Man skal passe på med at tillægge afdøde bestemte holdninger, som de ikke kan forsvare sig imod, men måske vi alligevel kan bruge Eduard Bernsteins tankesæt til at forstå og beskrive den såkaldte ”alliance” mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Politikens forrang og klassesamarbejdet
En af Bernsteins centrale tanker var nemlig ”politikkens forrang”. I 1890’erne forstod han dog politikkens forrang sådan, at politiske idealer skulle styre markedet og ikke omvendt.

Men i dag kan vi bruge princippet om politikkens forrang sådan, at det er politikken, der er vigtig. Indhold og fællesmængde skal afgøre, om man kan samarbejde – ikke moralske standpunkter om, at andre partier ikke er ”stuerene” eller har en forkert kulør.

En anden af hans centrale tanker var, at arbejderklassen skulle alliere sig med den del af middelklassen, der også led under kapitalismens uretfærdigheder. Gennem parlamentariske alliancer skulle man opnå en mere retfærdig fordeling af samfundets værdier.

Hvem repræsenterer S og DF
I dag repræsenterer både Socialdemokratiet og DF en del af ”arbejderklassen” og ”middelklassen”, hvis vi skal blive i terminologien.

For mig handler det altså ikke kun om den politiske fællesmængde mellem S og DF. Det handler også om, hvem vi som partier repræsenterer og gerne vil repræsentere. Samler vi de vælgere, kan vi nå langt. Vi har mange af de samme vælgere.

Mange af de vælgere bor eksempelvis i Koldings nordlige bydel, hvor jeg er vokset op. Her fik Socialdemokratiet og DF til sammen 54,4 procent af stemmerne.

Her bor mange af de danskere, som jeg håber, at Socialdemokratiet kan repræsentere: Det er faglærte eller ufaglærte LO-lønmodtagere, der er ansat i det offentlige eller i det private, f.eks. i industrien. Det er folk som mine faglærte forældre.

De bor typisk i et parcelhus fra 1960’erne og har en enkelt bil, men de kan også bo i rækkehus eller almennyttig bolig. De er aktive i den lokale sportsforening eller spejdertrop. De tror på godt naboskab og sammenhold, gode arbejdsforhold, stærke velfærdsinstitutioner og pragmatisme. Hvis man spørger de mennesker, er jeg overbevist om, at de ser store perspektiver i et samarbejde mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Den politiske fællesmængde – og lidt til
Jeg ønsker, at Socialdemokratiet kan tage Dansk Folkeparti i hånden en gang i mellem, præcis som vi laver politik med alle andre partier.

Men for mig handler det ikke kun om den politiske fællesmængde på for eksempel velfærds-, trafik- eller arbejdsmarkedsområdet.

Det handler om, at de to partiers vælgere er relativt ens og har fælles interesser, som vi skal varetage og omfavne i en parlamentarisk alliance. Præcis som Bernstein talte for, for over hundrede år siden.

Jakob Esmann (f. 1993) er retorikstuderende ved Københavns Universitet. Han er tidligere medlem af DSU’s forretningsudvalg.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.