Man tror efterhånden ikke sine egne ører. Uge efter uge kan medierne berette om den ene virksomhed efter den anden, der lønner sine topchefer og bestyrelsesmedlemmer ud over al rimelighed. Der er ikke engang nogen sammenhæng mellem resultater og bonusser; mellem størrelsen på lønposen og virksomhedernes egentlige performance. Det er i alle henseender helt uforståeligt.

Det er helt igennem uforståeligt, hvad de præcis har præsteret for at fortjene al det guld, røgelse og myrra

Eksemplerne står i kø. Alene inden for de sidste par uger har vi kunne læse om urimeligheder og grådighed helt uden fortilfælde. Og det er helt igennem uforståeligt, hvad disse – især mænd – præcis har præsteret for at fortjene al det guld, røgelse og myrra.

Bosser belønnes med bonus
I de forgangne uger er det kommet frem, at PostNord kæmper for sit liv. Et massivt underskud truer den danske del af postvæsenet med at afgå ved døden, hvis ikke den danske stat skyder penge ind. Imens krisen har været under opsejling, har PostNords ledelse gudhjælpemig belønnet sig selv for den præstation.

Både den tidligere chef for PostNords danske afdeling, Henning Christensen, og Lars Idermark, der var administrerende direktør i PostNord fra 2011 til 2013, har fået store lønstigninger. Men den største bonus gik til koncernens tidligere finansdirektør Henrik Rättzen. Og hvad værre er, da samme Henrik Rättzen forlod PostNord i 2014, var det med en klækkelig lønforhøjelse. Ifølge PostNords årsrapport fra 2015 fik Henrik Rätzen 6,8 millioner kroner for fire og en halv måneds arbejde.

Selv i den kriseramte dagbladsbranche har man i JP/Politikens Hus valgt at belønne de lunkne resultater med at forhøje bestyrelseshonoraret.

Erhvervslivets vulgære aflønningskultur
Det her er udelukkende eksempler, danskerne er blevet gjort bekendt med inden for den seneste tid. Man kunne også nævne aktieoptionsprogrammet ved kapitaludvidelsen af DONG Energy, lønninger og bonusser i den skandaleramte bankverden og meget. Eksemplerne er rigelige. For slet ikke nævne den endnu mere vulgære aflønningskultur uden for landets grænser.

Problemet er ikke bare nogle enkelte få grådige topdirektører. Det repræsenterer nogle af de mest fundamentale ubalancer i økonomien lige nu. En topdirektør i landets 20 mest handlede aktieselskaber får i dag 15 millioner kroner i løn om året i gennemsnit. Det svarer til 35 almindelige LO-arbejderes løn - godt 400.000 kroner inklusiv pension og genetillæg.

Udviklingen svarer til, at direktørerne siden 2012 har fået en lønstigning på 33 procent

I 1983 gik der kun syv arbejdere per topdirektør, for ti år siden var det 15 arbejdere til en chefløn, og i 2012 var tallet vokset til 27 arbejdere til en chefløn. Udviklingen svarer til, at direktørerne siden 2012 har fået en lønstigning på 33 procent, hvilket i gennemsnit betyder 300.000 kroner mere om måneden. Til sammenligning er den gennemsnitlige løn for LO-arbejdere steget med 500 kroner om måneden eller blot 1,5 procent. Og her ikke engang medregnet bonusser, aktieoptioner og meget mere.

De forstår det bare ikke
Men det er også som at erhvervslivets spidser ikke forstår det. I Davos sidder de i fællesskab og bekymrer sig om tidens stigende højre- og venstrepopulisme; og de medgiver at uligheden er et problem. Men mandagen efter griner de hele vejen til banken, mens de taler for løntilbageholdehed for den almindelige lønmodtager og argumenterer for flere hårde arbejdsudbudsreformer.

Konkurrencen, forstås, er ikke på hvem der kan levere mest for mindst. Men hvem der kan levere mindst for mest.

I deres egen logik er de uundværlige. De er, efter egen opfattelse, en del af et meget hårdt konkurrencemiljø med internationale topchefer. Men konkurrencen, forstås, er ikke på hvem der kan levere mest for mindst. Men hvem der kan levere mindst for mest.

Ingen lider af misundelse over, at dygtige og opfindsomme mennesker tjener mange penge. Men der er – og må være – grænser for vulgær grådighed. For hvis ikke erhvervslivet selv indser det, så vil vælger gennem stemmeboksen tvinge politikerne til at gøre det.

 
Harald  Brix (1841-1881) var en dansk politiker og redaktør. Sammen med sin fætter Louis Pio og Paul Geleff grundlagde han udspringet for Arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet i Danmark.
Brix-klummen på Netavisen Pio giver udvalgte og markante skribenter mulighed for at skrive under pseudonym.  Den enkelte skribent er chefredaktøren bekendt.