Hollandske socialdemokrater på vej ud over afgrunden

Hollænderne skal til valg 15. marts. Det valg ser ud til at blive en regulær katastrofe for de hollandske socialdemokrater.
Geert Wilders er den absolutte hovedperson ved valget i Holland. Den lyshårede højrepopulist står til at blive den næste i rækken af anti-establishment-kandidater, der står til at ryste de etablerede partierved et demokratisk valg. Og selv om momentum for Wilders er gået lidt af, så står Wilders og hans parti i næsten alle målinger til at blive det største.

Men der er også en anden historie, som handler om det hollandske arbejderparti, som er i livstruende krise. PvdA, Partei van der Arbeijd, eller på dansk Arbejderpartiet, er nemlig i mere end alvorlig risiko for at blive reduceret til det nærmeste ingenting, når de hollandske vælgere i midten af næste måned skal vælge de 150 medlemmer af det hollandske andetkammer i regeringsbyen Haag.

Kolossal rustchetur på 10 måneder
Partiet står til at blive mere end halveret fra 24,8 procent ved  seneste valg til omkring 8 procent ved dette valg. Og dermed følge det græske PASOK som det andet socialdemokratiske parti i Europa, som kombinationen af finanskrisen og flygtningespørgsmålet har taget livet af.

I den seneste meningsmåling fra 1. marts 2017 får PvdA bare 8 procent af stemmerne.

Meningsmåling Holland

Derouten er i den grad bemærkelsesværdig, ikke mindst på grund af hastigheden. I en meningsmåling foretaget i januar 2014 stod PvdA til at blive det største parti med 22 procent af stemmerne. Allerede i oktober samme år, ti måneder senere, ramte  socialdemokraterne første gang 10 procent. Og siden er det kun blevet værre.

At valg-katastrofen er tæt på kan man selv gætte sig til, når de ledede hollandske socialdemokrater slår de dårlige meningsmålinger hen med, at den eneste måling der tæller, er den på valgdagen eller henviser til, at der fortsat er mange tvivlere. Almindeligvis sikre tegn på desperation.

Austerity og udlændinge
Og det er ikke uden grund, hvis nerverne sidder uden på tøjet på både de ledende politikere og de menige partisoldater. Arbejderpartiet har tabt vælgere til både højre og venstre.

På den ene side til Geert Wilders højre-populistiske Frihedspartiet, PVV, og til venstre til især De Grønne, der står til at blive tredoblet op.

Det er en aldeles farlig cocktail bestående af opbakning til austerity, slap udlændingepolitik og manglende fokus på stigende ulighed, som har kastet PvdA derud, hvor de er endt, skrev en skotsk freelance-journalist, Gordon Darroch, der bor i Haag i et blogindlæg.

Og oven i det så har regeringssamarbejdet, hvor socialdemokraterne har været lillebror i en regering med det liberale parti PVV, kostet dyrt. Statsminister Mark Ruttes parti, VVD, er i familie med både Venstre og de radikale, og minder nok mere om det sidste end det første.

Liberal økonomisk politik
De hollandske socialdemokraters kurs i regering har i høj grad lignet den som Socialdemokratiet herhjemme havde under Thorning, hvor man videreførte VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand.

PvdA har været med til at gennemføre en lang række ”nødvendige” økonomiske reformer, med det formål at få den hollandske økonomi på ret kurs igen efter finanskrisen.

Pensionsalderen er blevet sat op og den offentlige sektor er blevet skåret ned. Spørgsmålet omnnedskæringerne på de ældre også betydet, at pensionistpartiet 50PLUS står til mere end en tredobling af deres stemmetal, fra 2 til 6 procent.

Og ligesom i Danmark har den økonomiske hestekur overordnet set været god for mange. Arbejdsløshedskøen er blevet kortere, men stigningen i beskæftigelsen kan i høj grad tilskrives, at mængden af korttidsansættelser er eksploderet. Gode sikre middelklassejobs er blevet udskiftet med mere usikre lavtlønsjob.

Splittet på udlændingeområdet
Udlændingespørgsmålet har også været en gordisk knude, som PvdAs ledelse ikke har kunnet løse. På den ene side er der mange vælgere som gerne vil stramme udlændingepolitikken, som derfor er søgt mod Geert Wilders.

Men på den anden side har socialdemokraterne, der traditionelt har været et parti som havde stor opbakning blandt de mange hollandske indvandrere, også været igennem en sag internt, hvor man endte med at ekskludere to parlamentsmedlemmer for at have lidt for tætte kontakter til islamiske organisationer. Det har fået mange vælgere med indvandrerbaggrund til at vende partiet ryggen.

Ikke tid til at rette op
Og i modsætning til situationen hos SPD i Tyskland, hvor man fik verfet den upopulære leder ud med en mere spiselig for vælgerne, så skulle der et kampvalg til i sidste øjeblik for at fjerne den blandt medlemmerne populære  formand Diderik Samson, der havde ført partiet frem til valgsejren i 2012.

Men blandt andet fordi valget, efter fransk forbillede var åbent for alle der gad at betale 2 euro, så blev Samson smidt på porten i december.

Partiformand Lodewijk Asscher, der også er social- og beskæftigelsminister, har derfor kun siddet tre måneder på posten og han har som minister i den siddende regering et stor medansvar for alle dens beslutningerne og har haft svært ved at rette op på partiets troværdighed.

Den 42-årige jurist fra Amsterdam har dog forsøgt at markere partiet med mere klassisk venstreorienterede socialdemokratiske synspunkter som for eksempel et forslag om en millionærskat og højere selskabsskat, som skal være med til at betale for blandt andet bedre ældrepleje.

Har prøvet det før
Det hollandske arbejderparti kan dog glæde sig ved, at partiet har været nede at vende før. Ved valget i 2002, det blev afholdt ni dage efter at højre-politikeren Pim Fortuyn blev myrdet, fik partiet kun 15 procent af stemmerne.

Men dengang var forklaringen entydigt, at en masse mennesker stemte på Pim Fortyns liste i sympati ovenpå drabet og ved valget året efter var PvdA tilbage på sit mere normale niveau.

Spørgsmålet er om der denne gang også findes en vej tilbage for de hollandske socialdemokrater efter dette valg?

 

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook