Vestegnens sociale skraldespand

Gymnasiedrømmen om fede hippie-fester, lækre drenge og sømandsstrik, blev afløst af en hverdag med hallah, Hizb ut-Tahrir og tvangsægteskab. Men det også større forståelse for de sociale bånd, der binder os sammen.
Da jeg i 9. klasse skulle vælge mit gymnasium, drømte jeg om fede fester, hestebranderter, lækre drenge der hørte britpop og klassekammerater i flippede bukser og sømandsstrik – men livet ville mig det dog anderledes, og da jeg modtog et velkomstbrev til Rødovre gymnasium, modtog alle mine veninder et velkomstbrev til Vestre Borgerdyd gymnasium. Et sted ingen af os nogensinde havde hørt om, og som dengang vidst bedst kunne betegnes, som den virkelige grimme betonklods bagved Sankt Annæ gymnasium.

Blot en måned helt alene på Rødovre Gymnasium lærte mig, at selv de hippeste mest politisk korrekte venstreorienterede vestegnsknægte, blegnede i forhold til frygten for at miste sine bedste venner, så modsat alle andre rykkede jeg teltpælene op fra Rødovre og ud på det, der blev betonklodsen i mit liv: VB.

Gymnasiet for dem, der ikke var plads til andre steder
Man kan beskrive Vestre Borgerdyd som en smeltedigel af forskellige unge mennesker fra rigtig mange samfundslag og nationaliteter, men et mere ærligt billede er nok at skrive, at det en blanding af de brune (og halv brune) børn fra boligkomplekserne i Ishøj, Brøndby Strand og Avedøre, der tog den blå og lilla toglinje i skole (A- og E-linjen i de københavnske S-tog, der går fra Vestegnen ind til København, red.) og en masse amagertøser med hovedet smækfyldt af makeup. Og så en stor gruppe af danske middelklassebørn, opdraget i tolerancens navn, der nu virkelig skulle afprøve grænserne for deres tolerance ved at blive placeret på VB, fordi der ikke var plads på Rødovre, Nørre G og Falko.

På Vestre Borgerdyd lærte jeg hurtigt ord som hallah, inshallah og kokosnød

På VB lærte jeg hurtigt ord som hallah, inshallah og kokosnød (brun udenpå men hvid inden i – et nedladende ord hvis nogen var i tvivl). Jeg begyndte at høre soulmusik og gå i byen på Kras (Krasnapolsky, tidligere natklub i Indre København, red.), og mit hippieoutfit, der ærligt talt også var pisse grimt, blev hurtigt udskiftet med en mere almindelig påklædning. Men udover at det betød noget for mit ordforråd, mit tøj og min musiksmag, så betød det noget for min opfattelse af verden.

Jeg mødte nemlig nogle andre mennesker med en anden historie og et andet verdensbillede, end jeg selv stod på – jeg mødte religiøse muslimske unge kvinder og kom helt ind i deres intime univers, hvor vi talte om drenge og forelskelse, selv om mange af dem vidste, at deres ægteskab nok mere eller mindre var arrangeret. Det strittede på mig, for det var så anderledes en fremtid end min, men de var ikke ulykkelige, de var glade.

En morgen i toget sagde min rejsekammerat fra a-klassen som jeg altid fulgtes med, at det værste han vidste, var hvide danske middelklassespiger, der havde ondt af ham fordi han var brun, ’jeg hader at blive pakket ind i vat Mette, jeg er stærk, forstår du?’ sagde han, og ja det forstod jeg efter jeg startede på VB.

’Jeg hader at blive pakket ind i vat Mette, jeg er stærk, forstår du?’

