Danske Banks afstumpede grådighed

Det er vanvid, at man kan have en direktion og bestyrelse i Danske Bank, der øjensynlig lader banken tjene penge på bevidst lovbrud og kriminelle. Og så tro, det er nok at sige undskyld. Det vidner om grådig arrogance og afstumpethed. Føj.

Danske Banks topchef, Thomas F. Borgen, erkender efter afsløringen af Danske Banks deltagelse i global hvidvask for milliarder, at bankens rutiner ikke har været gode nok.

Det er lige før man i det flakkede blik fornemmer både ærgrelse, overraskelse og undskyldning sive frem i denne erkendelse.

Men inden for mange bryder ud i kollektiv medfølelse med Den Danske Bank og dens topchef Thomas F. Borgen, mener jeg, at der er grund til at få tjek på, om det reelt er et sandsynligt, at det alene er rutinerne, der ikke var gode nok.

Der er virkelig mange gode grunde til at undre sig.

Superligaen for danske banker ved bedre
For det første hører Danske Bank til den eksklusive gruppe af banker her i Danmark, der benævnes systembanker (SIFI Banker). De udpeges hvert år af Finanstilsynet ud fra visse kriterier, deres størrelse, eksempelvis skal de have balance i banken på mere end 6,5 procent af BNP. Se Finanstilsynets liste her.

Gruppen af SIFI-banker i Danmark er lille; men består til gengæld af store betydningsfulde finansielle institutter med stor viden, erfaring og kendskab til alle facetter i national og international bankforretninger. Der er også rigtig mange mennesker med stærke kompetencer i disse banker. I Danske Bank, har de næsten 20.000 ansatte.

En ledende og betydningsfuld virksomhed som Danske Bank, skal selvfølgelig have en kompetent bestyrelse, hvilket banken også har, og som det fremgår af denne oversigt over bestyrelsesmedlemmerne, så er det rutinerede og dokumenterede dygtige mennesker med mange forskellige kvalifikationer og imponerende CV’er.

Danske Bank har mange dygtige ledende medarbejdere med et hav af funktioner og specialviden tilknyttet banken, og i direktionen har vi en administrerende direktør, Thomas F. Borgen. Af hans CV, fremgår det, at han er meget rutineret og velbevandret med høje poster inden for mange typer af bankvirksomhed.

Vi har altså en administrerende direktør, en direktion, og en bestyrelse for Danske Bank, der samlet er særdeles velbevandret i national og international bankvirksomhed, og tilhørende lovgivning; personer med stærke spidskompetencer i forhold til at vurdere bankens risici.

Danske Bank har bevidst overhørt alle alarmer
Meget pænt sagt, så har jeg ekstremt svært ved at tro på, at Danske Bank, en virksomhed i bankernes superliga, med tilknyttede topfolk indenfor sektoren i bestyrelse og direktion, ikke lige kan finde ud af, at overskue om deres egne rutiner, overholder dansk lovgivning om hvidvask og terrorbekæmpelse.

Danske Bank bevidst har overhørt alle alarmer, med det ene formål for øje, at tjene penge

Men når vi dykker lidt mere ned i nogle enkelte principper og bestemmelser omkring hvordan man skal styre driften af banker i Danmark, så kan jeg ikke undgå at få anden opfattelse end, at Danske Bank bevidst har overhørt alle alarmer, med det ene formål for øje, at tjene mange penge på at betjene de kriminelle netværk, i direkte strid med dansk lovgivning, EU direktiver og internationale forpligtigelser.

Men spørgsmålet er hvordan bestyrelse og direktion kunne få viden om hvor den store og omfattende virksomhed optrådte i markedet, er det ikke umuligt, og er det ikke grunden til rutinerne svigtede så fatalt?

Ikke efter min opfattelse. Selvfølgelig kan det være vanskeligt for en direktion og en bestyrelse at overskue, hvad man har ”på bøgerne” i så stor en forretning som Danske Bank. Men med de redskaber og medarbejdere, som man har til rådighed i danmarks største bank, så burde udfaldet havde været et andet.

