En af sidste uges lidt oversete nyheder var Finansministeriets udmelding om, at ministeriet har igangsat et arbejde med at udvikle en ny makroøkonomisk model til at afløse den nuværende ADAM-model. Der er nedsat en modelarbejdsgruppe, med tidligere overvismand Torben M. Andersen som formand, som ifølge planen skal arbejde frem til 2019.

Det hedder sig ofte, at Finansministeriet anvender ADAM-modellen til at beregne effekterne af politiske vedtagne ændringer. ADAM-modellen har høj troværdighed, fordi den bygger på data fra Danmarks Statistik, altså reelt observerede ændringer, og ikke bare teoretiske forestillinger. Men mange af de beregninger, der kommer fra centraladministrationen, har imidlertid ikke meget med ADAM-modellen at gøre. Det gælder eksempelvis effekten af skatteændringer og ændringer i overførselsindkomster, som beregnes uden for ADAM-modellen.

Der er gennem de sidste mange år har Finansministeriets regnemodeller været udsat for massiv kritik, ikke mindst fra venstrefløjen. Den tidligere SFR-regering skrev ind i regeringsgrundlaget, at man ville foretage et servicetjek af regnemodellerne, men det blev aldrig til noget. Spørgsmålet er imidlertid, om det nye arbejde så er udtryk for, at Finansministeriet imødekommer kritikken fra omverdenen? Eller der snarere er tale om, at man ønsker blåstempling af de regneregler, som Finansministeriet basere en stor del af sin politik på, men som ikke er en del af ADAM-modellen?

På baggrund af Finansministeriets opdrag til modelgruppen og en kronik fra to afdelingschefer i Finansministeriet, Lars Haagen Pedersen og Mads Kieler, har Netavisen Pio set nærmere på, hvordan den nye arbejdsgruppe skal forholde sig til fire af de mest kontroversielle dele af Finansministeriets nuværende regnemaskine.

Giver lavere skat højere arbejdsudbud?
Det tages i dagens politiske debat for givent, at lavere marginalskat giver højere arbejdsudbud, fordi folk ønsker at arbejde mere, når de får mulighed for at beholde lidt mere til sig selv. Det er imidlertid ikke noget, som er indeholdt i ADAM-modellen. I stedet baserer Finansministeriet sig på tommelfingerregler. Finansministeriet antager, at arbejdsudbuddet stiger med 0,1 procent, når indkomsten efter skat stiger med 1 procent. Det er en antagelse, der bygger på en tyve år gammel stikprøve, hvilket selvsagt betyder, at antagelserne hviler på betydelig usikkerhed. Ifølge Finansministeriet findes der ingen nyere danske studier.

Alligevel er der ikke noget som tyder på, at arbejdsgruppen skal se på, hvorvidt man kan styrke det empiriske fundament. Derimod lægger Finansministeriet blot op til, at de gamle tommelfingerregler skal indarbejdes i en ny model: ”Den nye model skal bygges således, at den i højere grad automatisk tager højde for, hvordan ændringer i beskatningen ændrer arbejdsudbuddet på linje med Finansministeriets detaljerede (mikrofunderede) regneprincipper.”, skriver Lars Haagen Pedersen og Mads Kieler.

Giver lavere overførsler højere arbejdsudbud?
Finansministeriet antager i dag ligeledes, at lavere overførselsindkomster øger arbejdsudbuddet. Den antagelse har været drivkraften bag den seneste år nedskæringer på blandt andet dagpenge og kontanthjælp. Logikken er, at ved at skære ned på ydelserne vil arbejdsløse søge mere intenst, og dermed vil de have større sandsynlighed for at komme i arbejde. Også her er det empiriske grundlag imidlertid sparsomt, og usikkerheden om effekten af lavere skat har senest givet anledning til en strid mellem Folketingets økonomiske konsulent og Finansministeriet. Vi har også her på Netavisen Pio forklaret, hvordan det antagelserne bygger på temmelig luftige regneprincipper.

Heller ikke her tyder det dog på, at Finansministeriet vil bruge anledningen til at lave en opdatering af regneprincipperne. Faktisk nævnes spørgsmålet slet ikke, hverken i det opdrag, der er sendt til kommissionens medlemmer, eller i kronikken var Haagen Pedersen og Kieler.

Giver lavere offentligt forbrug mindre arbejdsudbud?
Mens Finansministeriet altså er meget skråsikre med at indregne effekter af lavere skat og lavere ydelser, så ser man helt bort fra effekterne af offentlige udgifter. Det er heller ikke indeholdt i ADAM-modellen. Eksempelvis vil de fleste børnefamilier nok kunne skrive under på, at gode pasningsmuligheder har betydning for, hvor mange timer der kan lægges på arbejdet. Dermed giver modellerne en skævvridning i den økonomiske politik:

”Mange typer af offentlige udgifter må formodes at styrke arbejdsudbuddet og produktiviteten. Derfor er der en risiko for, at de samlede effekter af at sænke skatten og finansiere skattelettelsen med en reduktion af det offentlige forbrug kan være overvurderet, når man alene inddrager de dynamiske effekter, der skyldes skattelettelsen. Tager man ikke højde for de mulige effekter af lavere offentlige udgifter, risikerer man at overvurdere de fremtidige skatteindtægter.”, skrev Vismændene i deres seneste rapport (side 117). Også AE-Rådet har flere gange opfordret til, at arbejdsudbudseffekten af offentlige udgifter indregnes.

Heller ikke her ser der dog ud til at være hjælp at hente i den nye arbejdsgruppe. Spørgsmålet om effekten af offentlige udgifter er ikke nævnt med et ord i opdraget til modelgruppen, og heller ikke i kronikken fra de to embedsmænd i Finansministeriet.

Hvor hurtigt tilpasser økonomien sig til stigende arbejdsudbud?
Endelig er der spørgsmålet om, hvor hurtigt stigende arbejdsudbud giver sig udslag i stigende beskæftigelse. I den nuværende ADAM-model opereres der med en tilpasningstid på 15 år. Det mener Finansministeriet imidlertid er alt for længe. Der har Finansministeriet skruet på den såkaldte eksportelasticitet, så øget arbejdsudbud hurtigere forbedrer konkurrenceevnen og bidrager til at styrke beskæftigelsen. Dermed er tilpasningstiden nede på cirka 5 år.

Finansministeriet har forsvaret sig med, at både Vismændene og Nationalbanken bruger økonomiske modeller, som arbejder med en hurtigere tilpasningstid. Det ændrer bare ikke på, at Danmarks Statistik ikke har kunnet finde solidt empirisk belæg for, at det forholder sig sådan.

Det hedder i opdraget, at modellen skal ”kvalificere effekten af strukturpolitiske reformer på både kort og langt sigt, herunder også tilpasningstiden til strukturel ligevægt – fx i forbindelse med reformer, der øger arbejdsudbuddet.”. Hvad der præcist ligger i at kvalificere står noget uklart, men det tyder i hvert fald på, at Finansministeriet vil forsøge at fremskaffe den empiri i forhold til tilpasningstiden, der indtil nu har manglet.

Opsamling: Ikke meget nyt under solen
Umiddelbart tyder det altså ikke på, at der er langt op til de store ændringer inden for de områder, hvor der har været fremført mest kritik af Finansministeriet. Det tyder snarere på, at Finansministeriet ønsker at indarbejde sine regneregler i en større, makroøkonomisk model.

Selvom det altså ikke ligger direkte i opdraget fra Finansministeriet, må vi dog alligevel håbe, at arbejdsgruppen også vil komme ind på spørgsmålet om, hvorvidt de nuværende regneregler er tilstrækkeligt solidt funderet. I dag, hvor så meget politik begrundes med henvisning til, at ”det vil styrke beskæftigelsen med så og så mange engang ti år ude fremtiden”, er det altafgørende, at grundlaget hele tiden opdateres og tilpasses den faktiske virkelighed.