Kunsten at blande cortado og filterkaffe til en pagt

Værdipolitikkens indtog risikerer at knække de europæiske socialdemokratier,
På smartere københavnske cafeer kan man få sig en cortado. Det er en espresso tilsat varmet mælk, men sådan at espressoens skum stadig ligger på toppen. Altså en kop kaffe, hvis du skulle være i tvivl. Men ikke bare en kop kaffe. Det er København i en kop. Uddannelse og fremdrift i en kop.

Filterkaffen er en ganske anden sag. Filterkaffe er noget, man laver i kander, fordi filterkaffen er skabt til at blive delt. Når man får gæster. Når man sætter en kande kaffe over til sine kolleger. Når folk mødes, skal man have filterkaffe. Filterkaffe er den brede befolknings kaffe.

Meningen med dette kaffeslabberas er at understrege den alliance, der har givet socialdemokratier rundt om i Europa så stor opbakning. De europæiske socialdemokratier har nemlig på én gang kunnet rumme både cortado og filterkaffe.

Forstået på den måde, at man i ét og samme parti har formået at rumme såvel den bedre stillede, forholdsvis velhavende, offentligt ansatte, kulturelt interesserede, langtuddannede bybefolkning og den brede arbejderbefolkning.

Den socialdemokratiske pagt
Det er dét, man lidt populært kan kalde den socialdemokratiske pagt. At folk med mellemlange videregående uddannelser og faglærte og ufaglærte lønmodtagere har slået pjalterne sammen for at forfølge deres fælles interesser. Skolelæreren og specialarbejderen. Mellemlederen i Sundhedsstyrelsen og tømreren. Psykologen og sosu-assistenten. Skuespilleren og industriteknikeren.

Den socialdemokratiske pagt har historisk været en rambuk for opbygningen af de brede velfærdssamfund, fordi cortado-slubrerne og filterkaffe-drikkerne har nogle fælles økonomiske interesser. De tjener deres penge ved arbejde, hovedsageligt som lønmodtagere. De har en fælles interesse i, at arbejdet kommer i centrum for økonomien, og at skatten på arbejde er forholdsvis lav, men at skattebyrden flyttes over på arv, kapitalgevinster og spekulation. De har en fælles interesse i et stærkt velfærdssamfund, en fri adgang til kultur, offentlige støtteordninger og stærke institutioner. Begge stænder bliver beriget af et velfærdssamfund.

For filterkaffe-drikkerne, fordi det giver dem en økonomisk tryghed, de ikke selv ville kunne sikre, fordi deres indtægter historisk har været forholdsvis lave. Og for cortado-slubrerne består interessen i, at de er dem, der er i den modtagende ende af velfærdssamfundet. De får deres anseelse og økonomi ved, at der er et stærkt velfærdssamfund, de kan administrere eller udføre opgaver i. Ved at der er offentlige puljer, der understøtter de kreative fag. De to meget forskellige befolkningsgrupper er historisk blevet forenet i de europæiske socialdemokratier, fordi de har nogle sammenhængende økonomiske interesser.

Værdipolitikken får pagten til at smuldre
I de her år smuldrer den socialdemokratiske pagt rundt om i Europa. Særligt i kølvandet på finanskrisen er splittelsen mellem de to store socialdemokratiske vælgergrupper blevet stadig større.

Det skyldes hovedsageligt, at de to gruppers samhørighed er stringent begrænset til de økonomiske interesser. På alle de politikområder, der ikke handler om økonomi men om værdier er deres holdninger modsatrettede.

Som en generalisering kan faglærte og ufaglærte betegnes som værdipolitisk traditionelle. Vi skal passe på det, vi har. De gamle dyder skal vægtes højt. Der skal være disciplin i skolerne, kriminalitet skal straffes hårdt. Vi er et lille land og skal ikke blive opslugt af resten af verden. Vi skal passe på de små lokalsamfund.

Helt omvendt forholder det sig med den (semi)offentligt ansatte gruppe af socialdemokratiske storbyvælgere. De er – igen i generelle termer – væsentligt mere moderne i værdipolitikken. Vi skal gribe den nye verdens muligheder. Vi skal resocialisere, vi skal inkludere. Vi skal udnytte urbaniseringens og storbyens muligheder. Vi skal passe på vores klode og åbne os mod verden.

Knækker finanskrisen pagten?
I takt med, at finanskrisen har besværliggjort en udbygning af de velfærdssamfund, der forener de to store vælgergrupper, er de to vælgergruppers uenigheder blevet udpenslet, fordi de politiske konflikter, der er fulgt i slipstrømmen på globaliseringen er begyndt at fylde mere og mere. Særligt de konflikter, der udspringer af den allestedsnærværende udlændingepolitik deler de to grupper i hver sin lejr.

Det er netop identitetspolitikkens fremtrædende betydning, der gør, at den socialdemokratiske pagt er ved at blive opbrudt rundt om i Europa. Det netop afsluttede hollandske valg var det mest skræmmende eksempel på netop opbruddet af den socialdemokratiske pagt i de europæiske lande. Det hollandske arbejderparti tabte nemlig både filterkaffen og cortadoen. I de små lokalsamfund i yderområderne vendte vælgerne arbejderpartiet ryggen for at stemme på de borgerlige eller højrepopulistiske. I byområderne stemte de globaliseringsbegejstrede vælgere på partier, der bedst kan sammenlignes med SF, De Radikale og Alternativet. Arbejderpartiet i Holland er så at sige faldet ned mellem de to vælgergrupper og står tilbage som et stykke dødt fjerkræ uden fjer.

Også i Frankrig og England er den socialdemokratiske pagt blevet brudt af globaliseringens konflikter. Her er det de identitetspolitiske modernister, der har fået valgt henholdsvis Benoit Hamon og Jeremy Corbyn som præsidentkandidat og partiformand – med efterfølgende katastrofalt tab af opbakning hos den brede arbejderbefolkning.

Udover det europæiske kontinent er udfordringen for socialdemokratierne at holde sammen på modsatrettede vælgergrupper og bevare den pagt, der har givet partiet opbakning og samfundene fremdrift og fremskridt siden anden verdenskrig.

Spørgsmålet er, om det kan lade sig gøre i en identitetspolitisk tid, eller om de europæiske socialdemokratier må lægge sig fladt som et barn i et tordenvejr og håbe på, at de økonomiske konjunkturer vender, så man igen kan holde sammen på filterkaffen og cortadoen ved at udbygge velfærdssamfundene?

Eller om man - som det til dels er sket i Skandinavien - skal lade cortado være cortado og satse på alene at være den brede arbejder- og middelklasses parti?

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og ansat i Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook