Annonce

Ingen stemmer på et sludrehoved

Fejlslagne politikere bliver til dommere over dem, der rent faktisk lykkes
Over de senere år er en ny klasse vokset frem i den offentlige debat: Såkaldte debattører, der blander sig i den offentlige debat med farverige synspunkter og opsigtsvækkende politiske forslag. En slags ansvarsløs udgave, af det, man før i tiden kaldte intellektuelle.

Jo mere outreret og tosset et synspunkt, jo større rækkevidde får forfatteren

Det nye navn er nok meget godt, for det ikke bare ansvaret, men også debatniveauet, der er til forskel på de to kategorier. For debattører handler det om at skabe overskrifter og provokere, så ens indlæg bliver delt. Jo mere outreret og tosset et synspunkt, jo større rækkevidde får forfatteren. De er dresserede hunde i et mediecirkus, hvor de mest spektakulære hundekunstner bliver tildelt de største godbidder. Og særligt giver det point, hvis man kan stikke til det etablerede politiske system og det liv der leves der.

De mislykkede politikere 
Derfor er det også bemærkelsesværdigt, hvor mange af debattørerne, der har forsøgt sig med politik, men er mislykkedes, og siden har kastet sig over det konsekvensløse holdningsmageri. Det gælder top-folk som Berlingskes Anne Sophia Hermansen, der var folketingskandidat for LA, men gav op undervejs. Eller radiovært David Trads, der stillede op i den socialdemokratiske Skanderborg-kreds, men måtte nøjes med opbakning fra 3 partimedlemmer.

I de frie debattørers superliga ligger også Rasmus Brygger, der meldte sit kandidatur til Borgerrepræsentationen for LA, men blev afvist af partiet. For ikke at tale om Özlem Cekic, der ofte fortæller, at hun er glad for at have fravalgt Christiansborg, men glemmer at fortælle, at det var vælgerne der fratog hende pladsen på tinge. Fælles for Brygger og Cekic er den mærkværdighed, at man højstemt meddeler, at man ikke vil være politiker. Vel at mærke efter man fandt ud af, at det ikke kunne lade sig gøre.

Fejlslagne politikere bliver til dommere over dem, der rent faktisk lykkes

Det samme gælder semi-kendte debattører som Karen Melchior fra de radikale, Rune Kristensen fra De Konservative eller Morten Uhrskov fra den ekstreme højrefløj. De har nem adgang til medierne og klarer sig godt på de sociale medier, men få vælgere tør overlade magten til dem.

De ansvarsløse debattører skaber mistillid
Som en forsmået eks-kæreste, der er blevet dumpet, opbygger mange fra debattørligaen efterfølgnede en stor modvilje mod politikere og det politiske system. Debattørerne giver politikere skylden for politikerlede, for Trump, for skandalerne i SKAT og inden længe også for regnvejr i maj. Som den fejlslagne forfatter, der i stedet bliver litteraturkritiker og bedømmer de egentlige litterater, bliver fejlslagne politikere til dommere over dem, der rent faktisk lykkes.

Deres  jagt efter clicks til deres overordnede mediebosser forplumrer den politiske debat

Sandheden er snarere, at det er de mange ansvarsløse debattører, som skaber mistillid. Som med deres hundekunstner og jagt efter clicks til deres overordnede mediebosser forplumrer den politiske debat med ligegyldigheder. De lider af den grundlæggende misforståelse, at politik bare er en evig debat, hvor man kan skifte holdning fra gang til gang, alt efter dagsstemningen.

De tager fejl. For rigtig politik er at træffe beslutninger, som har en betydning for mennesker uden for mediedanmark, og evnen til at mene ting længe nok til at vinde vælgernes tillid. Men netop tilliden til at forvalte den magt, turde vælgerne ikke give debattørerne, og i stedet skælder de ud på dem, der fik den. Derfor ville det også klæde de danske medier at give mere plads til dem, folk rent faktisk har valgt til at træffe beslutninger, og mindre plads til debattørernes kunstner. Det kunne være, vi fik løst nogle problemer, i stedet for blot at diskutere dem.

Harald  Brix (1841-1881) var en dansk politiker og redaktør. Sammen med sin fætter Louis Pio og Paul Geleff grundlagde han udspringet for Arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet i Danmark.
Brix-klummen på Netavisen Pio giver udvalgte og markante skribenter mulighed for at skrive under pseudonym.  Den enkelte skribent er chefredaktøren bekendt.


Flere artikler om emnet

Annonce