Minister afviser at gribe ind mod takststigninger

Transportminister Ole Birk Olesen afviste på dagens samråd at gøre noget ved de stigende takststigninger på kollektiv transport på Sjælland. Oppositionen vil bruge 15 millioner på at tage toppen af takststigninger.
Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, har de seneste dage været ude med hård kritik af transportminister Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance. I dag tog de to endnu en omgang, da Kim Christiansen havde kaldt Birk Olesen i samråd i Folketingets Transportudvalg. Her skulle ministeren forholde sig til den seneste tids kritik af det nye takstsystem på Sjælland.

Med taktreformen Takst Sjælland, der trådte i kraft 15. januar 2017, blev fire forskellige takstsystemer på Sjælland, Lolland, Falster og Møn samlet til ét system. Det skulle ifølge Movia, der står bag reformen, gøre takssystemet mere gennemskueligt og retfærdigt, så prisen på en reje i højere grad afspejler rejsens længde, frem for at afspejle hvorvidt man krydser grænserne mellem de forskellige systemer.

Men ikke alle har været lige tilfredse med den nye ordning. Der har både været klager fra pendlere, som har oplevet store stigninger på deres pendlerkort. Blandt andet på Facebookgruppen Takst Sjælland kan man læse hundredvis af indlæg fra frustrere pendlere, som undrer sig over logikken i det nye system.

”Vi var enige om, at der skulle laves et nyt og mere retfærdigt system. Der er et eller andet i min mailbox der tyder på, at det ikke er så retfærdigt endda”, lød det fra Kim Christiansen ved samrådets start. Han oplæste blandt andet en mail fra en ældre kvinde i Holbæk, som har oplevet store prisstigninger på sine ture til Amager.

Gammelt system kritiseret af statsrevisorer
Transportminister Ole Birk Olesen anerkendte, at der er sket en stigning for nogle pendlere: ”Det er korrekt, at de pendlere, der rejser langt inden for hovedstadsområdet, oplever prisstigninger som følge at takstreformen”.

Ole Birk Olesen refererede til en analyse fra konsulentfirmaet incentive, som viser, at 97 procent af kunderne har fået prisfald, uændrede priser eller prisstigninger på højst to kroner per rejsende. Kun 3 procent har altså oplevet prisstigninger på over to kroner.

Ifølge Ole Birk Olesen kommer takstreformen på baggrund af kritik fra Statsrevisorerne, som har påpeget det urimelige i, at der ikke altid er sammenhæng mellem en rejses længde og en rejses pris. Formålet med takstreformen har for det første skulle takstsystemet være mere ensartet, logisk og overskueligt.

For det andet skulle omlægning være provenuneutral, så der samlet set ikke skete hverken fald eller stigninger i prisen. Og for det tredje skulle konsekvenser for passagerer være små som muligt. ”Det svarer til at løse cirklens kvadratur”, indrømmede Birk Olesen.

Ole Birk Olesen lagde vægt på, at et enigt Folketing (bortset fra Enhedslisten) har støttet op bag principperne, og at både politikere og andre interessenter har været inddraget i arbejdet længe.

Ikke muligt at gøre alle glade
Et meget omdiskuteret element i takstreformen er afskaffelsen af det såkaldte alle-zoner princip. Hidtil har pendlere i hovedstadsområdet kunnet rejse i alle zoner ved køb af ni zoner. Fremover skal der som udgangspunkt betales for det antal zoner, der rejses. Det betyder selvsagt, at pendlere, der rejser over ni zoner, kan se frem til takststigninger.

Ifølge Ole Birk Olesen er der dog snarere tale om, at nogle pendlere ikke længere kan gøre brug af lige så store rabatter som hidtil: ”Der var nogen, der betalte for meget for deres rejse, for at andre til gengæld kunne betale for lidt, i forhold til deres rejselængde.”

Formålet med takstreformen er ifølge Birk Olesen netop at skabe sammenhæng mellem rejsens længe og rejsens pris, og det vil derfor betyde, at de pendlere, der indtil nu har betalt ”uforholdsmæssig lidt” derfor vil blive ”ligestillet med de øvrige pendlere”, og derfor få en takststigning.

Transpotministeren gentog derfor flere gange på samrådet, at der er sammenhæng mellem rejsens længde og rejsens pris, at omlægningen er provenuneutral og samtidig sikre, at ingen kommer til at betale mere for deres rejse.

Oppositionen har afsat 15 millioner til at hjælpe pendlere
Både Enhedslistens Henning Hyllested og Kim Christiansen gjorde opmærksom på, at partierne uden for regering har valgt at afsætte 15 millioner kroner årligt frem til 2020 til at tage toppen af takststigningerne. Ole Birk Olesen undrede sig imidlertid over, at partierne dermed reelt ville gå tilbage til en situation, hvor nogle pendlere får større rabatter end andre – netop det, som statsrevisorerne har kritiseret.

”Når et flertal beslutter, at man igen skal gå tilbage til at afkoble delvist pris og rejselænge med 15 millioner kroner, så står jeg i den situation, at vi så skal gøre noget, som igen vil kunne udløse kritik fra statsrevisorerne”, lød det fra Birk Olesen.

”Jeg synes, at ministeren måske gemme sig en lille smule bag Statsrevisorernes kritik”, lød det som replik fra Hyllested, som mente, at det måtte være en politisk beslutning, hvad det skulle koste at rejse til og fra København.


Flere artikler om emnet

Annonce