Ministerierne forsøger at styre udenom kommunerne

Når regeringen fortsat tager udgangspunkt i en forfejlet centralistisk styring, så betyder det at den nye innovationsminister Sophie Løhde kommer til at mislykkes. Løsningen ligger i at sætte det kommunale selvstyre fri.
Når VLAK-regeringen drøfter en sammenhængsreform for den offentlige sektor, sker det med udgangspunkt i en forfejlet centralistisk styringstænkning. Derfor sker der heller ikke noget denne gang, og derfor mislykkes den nye innovationsminister Sophie Løhde. Men hvorfor kan de ikke tænke ud af boksen i centraladministrationen? Det er fordi, de ikke kender til virkeligheden i det danske velfærdssamfund. Løsningen ligger i at sætte det kommunale selvstyre fri.

Innovationsministerens svendestykke?
Politiken havde den 23. februar en omtale af et nyt udspil til en sammenhængsreform for den offentlige sektor. Det skulle angiveligt være drøftet i regeringens koordinationsudvalg. Derfor er det et oplæg, som nok er udarbejdet i finansministeriet, men samtidigt grundigt drøftet i kredsen af de vigtigste topembedsmænd på Slotsholmen. Udspillet indeholder derfor ”cremen” af, hvad departementschefstyret kan udtænke af tiltag for at forny og forbedre den offentlige sektors måde at fungere på. Så kan forventningerne ikke skrues højere op.

Det er de samme gamle travere, som har været på tapetet igennem de sidste 35 år.

Fire elementer indgår ifølge Politiken i udspillet: For det første, at der skal fokus på resultater i den fremtidig styring frem for proces. For det andet, at der skal bruges mere teknologi i den borgernære service. For det tredje, at der skal bedre ledelse, og for det fjerde, at der skal mindre bureaukrati. Ja, var det ikke, fordi det var så mistrøstigt, ville man slå sig på låret af grin. Det er de samme gamle travere, som har været på tapetet igennem de sidste 35 år.

Moderniseringen af den offentlige sektor har siden 1983 bygget på en filosofi om, at der skulle være bedre mål, at der skulle bruges mere teknologi, at ledelsen skulle forbedres, og at unødigt bureaukrati skulle fjernes. Der har faktisk også gennemgående været et femte credo: at den offentlige sektor skulle lære af den private sektor, men den må være glemt her.

Det er en skam, men det svendestykke kommer der desværre ikke noget ud af.

Siloopsplitning skader borgeren
Den centrale udfordring i dagens velfærdssamfund er den ulidelige siloopsplitning, som gør sammenhængende indsatser meget vanskelige. Hvad der er blevet delt i toppen, er næste umuligt at få til at hænge sammen i bunden. Man har en ressortfordeling mellem de forskellige ministerier, som giver grænsestridigheder inden for apparatet i en sådan grad, at det er vigtigere at vinde disse stridigheder, end at der kommer noget ud af det i virkeligheden. Det betyder at indsatsen overfor borgeren ikke hænger sammen.

Hvad der er blevet delt i toppen, er næste umuligt at få til at hænge sammen i bunden.

Jeg har tidligere påpeget den manglende sammenhæng imellem social-, beskæftigelse-, undervisnings-, integrations- og sundhedsområdet. Samme mangel på sammenhæng er der imellem erhvervs-, miljø-, landbrugs- og fødevareområdet. Og alle indsatsområder slås med justits- og ikke mindst finansområdet.

Der er således ikke sammenhæng i regeludspil og politikudvikling på Slotsholmen og derfor heller ikke i Folketinget. Det giver for den enkelte borger konkrete negative eksempler som den psykisk syge unge, der indkaldes til udredning via E-boks. Men han har typisk ikke nogen Nem-ID og ikke adgang til E-boks, og derfor kommer han ikke til udredning. Han får status, som én, der misligholder aftaler, og må starte forfra hos egen læge – alt imedens han bliver stadig mere syg og selvmordstruet. Eller det kan være den arbejdsløse enlige mor, som ikke kan passe sit ressourceforløb, fordi hun har et barn, som kun kommer i skole, hvis hun er hjemme. Og sådan er virkeligheden fyldt med konkrete eksempler på manglende sammenhæng mellem forskellige dele af lovgivningen. Her bliver borgeren et offer for netop den siloopsplitning, som hersker centralt.

