Pakker pakkes ud på fødselsdagen, det helt store antal ligger under juletræet og kommer der bud om en pakke, så hentes den i supermarkedets udkantspost mellem brødduft, blomster og lottomaskineriet.

De er en gevinst, pakker er så positive, at ingen kan være imod; derfor har pakken fået sin særlige betydning i den politiske markedsføring. Det er opad pakke eller bakke for den politiske kritik, der er min yndlingsbeskæftigelse.

Selvfølgelig kan man samle en gruppe lovforslag, så de skal have en fælles betegnelse. En ’lovbyge’ er lidt negativt, men ’lovbuketten’ bebuder en vis flinkhed, man kan bruge, hvis det er en samling tidsler, der skal vedtages.

Pakken fortæller derimod borgerne, at der er en gave på vej. Det er til dem; det er for deres skyld. Således har vi modtaget gaver i form af voldspakker, anti-terrorpakker, terrorpakker, rockerpakker, bandepakker samt rocker- og bandepakker.

I mit stille sind undrer jeg mig over den sproglige runddans, der får bandepakken til at lyde godt. Den er jo rettet til banderne; det er de kriminelle, der skal forstå, at de får røven på komedie, og at der ikke er tale om en julegave, men om, at vi strammer garnet.

”Three strikes and out”
”Bander bag tremmer” lyder den glade markedsføring af det aftalte, som får justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til at stolte sig. Han har leveret og præsteret.

Snart er det næsten glemt, at det var utålmodige sjæle i Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, som i efteråret 2016 lancerede beslutningsforslaget med den seneste bandepakke, så han på en af sine første dage i justitsministeriet kunne love, at han straks og gerne iførte sig strammerhabitten med tilhørende jernhandske.

Undervejs fik han sagt, at han ikke gik så meget op i om et bandemedlem blev resocialiseret og hjulpet tilbage til en normal tilværelse i samfundet. Det er åbenbart ikke længere afgørende, at lovindgreb fører til mindre og ikke mere kriminalitet, og det lyder, som om vi snart skal høre Amerikas kriminalpolitiske kampråd gjalde i gaderne: Lås dem inde og smid nøglen væk – eller tre forbrydelser og livstid. Det lyder bedre på amerikansk: ”Three strikes and out”.

Høje straffe ikke et mål i sig selv
Det er befriende, at den meget konservative ideolog, juraprofessor Ditlev Tam, her efterlyser den sunde fornuft. Det falder ham for brystet, at højere straffe kan være et mål i sig selv, uanset om det fører til et fald i kriminalitet. Ifølge Ditlev Tamm (Information 11. marts 2017) udmærker konservatismen sig netop ved at tage udgangspunkt i fornuft og realisme frem for ideologi:

”Der er heller ingen ideologi om højere straffe. Ideologien er både at afveje befolkningens forventninger om, at kriminalitet bliver straffet, og hvad der ifølge sagkundskaben virker. Det afgørende ord her er rationalitet. Det er ikke noget mål i sig selv at lave høje straffe. Det er kun et mål, hvis det virker”, sagde professoren. Og det er også mit budskab i denne blog.

Det er i øvrigt meget sigende at læse den konservative justitsminister Brian Mikkelsens fremlæggelse af bandepakken i april 2009. Nu ved i hvert fald han, at Papes stærke ord ikke hjalp, da han brugte dem dengang. Og sigende, at der er dele af pakken, som tidligere justitsminister Søren Pind (V) ikke ville have fremmet.

De vidende og de blødsødne
Nu er pakken aftalt; høringer, grundlovens tre behandlinger i folketingssalen og det grundige udvalgsarbejde er blevet til en korrektionsmekanisme. Den historie tager vi en anden gang, og den dybe analyse af den aktuelle pakke må vente til den er belyst eksempelvis gennem høringssvarene.

På forhånd skal man ikke forvente den store vilje til at lytte, selv om det burde give anledning til nysgerrighed, at både dommerforeningens formand, højesteretspræsident og advokaterne advarer. Så er der selvfølgelig de sædvanlige fagfolk, der stemples ud af debatten med et par hånlige betragtninger om sammenrendet i klubben af blødsødne.

Ingen skal være i tvivl om, at strammerkursen også er dybt forankret i Socialdemokratiet. Den 21. maj 2015 sagde Mette Frederiksen som justitsminister fra Folketingets talerstol: ”Jeg tror ikke, vi bliver færdige på noget tidspunkt i vores retspolitik med så at sige være hårdhændede nok over for den organiserede kriminalitet, for den er samfundsskadelig i al sin karakter og i hele sin natur. Derfor afviser jeg som udgangspunkt ikke nogen gode ideer.”

Vi lukker uhyrer ud i den anden ende
Man skal aldrig afvise gode ideer. Og man behøver ikke at være i tvivl om, at den organiserede kriminalitet, fra hvidvaskende bankdirektioner til bander, mafiabosser, menneskesmuglere og korrupte regimer skal bekæmpes. Det kan også være, vi skal være hårdhændede.

Det afgørende er, om det nedbringer kriminaliteten. Det afgørende er at lytte. Som en god socialdemokrat ville jeg i de kommende uger lytte meget til Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye. Det kan man gøre i tillid til, at fængselsfunktionærerne aldrig har tilhørt blødsødenhedens fortrop, endsige klubben.

For ham drejer det sig ikke om 70’er-mentalitet eller pladderhumanisme, men om at afkriminalisere mennesker, så de næste ofre ikke får det endnu værre end de nuværende. ”Hvis vores kontakt med fangerne udelukkende bliver negativ, er det umuligt at få dem til at ændre adfærd”, sagde han til Information 11. marts 2017. Og så tilføjede han ”prøv at tænke på de uhyrer, vi lukker ud i den anden ende”….

 
Poul Smidt er journalist, cand. jur. og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre.
‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, om de emner der sætter dagsordenen i arbejderbevægelsen. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.