Der er fortsat kø ved håndvasken, når det gælder om at sikre ordentlige forhold for de meget kronisk psykisk syge borgere i Danmark, der har brug for hjælp til at håndtere både sygdom og misbrug – og om at sikre ordentlige arbejdsforhold for de medarbejdere, som arbejder på de socialpsykiatriske botilbud og forsorgshjem, så vi undgår mere vold og drab.

Senest på KLs Topmøde i Aalborg den 16. marts, hvor Kommunernes Landsmands formand Martin Damm i sin beretning til topmødet slog fast, at det alene var ”i psykiatrien”, der var problemer - og derfor her løsningen skulle findes.

Tager man denne ordlyd på sig, så må man altså forstå, at kommunerne ikke mener at have ansvar for de forhold, som findes på de kommunale socialpsykiatriske botilbud, og som eksempelvis har ført til fem drab over de seneste år. Kritikken går på, at det alene er behandlingspsykiatrien i regionerne, der sender nogle meget syge mennesker ud til botilbuddene. Jeg mener, vi svigter begge steder, og at alle må tage et ansvar på sig, hvis vi ikke blot skal indføre mere tvang over for nogle meget sårbare mennesker. Hvis vi rent faktisk skal sikre rehabilitering og mulighed for at leve et liv uden for psykiatrihospitalernes høje mure.

Advarsler blev overhørt
Skruer vi tiden tilbage til strukturreformen i 2005, så var der jo ikke grænser for, hvad kommunerne kunne håndtere på det specialiserede socialområde. Alle advarsler blev overhørt om, at flere af de mennesker, der har allermest behov for vores beskyttelse og omsorg, kunne blive svigtet, hvis 98 kommuner – mod 14 amter - nu selv skulle stå for at drive specialiserede botilbud til mennesker med svære handicaps, kommunikationssvigt og psykiske lidelser.

Omvendt var alle også enige om, at vi ikke ville acceptere, at mennesker med svær psykisk sygdom som skizofreni skulle leve 20-25 år på for eksempel Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde eller Risskov i Aarhus. Alle ville et opgør med at sårbare mennesker bliver institutionaliseret i en grad, at de ikke bare lever på en hospitalsafdeling – de dør der også af alderdom.

Ved at overtage ansvaret fra amterne, ville kommunerne sikre, at de mennesker i stedet skulle mødes af en sammenhængende indsats med både botilbud, aktivitetstilbud, beskæftigelse og skole samt misbrugsbehandling – og dermed overtog de ansvaret med at visitere, betale og sikre kvaliteten på institutioner på det specialiserede handicapområde.

Som plaster på såret til dem, der tvivlede på om hensigterne holdt, blev Videns- og Specialrådgivningsorganisationen VISO (af nogle dengang døbt ”VI Ses i Odense”) skabt.

Psykisk sårbare ender i forkerte tilbud
I årene efter kommunalreformen er nogle af de mest psykisk sårbare mennesker, der før ville have levet hele deres liv på en institution, stille og roligt blevet udsluset til de specialiserede botilbud, som enten kommuner eller regioner driver. Problemet er, at nogle af dem formentlig også sivede ud til kommunale socialpsykiatriske botilbud, hvor man ikke har opgraderet med de nødvendige kompetencer til at håndtere nogle meget syge mennesker, der samtidig medicinerer sig selv med stoffer.

I Region Hovedstaden driver vi efter aftale med kommunerne tre specialiserede socialpsykiatriske botilbud: Orion i Hillerød, Lunden i Brøndby og Skovvænget i Ballerup. Det sker til en del højere udgift per borger end eksempelvis de socialpsykiatriske botilbud Center Lindegården i Roskilde, som er ejet og drevet af Københavns Kommune. Derfor er min oplevelse også, at kommunerne i takt med, at der blev flere borgere med et tungere sygdomsbillede og misbrug forsøgte at undgå at henvise for mange til de specialiserede tilbud. Lukningen af bostedet Blåkærgaard for mennesker med kompleks sygdom i Viborg, som drives af Region Midtjylland, og som nu må lukke pga. manglende henvisninger fra kommunerne, er blot et eksempel på dette.

I Region Hovedstaden har vi derimod oplevet, at ventelisterne til Orion, Lunden og Skovvænget eksploderede i ugerne efter drabet på en medarbejder på Center Lindegården i takt med, at det gik op for flere kommuner, at de måske havde ansvaret for nogle borgere, der faktisk ikke kan rummes i et almindeligt kommunalt botilbud. Nu begynder kommunerne at tale om, at regionen måske skal udvide med flere pladser i de kommende år. Lad os nu se, i hvilken retning udviklingen går.

Ikke flere lappeløsninger
Skal vi gøre det rigtige nu, så er det efter min mening ikke bare at lappe på en struktur, der ikke virker godt nok for hverken de sårbare beboere eller medarbejderne. Det er ikke en løsning at sende de syge mennesker tilbage på lukkede hospitalsinstitutioner uden mulighed for ordentlig beskæftigelse og kontakt med det øvrige samfund. Men det er heller ikke en løsning – som i dag – at misbrugsbehandlingen er sporadisk og usammenhængende afhængigt af om det menneske, der lever med en kronisk sygdom, midlertidigt har et tilbagefald, som kræver indlæggelse.

Det er heller ikke en løsning at lave en ny finansieringsform, som i højere grad risikerer at udsulte både kvalitet og økonomi i de nuværende specialiserede psykiatriske botilbud. For så vil svært psykisk syge om meget kort tid slet ikke have en fremtid for sig med recovery og håbet om et bedre liv, når først de er henvist til de nye hospitalsinstitutioner.

Hvis kommunerne rent faktisk fraskriver sig ansvaret for rehabiliteringen af mennesker, der lever med svær psykisk sygdom, så vil jeg foreslå, at lovgiverne flytter ansvaret for socialpsykiatrien og den tilhørende misbrugsbehandling til regionerne, så det vedvarende arbejde med recovery kan gennemføres. I regionerne har vi kompetencerne til at løfte opgaven, og vi vil meget gerne tage opgaven på os.
Sophie Hæstorp Andersen er regionsrådsformand i Region Hovedstaden.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.