Når de negative eksempler bliver mange, begynder ministerierne hver for sig at etablere deres egen udgave af helhedstænkning. Heller ikke det har en gang på jorden. Når Sundhedsstyrelsen laver sin egen udgave af helhed og sammenhæng ses borgeren fra Sundhedsstyrelsens vinkel, og her mangler det sociale-, det beskæftigelsesmæssige-, det uddannelsesmæssige område, osv.

Helhedstænkning bliver derfor på Slotsholmen til et redskab til at markere sit eget ministerium eller styrelse i forhold til de andre aktører på Slotsholmen. Det sikrer i hvert fald ikke borgeren mod siloopsplitningen.

En centralistisk styringstænkning
Fejlen ligger i en centralistisk tænkning og det har præget de forvaltningspolitiske reformtiltag igennem de sidste 35 år. Der er en selvbevidst tro på, at man udgør eller i hvert fald repræsenterer landets øverste ledelse. Det handler derfor om, at det er os, som bestemmer, hvilken vej skibet Danmark skal sejle på vores område. Man ser ikke, at systemet ikke hænger sammen decentralt og at borgerne bliver klemte af mangel på helhed og sammenhæng. Man ser det ikke fordi man mangler domænefaglighed og dermed kendskab til, hvordan samfundet fungere i kommuner og på institutioner.

Ministerierne har på hver deres område siden engang først i 90’erne reelt forsøgt at styre uden om kommunerne

Ministerierne har på hver deres område siden engang først i 90’erne reelt forsøgt at styre uden om kommunerne. Det betyder at siloopsplitningen får konsekvenser helt ud på institutionsniveau. Det er, som sagt, svært at samle noget, som er blevet godt og grundigt splittet og delt i toppen. Årsagen til den centralistiske tankegang hænger sikkert sammen med topchefernes egne personlige oplevelse som chefer i et meget centralistisk statsligt system, og da de hovedsagelig kun har erfaring fra Slotsholmens snævre gange, tror de, at sådan er forholdene i hele den offentlige sektor.

Fantasiløsheden i de forvaltningspolitiske udspil hænger således snævert sammen med den manglende bredde i den erfaringsbaggrund, som kendetegner departementschefstyret. Reelt er der i dag kun to departementschefer ud af 19, som har en solid erfaring uden for Slotsholmen. Resten er hjemmefødninge med de begrænsninger, som det giver.

Helhed og sammenhæng for borgeren starter ude hos borgeren
Megen god viden er gennem årene gået tabt, og bl.a. har man glemt, at helhed og sammenhæng starter hos borgerne. Det er derfor, at Danmark har haft succes med et meget decentraliseret styre. Modsat mange andre lande vi normalt sammenligner os med, har Danmark et grundlovssikret kommunalt selvstyre.

Danmark et grundlovssikret kommunalt selvstyre

Det fik vi reelt før Grundloven i 1849 ved Københavns demokratiske styrelseslov allerede i 1837. Christian den 8. formulerede det på den måde i 1841, at det var afgørende, at borgerne i København ved at få selvstyre fik 'en forøget betryggelse for en pålidelig og hensigtsmæssig bestyrelse af de anliggender, der vedkommer det samfund, hvortil de nærmest hører'. Landet skulle således styres tæt på borgerne.

Helhed og sammenhæng i indsatsen starter der, hvor borgerne er, og derfor skal en innovationsreform selvfølgelig starte i kommunerne og måske endda i institutionerne. En sammenhængsreform for den offentlige sektor bliver kun til reel sammenhæng for borgeren, hvis den giver kommunerne friheden til at tilrette den sammenhæng, som giver mening i netop den konkrete kommune. Skulle man centralt overveje et tiltag, kunne det være at give borgerne et retskrav på, at alle offentlige indsatser overfor den enkelte borger skulle udgøre en sammenhængende helhed.

Eller sagt med andre ord: borgerne må ikke undgælde for manglende sammenhæng imellem forskellige lovgivninger på forskellige områder. Borgeren er en helhed. Det ville give kommunerne et reelt ansvar og sætte fagligheden fri. Men det ville også gøre rigtig megen lovgivning overflødig, og det er jo ikke så godt, hvis man lever af netop det.

 

Knud Aarup, er forfatter, tidligere direktør i Socialstyrelsen og nuværende formand for Socialpolitisk Forening

‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, om de emner der sætter dagsordenen i arbejderbevægelsen.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.


Kommentarer fra Facebook