Et væld af nye redskaber til den finansielle sektor
For at give bestyrelse og direktion gode værktøjer, til at sikre sig mod at overse, hvilke risici banken på kundernes vegne påtager sig, har udviklingen før og især efter finanskrisen taget hånd om dette problem, på flere måder:

  1. Alle banker - inklusiv også Danske Bank - har etableret en såkaldt compliance-funktion, som er ansvarlig for at vurdere og kontrollere at koncernen overholder gældende lovgivning, markedsstandarder og interne regler. Compliance-funktionen skal også rådgive om, hvordan væsentlige risici kan reduceres. Chefen for Group Compliance har en direkte rapporterings linje til direktionen og bestyrelsen. Man skal altså både overvåge at gældende lovgivning overholdes og meddele direktion og bestyrelse direkte, hvis gældende lovgivning ikke overholdes!
  1. Man har også fået et af bestyrelsen nedsat Revisionsudvalg, der forbereder bestyrelsens arbejde med regnskabs- og revisionsmæssige forhold, herunder relaterede risikomæssige forhold, samt forhold vedrørende compliance og forebyggelse af hvidvask samt andre forhold, som bestyrelsen måtte ønske gjort til genstand for en nærmere gennemgang i Revisionsudvalget. Uddelegering til Revisionsudvalget ændrer ikke bestyrelsens ansvar eller beføjelser. Igen - særlig opmærksomhed på Hvidvask!
  1. Alle banker har både en intern Revision og en ekstern Revision. Intern Revision har som opgave er at tilse, at koncernen har en god administrativ og regnskabsmæssig praksis, skriftlige dokumenterede forretningsgange på alle de væsentligste aktivitetsområder. Herudover kontrollerer intern revision også, at ledelsens forskrifter om sikkerhed og kontrol bliver indarbejdet i forretningsgangene. Intern revision skal altså sikre, at regler (blandt andet hvidvask) beskrives og følges!
  1. Finanstilsynet, hvis hovedopgave er at føre tilsyn med de finansielle virksomheder, og sikre at disse overholder gældende lovgivning, aflægger med jævne mellemrum besøg i virksomhederne. Den afrapportering disse besøg giver anledning til, forelægges mundtlig såvel som skriftlig til både direktion og bestyrelse for bankerne. Det sikrer at de ansvarlige for bankens drift, direktion og bestyrelse er på fælles omgangshøjde med fælles viden om eventuelle udfordringer for bankens virksomhed.

På trods af de mange nye redskaber og foranstaltninger, så er det ikke gået bedre end at Finanstilsynet den 12. juni 2012 afgav en redegørelse til Danske Bank om deres problemer med at overholde lovgivning om hvidvaskning mv.. Endnu værre blev det sidste år, hvor Danske Bank den den 1. marts 2016 fik en ny meddelelse om at Finanstilsynet havde politianmeldt banken, for overtrædelse af hvidvasklovens bestemmelser om korrespondentbanker, herunder manglende overholdelse af Finanstilsynets påbud på området fra 2012.

Jeg mener, at ovenstående klart dokumenterer 4 konkrete bolværk og redskaber, der skulle advare såvel bestyrelse og direktion om, at virksomheden opererede med forretningsgange og forretningsprincipper, der var i direkte strid med lovgivning om hvidvask og terrorbekæmpelse.

Selv for en gammel fagforeningsmand, som mig, er bankerne forpligtigelser lige til at overskue.

Man kunne måske forstå, at det var en udfordring for banken, hvis lovgivning var vanskelig – men hånden på hjertet, lovsamling for området er ikke ”raket videnskab”.  Selv for en gammel fagforeningsmand, som mig, er bankerne forpligtigelser lige til at overskue.

Advarselslamperne der har blinket konstant
Det handler dybest set bare om, at sætte sig ned, formulere interne krav til hvordan egen administration skal være. Og det er man jo selv herre over, hvis man altså vil?

Vi har en række advarselslamper, der har blinket næsten konstant siden redskaberne blev taget i brug. Selv redegørelsen fra Finanstilsynet i 2012 reagerede banken ikke tilstrækkelig på, hvilket også fremgår af politianmeldelsen i 2016. Uanset de sø- og bortforklaringer bankens administrerende direktør, nu er ude med.

En bestyrelse kan da ikke sidde stiltiende og se på virksomheden bryder lovgivningen og betjener kriminelle netværk

Det stiller efter min opfattelse også spotlight på, om Danske Banks bestyrelse egentlig er deres opgave som bestyrelse voksen. De har jo en pligt til at varetage deres ansvar for banken samlet. Og det mener jeg egentlig ikke, at de har gjort i denne sag. En bestyrelse kan da ikke sidde stiltiende og se på virksomheden bryder lovgivningen og er med til at betjene kriminelle netværk og eventuelle terrorceller verden rundt, for milliarder.

Som en feberredning forsøger banken nu også, meget bekvemt, at placere al ansvar for det passerede hos en filial i Estland. Trist at se ledelsens forsøg på at løbe fra det ansvar, man har som ledelse. Det er rent ud sagt ynkeligt.

Nordea, har også set stort på reglerne. Begge banker er nu politianmeldt.

Bankerne har bevidst ville tjene penge på kriminelle elementer             
Med den generelle viden jeg har om det interne set up i den finansielle sektor fra en årrække i spidsen for både Arbejdernes Landsbank og Pension Danmark, så har jeg svært ved at komme til anden konklusion, end vi her ser banker, der som Danske Bank øjensynlig har været fuldt ud har været vidende om deres brud på dansk lovgivning. Det har de været total ligeglad med, for nu skulle der tjenes penge på at sende kriminelle miljøers penge rundt til skjulte konti i diverse skattely.

Det bliver spændende og se, hvordan politiet og anklagemyndigheden vil bruge de strafmuligheder, der faktisk er er i loven om hvidvask, i de kommende sager.

Skal man se på opstramninger, så mener jeg, at man bør tilføje en mulighed for at staten kan inddrage de massive gevinster bankerne har haft, ved at bryde lovgivning, samt at det også bør være muligt at fjerne en direktion i en bank, såfremt man på trods af påtaler ikke retter ind og sikre at forretningen overholder lovgivning.

Jeg ville være led ved at være kunde i Den Danske Bank
Det er jo det rene skære vanvid, at man kan have en direktion og bestyrelse i Danske Bank, der øjensynlig bevidst lader banken tjene penge på lovbrud og hjælp til terror og kriminelle netværk. Og så tro, det er nok at sige undskyld. Det vidner om en så grådig arrogance og ligegyldighed overfor det omgivende samfund, at det ligner ren afstumpethed.

Det vidner om en så grådig arrogance og ligegyldighed overfor det omgivende samfund, at det ligner ren afstumpethed.

Jeg ville være led ved at være kunde i Den Danske Bank og være med til at betale honorarer til en bestyrelse på næsten 10 millioner og et vederlag til den administrerende direktør på omkring 15 millioner, når de ikke er mere værd, end at lade banken tjene penge på at betjene de kriminelle netværk. Føj.

Hvis en af aktionærerne i Danske Bank var mødt op på en generalforsamling og havde stille forslaget om, at banken skulle bryde lovgivningen om hvidvaskning og terrorbekæmpelse, så ville dirigenten selvfølgelig afvise at generalforsamlingen kunne behandle et forslag, der var i strid med gældende lovgivning.

Hvorfor i al verden har bankens ledelse og bestyrelse så troet, de kunne praktiserer denne milliard-trafik gennem flere år?

 
Poul Erik Skov Christensen var 1995-2013 formand for Danmarks største fagforbund SID, senere 3F. Han har tidligere arbejdet som blandt andet sømand, skibsværftsarbejder og jord- og betonarbejder.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.
Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Tidligere forbundsformand for 3F og medlem af kommunalbestyrelsen i Frederikssund Kommune for Socialdemokratiet. 


Flere artikler om emnet

Annonce