I mandags tonede energiministeren frem med den lidt usædvanlige melding, at den borgerlige regering havde tænkt sig at udbygge den vedvarende energi. Usædvanlig, fordi eksemplerne på det modsatte de sidste halvandet år er mere talrige end svinefarme med MRSA.

Vi har en regering, der har forsøgt at aflyse allerede udbudte vindmølleparker, har halveret støtten til forskning i energiteknologi, har skrottet klimamålsætningerne og som stadig sylter de afgiftsændringer, der skal til, for at vi får brugt vores vindmøllestrøm bedre. De forsømmer selvfølgelig ikke en chance for at tage æren for de grønne succeshistorier, de stadig ikke har fået stoppet, men det bliver det hele jo blot en smule ufrivilligt komisk af.

Regeringen forsømmer ikke en chance for at tage æren for grønne succeshistorier, de stadig ikke har fået stoppet

Baggrunden for mandagens melding om, at der fra 2020-2030 skal udbygges med vedvarende energi, var den årlige basisfremskrivning, der viser os, hvordan det står til med den grønne omstilling i Danmark. Og i sig selv havde den modsatte melding været mere opsigtsvækkende. Ingen havde vel (trods alt) regnet med, at der ingenting skulle ske. Eller at vi skulle bruge pengene på at genopbygge kulkraften. Man får næsten den tanke, at det meget dystre billede i rapporten tjener til at få det varslede borgerlige forslag til nyt energiforlig til at fremstå som et skridt i den rigtige retning?

Brug for massiv udbygning med vedvarende energi
Den tanke parkerer vi lige. For selvom basisfremskrivningen jo er udtryk for billedet ”hvis intet sker” og regeringen (forhåbentlig) har tænkt sig at gøre et eller andet, så er der alligevel en række punkter, som bør få de grønne alarmklokker til at ringe.

For det første viser Basisfremskrivningens tal, at vi har brug for en massiv udbygning med vedvarende energi, hvis vi skal nå målet om et lavemissionssamfund i 2050. Priserne rasler heldigvis ned og støtten falder derfor også markant. Men det, der for alvor driver priserne nedad, er jo stabiliteten og sikkerheden omkring investeringerne. Det er derfor gift for branchen og investeringerne, hvis der skabes usikkerhed, som regeringen har gjort de seneste år.

På området for landvind er der kun 11 måneder til det nuværende system udløber – og regeringen har hverken spillet ud med et nyt forslag til model eller indbudt til forhandlinger. Det er ikke sådan man driver omkostningseffektiv energipolitik, og det kan i sagens natur kun gå for langsomt med at få vished for hvad der skal ske med den billigste form for vedvarende energi om mindre end et år.

Det, der for alvor driver priserne nedad, er jo stabiliteten og sikkerheden omkring investeringerne

For det andet står det sløjt til på transportområdet. Faktisk vurderes der ikke at ske noget på vejtransporten frem mod 2030. Målet fra energiaftalen i 2012 om, at mindst 10 procent af landtransporten skal være dækket af vedvarende energi, når vi ikke. Regeringen sylter området og har – til trods for at elbilsalget er gået helt i stå – holdt stædigt fast i at hæve afgifterne på elbiler igen. Socialdemokratiet forsøger i øjeblikket at presse regeringen til at sænke elafgiften, så vi kan få flere elbusser i byerne. Selvom det vil være fremragende for både brugen af den grønne strøm, støjen og mindre luftforurening i de store byer, så er det jo ikke noget, der redder transportsektorens CO2-regnskab.

Regeringen har skrottet klimamål
For det tredje har regeringen droppet sit klimamål. Klimamålet har vel faktisk den tvivlsomme ære at være det første mål fra regeringsgrundlaget, der er blevet skrottet. Så meget for snakken om grøn optimisme og konservative sejre. I 2020 når vi kun vores internationale CO2-mål for transport, landbrug og byggeri, fordi vi har gammelt overskud på kontoen fra tidligere år, og der er endnu ingen skridt i retning af hvordan landbrug og transport skal levere på EU-kravet om 39 procent reduktion i 2030. Faktisk er regeringens mål for andelen af vedvarende energi jo netop indrettet således, at det totalt ignorerer landbrugets rolle i den grønne omstilling.

Det er lidt skræmmende hvis det eneste klima, som de blå partier forbedrer, er regeringens interne arbejdsklima

For det fjerde viser fremskrivningen det velkendte, massive behov for en øget elektrificering af vores samfund. Det har Venstre også opdaget, og de snakker rigtig meget om det. I Folketingssalen, i debatindlæg og til enhver mikrofon de ser. Men der sker bare ingenting. Vi venter stadig på en indbydelse til forhandling om, hvordan vi eksempelvis sikrer, at vi kan bruge vindmøllestrømmen i fjernvarmesektoren.

Der er nok at tage fat på. Og man skal ikke lade sig dupere af, at ministeren nu trækker overskrifter, der for en gangs skyld peger i den rigtige retning. Lad os hellere se noget handling. Man forstår, at de tre ledere i blå blok har det rigtig godt med hinanden. Det er selvfølgelig dejligt, men jo også lidt skræmmende hvis det eneste klima, som de blå partier forbedrer, er regeringens interne arbejdsklima. Vi andre har lidt større ambitioner.

 
Jens Joel er medlem af folketinget for Socialdemokratiet, hvor han er klima- og energiordfører.
‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og/eller debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.
Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.