Transportminister kritiseres for at tilbageholde post-oplysninger

Transportminister Ole Birk Olesen kritiseres af både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti for at tilbageholde oplysninger om behovet for en kapitalindsprøjtning i PostNord.
Transportminister Ole Birk Olesen (LA) kritiseres af både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti for at tilbageholde oplysninger om behovet for en stor kapitalindsprøjtning til det statsejede selskab PostNord. Et referat fra et møde mellem transportministeren og ledelsen i PostNord, som TV2 er kommet i besiddelse af, viser, at transportministeren allerede i december sidste år blev oplyst om behovet for en kapitalindsprøjtning på mindst 2,7 milliarder for at redde det statsejede postselskab.

Mødereferatet modsiger således transportministerens egen forklaring til TV2 i går aftes, hvor han svarede på, hvorfor Folketinget først fik besked om det store hul i PostNords kasse i februar. ”Vi fik lige inden jul besked om, at PostNord måske ville få brug for nogle penge, uden at der blev sat beløb på. Vi havde så et arbejde i gang med at analysere det budskab. Vi hyrede eksterne rådgivere i januar, og allerede i starten af februar orienterede vi så ordførerne”, sagde transportminister Ole Birk Olesen til TV2 i går onsdag.

Ole Birk Olesen, der har fået kritik for at sidde på oplysningerne og være alt for langsom til at involvere Folketingets partier, forklarer den sene orientering med, at selvom han hører om problemerne i PostNord i december, er det først i februar, at han kender problemets omfang.

Samme budskab fremgår af en redegørelse til Folketinget 7. marts, hvor Transportministeriet skriver, at ”ledelsen (i PostNord, red.) omtaler et finansieringsbehov, men uden konkrete tal. Et bidrag fra ejerne nævnes ikke direkte, men det følger af måden, hvorpå de mulige finansieringskilder nævnes af ledelsen.”

Dén forklaring bliver altså nu modbevist af mødereferatet, der viser, at transportministeren allerede 19. december blev oplyst om behovet for en kapitalindsprøjtning i PostNord på i underkanten af 4 milliarder.

Hård kritik fra S og DF
Ministerens tilbageholdelse og mulige usande forklaring til Folketinget vækker stor vrede i Socialdemokratiet. ”Den her sag bliver mere og mere grotesk. Det, ministeren siger, er simpelthen ikke i overensstemmelse med sandheden, for der står jo det modsatte i mødereferatet fra december”, siger Socialdemokratiets postordfører Christian Rabjerg Madsen.

Hvad værre er for Ole Birk Olesen, er kritikken tilsvarende hård fra regeringens støtteparti Dansk Folkeparti. ”Det er meget alvorligt det her. Han står og siger på News, at han ikke kendte til tal. Det tyder meget jo nu på, at han gjorde. Det er meget problematisk, hvis ministeren står og ikke fortæller sandheden”, siger Dansk Folkepartis transportordfører Kim Christiansen.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet

Annonce