’De står på min datters gymnasium og fylder hendes hovedet med had’
Jeg forstod pludselig også noget, da jeg tilfældigt mødte debattøren Khaterah Parwanis far, der grædende konfronterede vores rektor med, at hun havde ladet Hizb ut-Tahrir komme ind på vores gymnasium, ’det er dem vi er flygtet fra’, sagde han, ’nu står de her på min datters gymnasium og fylder hendes hoved med løgne og had’. Der forstod jeg, at det var også min skyld, for jeg hoppede i med begge ben, da de udemokratiske kræfter, brugte demokratiet som begrundelse for at indføre begrænsninger i selvsamme, jeg hoppede i med begge ben, da de brugte argumenterne om ligestilling og lighed for at indfører ulighed og uligestilling.

De brugte argumenterne om ligestilling og lighed for at indfører ulighed og uligestilling.

Jeg glemmer aldrig den morgen, min klassekammerat kom rystende i skole og fortalte, hvordan en kvinde fuldstændig umotiveret havde råbt til hende, at hun skulle skride hjem. Eller den morgen en anden pige bare var væk, giftet væk til en fjern og meget slægtning i Marokko – hun var blevet for dansk syntes hendes far.

Ansvarsfralæggelse lever videre i bedste velgående
Ja, hvad er min pointe med dette indlæg? At dilemmaerne i forhold til integration er så enormt komplekse. At jeg frygter, at især debattører og politikere i angst for at gentage 90’erne og 00’ernes ansvarsfralæggelse på integrationsområdet, bliver så optagede af kun at tage den værdipolitiske integrationsdebat og ikke den grundlæggende politiske debat om, hvordan vi skaber lige muligheder i et samfund for alle.

Vi skal på den ene side tage afstand fra Hizb ut-Tahrir og på den anden værne om værdierne og sikre de langtidsholdbare løsninger. Her har Socialdemokratiet og andre partier med dem været gode til det første, men endnu ikke gode nok til det sidste. Og hvis man ikke man løfter begge ting, så bliver det i min optik varm luft.

Man kan frygte at politikerne er ved at glemme, hvorfor det er vigtigt at tage ansvar i integrationsdebatten? Det er vel for at finde reelle løsninger, for at opretholde sammenhængskraften i det danske samfund for alles dets borgere?

Løsninger er allerede derude
Og mange af løsningerne på integrationensproblemerne er derude, jeg har selv taget del i dem. På skolerne, gymnasierne, i daginstitutionerne, i ungdomsklubberne, boligområderne og sportsklubberne. I dag er det ildsjæle, frivillighed og engagerede professionelle voksne rundt om i hele Danmark, der driver integrationsmotoren. Ikke dem der diskuterer langhåret virkelighedsfjern tom retorik på de sociale medier.

Tør Socialdemokratiet komme med en plan, der opruster de områder, der økonomisk set har brug for det?

Tør Socialdemokratiet komme med en plan, der opruster de områder, der økonomisk set har brug for det? Tør Socialdemokratiet indføre sociale normeringer i dagtilbud, der sikrer at der hvor der er de største udfordringer, er der hvor der skal tilføres ekstra penge? Ikke til projektmageri og konsulentbureauer, men til de kerneinstitutioner, der igennem det 20. århundrede har været bannerførere for at forbedre og sikre den sociale mobilitet.

Ikke ved at bestemme om man må lave et kønsopdelt svømmehold i Tingbjerg, men ved at sikre vores generelle sikkerhedsnet i samfundet er så godt, at det giver alle muligheden for at gøre op med de kulturelle, religiøse og sociale bånd, der binder os sammen? At råbe idiot efter en imam, der har boet i Danmark hele sit liv og hadet landet lige så længe,  er måske et signal, der er værd at sende, men det løser ingen problemer. Det gør vores velfærdssamfund til gengæld. Det har historien vist. 
Min verden forandrede sig efter, at jeg var startet på Vestre Borgerdyd. Og selvom jeg engang imellem længtes efter mere sømandsstrik, så har jeg altid været taknemmelig for den gymnasietid jeg havde. Og især de mennesker jeg mødte.
 
Mette Aagaard Larsen er pædagog og forretningsudvalgsmedlem i BUPL.

Dagens Pioklumme er et fast indlæg på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.
Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.


Flere artikler om emnet

Annonce