Tre skæbnevalg for Europa

Europa står over for tre vigtige valg i 2017. I alle valg spiller højrepopulister en rolle, og især det franske præsidentvalg kan få stor betydning for resten af Europa. Reportage fra konference om fremtidens Europa.
Efter sidste års to dramatiske valg i Storbritannien og USA har mange med bekymring set frem til 2017. Her står endnu en række vigtige valg for døren, som kan vende op og ned på det Europa, vi kender i dag.

I næste måned går hollænderne til valg, i april, maj og juni vælger franskmændene både ny præsident og nyt parlament, og til september er det tyskerne, der skal sammensætte en ny forbundsdag. Alle tre steder ser højrepopulister ud til at komme til at spille fremtrædende roller.

Derfor havde Nyt Europa og Europabevægelsen i går indkaldt til konferencen ”Europas Valg: Hvordan ser fremtidens Europa ud?”. Omkring 50 deltagere, heraf mange unge, er samlet i Christiansborgs provianthus, hvor formand for Nyt Europa, Steen Gade, byder velkommen.

Frihedspartiet kan blive størst i Holland
Troels Heeger, Berlingskes korrespondent i Tyskland, lægger ud med at fortælle om situationen i Holland, hvor Gert Wilders højreorienterede Frihedsparti PvV står til at kunne blive det største parti ved det kommende valg. Derimod ser det helt skidt ud for de hollandske socialdemokrater i PvdA, som den seneste valgperiode har været i regering med den borgerlige Mark Rutte. Partiet er nede på omkring 10 procent i meningsmålingerne, hvilket er historisk lavt.

Umiddelbart passer Holland dårligt ind i fortællingen om vrede, globaliseringsangste borgere der gør oprør mod den politiske elite. Væksten i Holland er høj, arbejdsløsheden er lav og der er styr på de offentlige finanser, fortæller Heeger.

Alligevel stormer Frihedspartiet frem i meningsmålingerne på en kritik af islam og EU. Og efter at Wilders har ændret kurs fra økonomisk liberalisme til at forsvare blandt andre pensionisterne, er det også lykkedes at kapre mange vælgere, der traditionelt har stemt socialdemokratisk. Et forvarsel om de utilfredse hollandske vælgere kom sidste år, da et stort flertal af hollænderne ved en vejledende folkeafstemning stemte nej til associeringsaftalen mellem EU og Ukraine.

En af tilhørende tager ordet og fortæller, at man ikke bør overdrive betydningen af islam i den hollandske valgkamp. Meget af det nuværende billede handler ifølge ham i lige så høj grad om, at de socialdemokratiske vælgere er utilfredse med PvdA indsats i regeringen. Blandt andet fordi partiet har lagt stemmer til nedskæringer på sundhedsområdet, som har betydet højere udgifter til sundhedsforsikringer for mange almindelige hollændere.

Troels Heeger fortæller dog samtidig, at Wilders ikke er populær blandt de øvrige partier. Den nuværende statsminister Mark Rutte ønsker ikke at samarbejde med Wilders, efter at Wilders i 2012 trak tæppet væk under Ruttes foregående regering. Det ser derfor vanskeligt ud for Wilders i forhold til at skulle spille en fremtrædende rolle efter valget.

Marine Le Pen til kamp mod EU og NATO
Endnu mere bekymring vækker udviklingen i Frankrig. Højrenationalisten Marine Le Pen har det sidste år ligget stabilt i meningsmålingerne, og står til at vinde første valgrunde med cirka en fjerdedel af stemmerne. Kampen om at blive hendes udfordrer ligger i øjeblikket mellem den skandaleramte konservative Francoise Fillon og den uafhængige, centrumorienterede Emanuelle Macron.

Det fortæller Preben Henriksen, seniorforsker ved Københavns Universitet. Han indleder dog med at henlede opmærksomheden på et delikat problem for Le Pen, som der indtil nu ikke har været meget fokus på i den danske presse: For at stille op skal man have 500 folkevalgte stillere, eksempelvis borgmestre, medlemmer af det franske parlamentet eller medlemmer af Europa-Parlamentet.

Med ud af de cirka 42.000 mulige stillere, der findes i Frankrig, er det kun de 422 der er tilknyttet Front National. Le Pen skal altså ud at finde mindst 78 stillere blandt personer, der er medlemmer af andre partier. Har Marine Le Pen ikke det på plads inden 17. marts, så kan hun ikke stille op!

Le Pen adskiller sig ifølge Henrik Prebensen sig radikalt fra sine to hovedmodstandere, de er begge to globalister og tilhængere af en neoliberal økonomisk politik, hvor Frankrigs økonomiske problemer skal løses gennem forskellige grader af offentlige nedskæringer (Fillon ønsker en hestekur, mens Macrons lidt mere skånsomme tilgang snarere kan kaldes en ”følkur”, som Henrik Prebensen formulerer det).

