Sådan starter den amerikanske historiker, journalist og forfatter Thomas Frank veloplagt sit oplæg efter at have modtaget de sædvanlige taksigelser fra arrangørerne.

Det er centrum-venstre tænketanken Cevea og Dagbladet Politiken, der byder på debataften i selskab med den succesrige og kontroversielle amerikanske forfatter Frank.

Thomas Frank er manden, der i start 00’erne forudsagde opblomstringen af højrepopulismen og fremkomsten af typer som Donald Trump med sin bestseller ’What is the Matter With Kansas’ (2004). Siden har han i sin nyeste bog ’Listen Liberal’ (2016) hudflettet problemerne i det demokratiske parti

Velstand til Amerika – ikke til det amerikanske folk
Der er ingen tvivl om, at Thomas Franks styrke ligger i hans mange interviews og store viden om, hvad der foregår i Amerikas landdistrikter i staterne Kansas, Missouri og Illinois. Alligevel starter han ved statistikkerne og tegner billedet af et modsætningsfyldt Amerika, som er i fremgang, når det kommer til aktieudbytte, vækst, jobskabelse og velstand, men hvor velstanden aldrig når ud til størstedelen af den amerikanske befolkning.

”Intet synes nogensinde at blive bedre. Amerikas velstandsfremgang betyder ikke velstandsfremgang til det amerikanske folk. For 20 år siden fik 90 procent af de amerikanske folk andel i 70 procent af indkomststigningen, men i dag må de samme 90 procent nøjes med at putte procent i lommen. Det er de superrige, der kan putte i lommerne. At være et ungt menneske i Amerika i dag er at kende den nedadgående hældning på kurven. ”

Den gamle trykkeri-kælder hos Politiken, hvor arrangementet finder sted, er fyldt, og alle 150 pladser er udsolgt. Det er primært Cevea-hangarounds, yngre Thomas Frank-læsere og en større gruppe af Politiken-læsere i ravkæde-segmentet, der troligt er mødt til arrangementet.

Demokraterne: ’Globaliseringen er guds hånd’
Skuffelsen over det demokratiske parti træder tydeligt frem denne aften Thomas Franks tale. Uanset om det er Bill Clinton, Barack Obama eller Hillary Clinton der omtales, så sker det med både ærgrelse, frustration og skuffelse fra forfatteren.

”Der var engang, hvor Demokraterne bare skulle have kigget tallene og så ville de have vidst, hvordan de skulle handle. De kan sagtens erkende, at uligheden er et stort problem, men de har ikke opfindsomheden eller modet til at gøre noget ved det. De kommer ikke til at sætte handling bag ordene”

Thomas Frank mener, forklaringen på, hvorfor Demokraterne ikke kommer den amerikanske middelklasse til undsætning, ligger hos partiet selv. Når Obama ikke gjorde mere, var det fordi han ikke ville mere, og fordi han ikke troede på middelklassen.

Globaliseringen er guds hånd, der rækker ned til os, ændrer verden på den måde, som den vil

Demokraterne har nemlig omfavnet den økonomiske udvikling, som en slags ’nødvendighedens politik’ og har derfor set den som både ønskelig og uundgåelig: "Globaliseringen er guds hånd, der rækker ned til os, ændrer verden på den måde, som den vil”

Thomas Frank besidder et stærkt showmanship, der understreger hans erfaring med at stå på en scene. Han fastholder rutineret publikum med en kombination af velplacerede punchlines og humoristiske indslag. Men samtidig efterlader den slags også et lidt unødigt ’goofy’-indtryk hos de kolde og konservative danskere.

Obama nægtede at udfordre sine klassekammerater på Wall Street
Forklaringen på vildfarelsen i det demokratiske parti finder Thomas Frank helt tilbage i 1970’erne, hvor partiet befandt sig i, hvad han betegner som en intern borgerkrig. Et opgør, der handlede om, hvem man skulle repræsentere. Et opgør, der resulterede i, at Demokraterne droppede arbejderklassen og tilvalgte den uddannede elite.

”Demokraterne ville identificere sig med vinderne. Derfor droppede de arbejderklassen og valgte de højtuddannede professionelle til. Dem der havde det teknokratiske udsyn, den rigtige smag og den sofistikerede jargon. Det var dem, man ville identificere sig med.”

Demokraterne ville identificere sig med vinderne. Derfor droppede de middelklassen

Det betød ifølge Frank, at Demokraterne blev forvandlet til et ”parti af den nye økonomis vindere”. For ham blev det et parti for den samme veluddannede elite, som han ikke lægger skjul på, at han selv tilhører. Hvilket dog kun gør hans ærgrelse endnu større. Det nye demokratiske parti har baseret deres virke på hierarki og meritokrati.

