Mange politikere, kommentatorer og meningsdannere til venstre for midten har forfærdet talt den farlige populisme og en snigende demokratisk svækkelse op. Men paradoksalt nok bliver frygten for nye totalitære tendenser besvaret med en tilsvarende totalitær frygt for, at folket kunne finde på at træffe en beslutning, som udfordrer de mest EU-begejstrede.

Senest har tre danske centrum-venstre partier; Radikale, Alternativet og SF foreslået en fælles aftale om, at der ikke må udskrives afstemning om dansk EU-medlemskab.

De radikales leder Morten Østergaard siger i den forbindelse: ”Vi foreslår, at de syv partier i Folketinget, der ønsker fortsat dansk medlemskab af EU, én gang for alle slår fast, at der ikke bliver nogen dansk afstemning om vores EU-medlemskab”.

Hvis ikke engang EU-positive partier tror på, at de kan overbevise vælgerne om EU’s lyksaligheder, hvem skal så tro på det?

Jeg finder udmeldingen ejendommelig, defensiv og skadelig for opbakningen til det europæiske projekt. Hvis ikke engang Folketingets EU-positive partier tror på, at de kan overbevise vælgerne om EU’s lyksaligheder, hvem skal så tro på det?

Folkeafstemninger er en indgroet del af dansk demokrati – like it or not
Der er gode grunde til at problematisere folkeafstemninger. De handler ofte om alt andet end det, der står på stemmesedlen, og de risikerer let at køre helt af sporet i indenrigspolitisk fnidder-fnadder.

Det var tilfældet i Storbritannien, hvor David Cameron begik den gigantiske strategiske brøler at udskrive en afstemning, der skulle sikre hans eget mandat, men i stedet muliggjorde Brexit.

Med udover det er folkeafstemninger for det første med til at give vælgerne større viden. Og for det andet er folkeafstemninger en grundlovssikret rettighed. Ifølge grundloven er der situationer, hvor det ikke er politikerne men landets borgere, der skal have det sidste ord. Og det kan indimellem være både rigtig sundt og meget fornuftigt.

Men når De Radikale, SF og Alternativet ønsker at forhindre, at der i al fremtid skal kunne udskrives en afstemning om det danske EU-medlemskab, så bryder de med mange af de principper, som selvsamme partier bygger på.

De radikale; partiet der mere end noget andet hylder Grundloven, Alternativet; partiet der er rejst  på en tanke om mere borgerinddragelse og SF; partiet der i årevis levede højt på de fire forbehold som partiet fik igennem ved en folkeafstemning, taler imod endnu en folkeafstemning.

Et demokrati tager altid højde for samfundets forandringer
Udspillet svigter den danske demokratiske tradition, når man vil gemme beslutninger bag en teknokratisk musketer-ed og fratage vælgerne en grundlovssikret rettighed.

Frem for at gemme store beslutninger og folkelige diskussioner væk bag en fordækt aftale, har vi brug for et levende demokrati.

Den politiske diskussion kan aldrig reduceres til en afsluttet proces, noget man kan parkere sig på sidelinjen.

Den politiske diskussion kan aldrig reduceres til en afsluttet proces

I grønspættebogen om det danske demokrati ”Hvad er demokrati” fra 1945 skrev teolog og samfundsrevser Hal Koch: ”I et demokratisk samfund indrømmer man, at alle afgørelser er relative, kun tilnærmelsen til det rette, og derfor hører drøftelsen ikke op”. Pointen er altså, at ting kan ændre sig, samfundet er foranderligt, og de politiske beslutninger i demokrati skal altid kunne tage højde for netop disse gradvise forandringer. Vi skal turde diskutere, også selvom vi risikerer at tabe diskussionen.

Derfor giver det ingen demokratisk mening at binde sig på hænder og fødder, bare fordi man er glad for EU, som det ser ud lige nu.

Længe leve - det levende demokrati
For Hal Koch var det centrale, at holdningerne skal brydes og mødes, ligesom der skal være plads til at vi alle sammen bliver gradvist klogere.

Hvis vi binder demokratiet op på konventioner, juridiske aftaler, retlige krav og prædefinerede aftaler, sætter vi Hal Kochs ideal om det levede demokrati på spil og vælgerne ud på sidelinjen med mere EU-skepsis til følge.

De Radikale, SF og Alternativet burde sætter borgerne højere end de gør, når man går ned ad denne småtotalitære sti.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.