Le Pen er derimod nationalist, tilhænger af økonomisk protektionisme og ønsker at træde ud af euroen og genindføre francen, som så skal devalueres med 30 procent i forhold til euroen for at styrke fransk konkurrenceevne. Prebensen gør dog opmærksom på, at en sådan devaluering vil være meget problematisk for fransk økonomi, eftersom en stor del af den gæld, der findes hos både franske virksomheder og den franske stat, er optaget i euro, og som derfor vil stige tilsvarende, hvis francen devalueres. Det kan før til konkurser, arbejdsløshed og stort pres på de offentlige udgifter.

Le Pen er yderst kritisk over for ikke bare EU, men også NATO og USA. Hun ønsker i stedet tilnærmelser til Rusland. Det kan altså få drastiske konsekvenser, hvis hun kommer til at stå i spidsen for Frankrig. Henrik Prebensen gør dog opmærksom på, at selvom Le Pen skulle vinde præsidentvalget, vil hun efterfølgende skulle samarbejde med et parlament, hvor Front National ikke vil være i nærheden af at have flertal. I øjeblikket sidder partiet blot på 2 ud af 577 pladser i parlamentet, og på grund af det franske valgsystem er der ikke udsigt til, at det tal ændres nævneværdigt.

Samlet set vurderer han det dog som ”meget usandsynligt”, at hun skulle vinde præsidentvalget. Alle meningsmålinger tyder da også på, at hun taber stort i anden valgrunde, uanset om modstanderen hedder Macron eller Fillon.

Schulz-effekt kan bane vej for SPD-regering
Endelig fortæller Lukas Lausen, formand for Det Udenrigspolitiske Selskab U35, om efterårets vigtige valg i Tyskland. Selvom der også her ser ud til at blive tale om et historisk valg for højrepopulisterne i Alternative für Deutschland, så forventer ingen, at partiet vil få nogen indflydelse efter valget. Partiet har også tabt noget af pusten i meningsmålingerne, hvor det en periode var oppe omkring 14-15 procent, men alene det, at partiet bliver repræsenteret i forbundsdagen, vil være historisk.

Hvad angår kampen om kanslerposten, så er der de den seneste måned blevet vendt op og ned på meget, efter at den tidligere formand for EU-Parlamentet, Martin Schulz, er blevet udpeget som kanslerkandidat for de tyske socialdemokrater i SPD. Efter længe at have rodet rundt på 20 procent i meningsmålingerne, er SPD nu røget op på 30 procent, og er i flere meningsmålinger lige så store som Merkels CDU.

Ifølge Lukas Lausen skyldes Schulz-effekten blandt andet, at Schultz, modsat de to forgængere som kanslerkandidater, Frank-Walter Steinmeier og Peer Steinbrück, så har Schulz ikke været en del af de upopulære beslutninger, som SPD har stået bag op gennem nullerne. Ikke mindst de upopulære arbejdsmarkedsreformer, de såkaldte Hartz-reformer, der skar ned på arbejdsløshedsundersttelen og ført til en arbejdsmarked med millioner af såkaldte ”arbejdende fattige”.

Derfor har Schultz med større troværdighed end sine forgængere kunnet kritisere reformerne og tale om social retfærdighed. På den anden side er Schulz en pragmatisk politiker, der ikke har planer om at kaste Tyskland ud i store eksperimenter. Netop den balance mener Lukas Lausen kan blive afgørende for, at de tyske vælgere, han betegner som ”konservative” og ”status quo”-orienterede, vil betro SPD regeringsmagten. Samtidig er der flere steder er en følelse af, at det efter 12 år med Merkel er ved at være på tide med noget nyt.

Det er derfor helt åbent, hvad udfaldet bliver. Lausen mener, at en fortsættelse af den nuværende storkoalition mellem SPD og CDU er en oplagt mulighed, også selvom kansleren måske kommer til at hede Martin Schulz. En anden mulighed er, at det liberale parti FDP, der røg ud af forbundsdagen ved det seneste valg, kan komme tilbage og blive tungen på vægtskålen. Partiet sad senest i regering med CDU fra 2009 til 2013.

Lukas Lausen forventer ikke, at valget af Schultz vil få de store konsekvenser for Tysklands EU-politik og forholdet til omverdenen. Både Schulz og Merkel er overbeviste EU-tilhængere. Lukas Lausen vurderer dog, at Martin Schultz vil have bedre mulighed for at sikre opbakning til EU-projektet i de øvrige lande, da Merkel i høj grad forbindes med den sparepolitik, der er særdeles upopulær i de sydeuropæiske lande.

 


Flere artikler om emnet

Annonce