Anders Larsen og Mads Dupont bragte her på Netavisen Pio en velfunderet kritik af regeringens planer om flytning af statslige arbejdspladser. Indlægget følger en snart halvandet år lang debat om flytteplanerne, hvor kritikken primært har drejet sig om fire anklager mod regeringen og partierne, der bakker op om planerne:

1. Det lokale argument, som fremføres af lokalt valgte hovedstadspolitikere

2. DJØF-argumentet, som fremføres af repræsentanter for de ansattes organisationer, som kæmper imod udflytning fordi de ser det som en forringelse af deres arbejdsvilkår

3. Effektivitetsargumentet, som fremføres af politikere og organisationer, med fokus på, at det bliver for dyrt, og at man mister faglighed.

4. Den store konspiration. At regeringen gennemfører udflytningen fordi de vil dække over andre politiske sager, og for at hive nogle politiske godbidder hjem til deres valgkredse og borgmestre.

Hvor de to øverste argumenter er almindelige og rimelig interessevaretagelse, så bevæger Larsen og Dupont sig derimod i de to sidste. Men undervejs laver de nogle mellemregninger, som jeg mener ødelægger deres facit.

Pylregrænsen går ved Storebælt
Når forfatterne i kritikken af udflytningens pris kalder deres udregninger over produktionstabet i de offentlige styrelser for ”satsede”, er det nok en meget præcis beskrivelse. For de fleste statslige arbejdspladser har faktisk oplevet, at de opslåede stillinger er blevet besat uden egentlig ventetid. Og omvendt er det erfaringen fra bl.a. Tinglysningsrettens flytning til Hobro, at man særligt i de jyske flytninger oplever lavere ejendomsomkostninger og et markant lavere sygefravær. Som Professor Jørgen Grønnegård Christensen tidligere har bemærket, så går ”pylregrænsen” ved Storebælt.

Derudover overvejer man ikke, at udflytningen kan være med til at skabe udvikling lokalt, både gennem afledte arbejdspladser, men også ved at skabe et bredere arbejdsmarked lokalt. De afledte arbejdspladser er al den ekstra aktivitet det skaber i lokalsamfundet, og det udregnes af London School of Economics til omtrent 55 ekstra arbejdspladser per 100 der flyttes, mens det hos danske Center for Regional- og Turismeforskning vurderes til ca. 35 arbejdspladser i lokale butikker, service og håndværkere.

Men vigtigst er muligheden for at udvide et lokalt arbejdsmarked og på den måde sikre, at man kan fastholde produktionsvirksomheder i Danmark. Det bedste tegn på denne effekt var, da Danfoss tilbød ansættelse til ægtefæller til de medarbejdere, der blev flyttet til Sønderborg Kommune. Når man har et mere alsidigt arbejdsmarked bliver rekrutteringen nemmere for de virksomheder, der driver vores eksport.

S-borgmestre vinder mest på udlfytning
Useriøst bliver det dog, når forfatterne beskriver placeringen som et ”politisk spil mellem borgmestre og politikere fra diverse berørte valgkredse”. For der er vel intet, der tyder på det? I planen er der flyttet i omtrent 1800 jobs til de 33 daværende socialdemokratisk ledede kommuner, mens omtrent 1200 blev placeret i de 48 V-kommuner og 357 i konservative eller lokalliste-styrede kommuner.

Skulle der på den anden side være en hensigt om at give milde gaver til ministrenes valgkredse, blev de skjult godt. Den ansvarlige Troels Lund Poulsen fik intet til sin egen kreds i Hedensted, ligesom de tre topministre i koordinationsudvalget tilsammen fik 40 arbejdspladser til deres kredse.

I stedet for konspiration om politikernes motiver, ville det give mere mening at overveje, hvad vi kan lære af den nuværende flytteplan

At man vil læse den slags motiver ind i en politisk beslutning er forståeligt, og det var også hvad vi forventede på Christiansborg før lanceringen. Men fordi det passer i andre sammenhænge, passer det ikke nødvendigvis her. I stedet for at opbygge en konspiration om politikernes motiver, ville det give mere mening at overveje, hvad vi kan lære af den nuværende flytteplan: Hvilke steder er man lykkes bedst og hvordan sikrer man lave udgifter og høj medarbejdertilfredshed? Det skylder vi de statslige medarbejdere, der i fremtiden bliver flyttet. Lige meget om de bliver flyttet fra provinsen til hovedstaden, som det oftest har været tilfældet, eller om det undtagelsesvist går den anden vej.

Kaare Dybvad er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.