”De succesfulde fortjener deres belønning, og de fortjener deres magt. De får udelukkende det de fortjener, hvilket er defineret ud fra, hvordan man har klaret sig i skolen. Det er politik af og for de mest kvalificerede, hvilket også er forklaringen på, hvorfor Obama aldrig formåede at drage Wall Street til ansvar. Det var jo hans klassekammerater, venner og de andre fra den veluddannede professionelle klasse.”

"Gutterne på Wall Street" repræsenterede det, som Thomas Frank sarkastisk kalder for ”financial rocket science”. Og den slags innovation ville den politiske top hos Demokraterne ikke genere. Det kunne jo være dem selv de ramte, siger Frank og refererer til at Obama skulle have givet udtryk for, at en karriere inden for kapitalfonde kunne være en mulighed.

Bjerge af beviser bliver overhørt
Efter en kort pause og en stor fadøl til Thomas Frank - der tydeligvis glæder sig over muligheden for at smage på den danske hygge - er Politikens tidligere USA-korrespondent Jacob Nielsen kommet med på scenen sammen med Socialdemokratiets EU-ordfører Peter Hummelgaard Thomsen.

Billedetekst: Fra venstre forfatter Thomas Frank, Peter Hummelgaard Thomsen (S) og Jacob Nilsen (Politiken)

Jacob Nielsen starter med at undskylde for den manglende beholdning af Thomas Frank-bøger i Politikens Boghal og for at han i sine år som korrespondent aldrig fik interviewet den populære forfatter.

Thomas Frank, Hummelgaard og Nielsen fortsætter diskussionen med fokus på immigration, globalisering, økonomi og håb. På et spørgsmål om parallellerne mellem Amerika og Europa, peger Hummelgaard Thomsen på den økonomiske debat eller manglen på samme:

”Vi har glemt kampen om sandhederne. Vi accepterede devisen om, at ’there is no alternative’. Og det gør man stadig mange steder. Hver anden uge udgiver Politiken en leder, der prædiker for koret med nye udbudsøkonomiske reformer. Det er en opgivelse af kampen om ideerne”

Vi accepterede devisen om at ’there is no alternative’

Effekten af den provokation er tydelig at læse i ansigtet på Politiken-manden Jacob Nielsen, der straks kommer op af stolen med en række comeback-spørgsmål, der blandt går på kritikken af netop Politiken fra Hummelgaards partifæller, men også mere substantielt forsøger sig med et forsvar for globaliseringen.

”Globaliseringen har skabt massiv velstand og givet folk nye forbrugsmuligheder, som de ikke har haft før”, lyder fra Jacob Nielsen, der samtidig gør sit svar til et spørgsmål til Thomas Frank om, hvorvidt han erkende at globaliseringen har positive sider?

”Nogle gange”, lyder det ultra korte svar fra Frank, der fortsætter med en forklaring om, hvorfor det har været så svært for ham selv og andre at få det demokratiske parti til at forstå de negative sider af globaliseringen: ”Selvom vi har bjerge af beviser, der bekræfter, at det ikke altid går sådan (at alle vinder på frihandel og globalisering, red.), så har det været umuligt at få de liberale til at lytte til kritikken om især frihandel”.

Jacob Nielsen prøver endnu en gang at tale de positive sider af globaliseringen op ved spørge, om man virkelig skal vælge isolationisme frem for frihandel og fri bevægelighed. Men Peter Hummelgaard og Thomas Frank holder ufortrødent fast i den kritiske linje.

’Vi skal have arbejderne tilbage’
Mens tiden er ved at løbe ud, stiller en tilhører fra forsamlingen et spørgsmål om potentialet i den ’kreative klasse’, som politisk løsning, hvilket får både Hummelgaard og Frank til at ryste afvisende på hovedet, mens Nielsen trækker sig tilbage i rollen som ordstyrer.

”Vi har som parti indset, at vi ikke bare kan satse på den innovative klasse. Vi har indset den fejl og prøver derfor at vinde produktionen og produktionsarbejdspladserne tilbage igen," lyder det fra Peter Hummelgaard.

Vi skal have arbejderne tilbage ind i det demokratiske parti

Aftenens sidste kommentar falder naturligt fra hovedattraktionen Thomas Frank, der slutter af med at erklære sin kærlighed til den socialdemokratiske model og give et bud på, hvordan demokraterne kan rejse sig igen: ”Det demokratiske parti repræsenterer status, og det republikanske parti repræsenterer business og penge. Vi skal have arbejderne tilbage ind i det demokratiske parti og så må den veluddannede elite overveje, om de har et andet sted at gå hen.”