Kommission skal styrke ledelsen i den offentlige sektor

Regeringen nedsætter en ledelseskommission, der skal komme med konkrete anbefalinger der kan styrke kvaliteten af den offentlig ledelse.
Vi skal møde fremtidens udfordringer med en mere effektiv og tidsvarende offentlig sektor, hvor der er fokus på god ledelse og motiverede ansatte. Derfor har regeringen nedsat en ledelseskommission med den tidligere direktør for Falck, Allan Søgaard Nielsen, i spidsen.

Offentlig ledelse er noget andet end privat ledelse. Kompleksiteten er højere, og entydigheden lavere, og det stiller særlige krav til offentlige ledere, ikke mindst offentlige driftsledere. Jeg ser frem til at være med til at skabe transparens på rammevilkårene for offentlige ledere, og til at være med til at udvikle driftseffektiv offentlig ledelse, så vores velfærdssamfund kan bevares og udvikles,” siger Allan Søgaard til regeringen.dk.

Medlemmerne af ledelseskommissionen er ledere med ledelseserfaring fra forskellige dele af den offentlige og private sektor samt ledelseseksperter, blandt andet den tidligere departementschef i Finansministeriet David Hellemann og DMI-direktør Marianne Thyrring, der i offentligheden er mest kendt for at blive fyret som departementschef i Miljøministeriet.

Minister: Vi skal lære af de bedste
Kommissionen der er nedsat af den nye innovationsminister Sophie Løhde (V) skal betjenes af et sekretariat i Moderniseringsstyrelsen.

”Vi har rigtig mange dygtige og engagerede ledere i den offentlige sektor. Dem vil vi gerne have flere af, for bedre ledelse giver ganske enkelt bedre velfærd. Vi har brug for ledere, der skaber rum for fagligheden, sætter fokus på kerneopgaven og skaber sammenhæng på tværs af den offentlige sektor," siger innovationsminister Sophie Løhde til regeringen.dk og fortsætter:

"Derfor skal vi blive bedre til at lære af de bedste, og vi skal give lederne bedre rammer for at lede. I den offentlige sektor har vi en tendens til at styre for meget og lede for lidt. Men vi skal også blive bedre til at tale åbent om, at der er forskelle og hvorfor. Og dermed at der er potentiale for mere og bedre velfærd for pengene. Ledelse betyder noget, og derfor er bedre ledelse helt afgørende i arbejdet med at løfte og forny den offentlige sektor.”

Ingen af ledelseskommissionens ni medlemmer kommer fra lønmodtagernes organisationer, men der er nedsat en følgegruppe hvor blandt andet fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne er med.

Lederne kan ikke trylle
LO’s formand Lizette Risgaard glæder sig over den nye kommission, men advarer dog imod, at tro, at fokus på god ledelse alene kan løse udfordringerne med at sikre en ordentlig velfærd i fremtiden. Det kræver ifølge hende, at der er hænder nok.

”Gode ledere kan skabe mere rum til fagligheden og sætte fokus på kerneopgaven på den enkelte arbejdsplads. De kan gøre en kæmpe forskel. Men de kan ikke trylle flere penge frem, end der er i budgettet,” siger hun i en pressemeddelelse.

”Vi går ind i en tid, hvor andelen af ældre, plejekrævende borgere stiger, og det kræver mere end god ledelse at få mere ud af mindre. Det er afgørende, at fremtidens ledere inddrager medarbejderne endnu mere og skaber rum for faglighed. Og så skal der naturligvis være den rigtige normering – altså nok medarbejdere – til at løse velfærdsopgaven bedre i fremtiden.”

Sæt den offentlige sektor fri
God ledelse kan gøre underværker for kvaliteten, produktiviteten og arbejdsglæden på de offentlige arbejdspladser. Men det forudsætter, at politikerne tør sætte den offentlige sektor fri, siger Henning Thiesen, der er formand for nogle af de mest udskældte medarbejdere i den offentlige sektor, nemlig de offentlige chefer i fagforbundet Djøf.

Han håber, at kommissionen bidrager til at få løsnet den politiske detailstyring af den offentlige sektor.

”Friere rammer for ledere er forudsætning for at medarbejdere kan bruge deres faglighed til gavn for borgerne. Vi må huske, at hver gang man triller en uskyldig snebold ned fra toppen af bjerget, så kan det ende som en lavine af overbureaukrati og manglende tillid for den enkelte medarbejder,” siger Henning Thiesen i en pressemeddelelse.

Kommissionen skal ifølge planen afslutte sit arbejde ved udgangen af 2017.
De ni medlemmer af kommissionen er:

- Allan Søgaard Larsen, tidligere koncernchef for Falck A/S (formand)
- Lotte Bøgh Andersen, professor på Aarhus Universitet.
- Eva Zeuthen Bentsen, partner Odgers Berndtson. Tidligere direktør på Gentofte Hospital.
- Marianne Thyrring, direktør for Danmarks Meteorologiske Institut. Tidligere departementschef i Miljøministeriet.
- Lasse Jacobsen, kommunaldirektør i Viborg Kommune.
- Dorthe Gylling Crüger, adm. direktør på Sygehus Lillebælt.
- Emma Winther, centerleder på Plejecenter Kastaniehaven, Vejle Kommune.
- Birgit Lise Andersen, skoleleder på Strandgårdsskolen, Ishøj Kommune.
- David Hellemann, koncerndirektør i Nykredit, tidligere departementschef i Finansministeriet.
- Alfred Josefsen, ejer af ledelsesfirmaet Alfred A/S. Tidligere adm. dirktør for Irma.

Læs hele kommissoriet her.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce