelvis DR’s politiske redaktør Christine Cordsen. I et tweet skriver hun.

Christine Cordsen bakkes op af sin kollega fra DR, Uffe Tang. Selvom Jakob Sheikh skriver, at artiklen var færdig, inden han 20. januar blev ansat i Justitsministeriet, spørger Uffe Tang, om Jakob Sheikh på det tidspunkt allerede var i kontakt med sin kommende arbejdsgiver. Det har Jakob Sheikh i skrivende stund endnu ikke svaret på, ligesom der har været komplet radiotavshed fra Politiken.

Politikens valg om at trykke en artikel, der er skrevet af justitsministerens særlige rådgiver rejser en række spørgsmål, som Politiken endnu ikke har leveret svar på. Var Jakob Sheikh allerede i kontakt med justitsministeren om at blive særlig rådgiver, da han beskrev den lyksalige udvikling i Mjølnerparken? Var han vidende om, at artiklen kunne blive bragt, efter han var blevet ansat af justitsministeriet, og at hans nye arbejdsgiver ville sætte pris på lidt omtale af faldende kriminalitet? Er det den uafhængige journalist Jakob Sheikh, der står bag artiklen? Eller er det justitsministerens særlige rådgiver Jakob Sheikh, der er forfatter? Og hvordan skal læserne kende forskel?

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet