Det er den ultimative drabssag, drabssagen der har alt. Et bestialsk mord. Dobbeltmord, faktisk. Der er ung kærlighed, vild sex, udenlandske diplomater. Der er seksuelt misbrug, familiekonflikter, kostskoler og flugt til Thailand, der er falske checks i London og vilde skænderier mellem tidligere elskende.

Og så er der én af følgende: Den ældgamle historie om den lokkende, fristende kvinde og den velvillige, amorinberusede mand. I et forsøg på at tilfredsstille denne femme fatale gnasker han løs af den forbudte frugt fra Kundskabets Træ, og først for sent opdager han konsekvenserne.

Eller også er der en mand, der blot var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Blev snydt af en morderske og hendes sammensvorne, blev uskyldigt dømt og har siddet 30 år i fængsel for en forbrydelse, han ikke har begået.

Ovenstående er komponenterne i den tyske dokumentarfilm om et af det 20. århundredes mest eksponerede drabssager – dobbeltmordet på ægteparret Derek og Nancy Haysom den 30. marts 1985 i Lynchburg, Virginia i USA. ”Løftet” (originaltitel: Das Versprechen) af de tyske instruktører Karin Steinberger og Marcus Vetter er netop blevet vist på DR og fortæller den spændende og gruopvækkende historie.

Dobbeltmordet
Vi følger den nørdede og usikre tyske diplomatsøn Jens Söring og hører om hans – dødbringende – affære med den flamboyante, sexfikserede amerikanske direktørdatter Elisabeth Haysom. I vrede over morens seksuelle misbrug, får Elisabeth Haysom overtalt Jens Söring til at myrde hendes forældre. De lejer en bil og kører til Washington for at skabe et alibi. I ly af natten kører Jens Söring fra Washington DC til Lynchburg og dræber Haysom-parret i det, der bedst kan betegnes som et overkill. Han stikker dem utallige gange og skærer halsen over på ægteparret.

I første omgang mistænker politiet hverken Elisabeth Haysom eller Jens Söring, men da jorden begynder at brænde under dem, flygter de over hals og hoved ud af USA. De rejser rundt i verden, indtil de en dag bliver arresteret af politiet i London for at udskrive dækningsløse checks. Derfra bliver de udleveret til USA.

Her tilstår Jens Söring at have begået mordet efter Elisabeths ønske. Jens Söring trækker i retten sin tilståelse tilbage, mens Elisabeth Haysom indgår en aftale med anklagemyndigheden om at vidne imod Jens Söring mod at hun til gengæld undgår dødsstraf. Elisabeth Haysom bliver idømt 45 års fængsel for medvirken til mordene. Jens Söring bliver idømt en livstidsstraf for mordene.

Konspirationen
Ovenstående hændelsesforløb er i al fald den etablerede sandhed. En etableret sandhed, som dokumentaren stiller spørgsmålstegn ved. For var det i virkeligheden Jens Söring, der begik mordet? Eller var det – som hun havde fantaseret om i sine digte – Elisabeth Haysom, der fik en mand uskyldigt dømt for mord som hævn for, at hendes far havde været fraværende i Elisabeth Haysoms opvækst og havde vakt et stigende had til mand i den unge kvinde?

”Løftet” forsøger at give os svar, og producenterne hæfter sig blandt andet ved, at Jens Söring blev dømt på baggrund af det, amerikanerne kalder circumstantial evidence, der er en art indicier. Blandt andet på baggrund af, at Jens Sörings blodtype blev fundet på gerningsstedet og et blodigt fodaftryk, der matcher Jens Söring. Filmen hævder dog, at DNA-prøver af blodpletterne frikender Jens Söring – hvad myndighederne i Virginia dog afviser.

Partsindlæggets stilistiske fejl
Dokumentaren løfter sløret for et episk true crime-drama. Men stilistisk har den – på lige fod med Making a Murderer og Dead in Italy – den fejl, at den forsøger at kaste lys over en sag men ender som et partsindlæg. Måske fordi instruktørerne er overbeviste om Sörings uskyld? Måske fordi Söring – i modsætning til Elisabeth Haysom – velvilligt deltager i interviews i filmen? Måske fordi de tyske producenter lettere identificerer sig med deres fængslede landsmand? Måske fordi historien om den uskyldigt dumme har større værdi end historien om en fængslet morder?

Den meget ensidige dækning betyder, at Løftet uundgåeligt smider true crime-genrens stærkeste kort væk: At vi selv skal tage stilling. For hvordan skal en seer tage meningsfyldt stilling på baggrund af det, der dybest set er et partsindlæg?