Jytte Andersen blev valgt som kredsformand for Socialdemokratiet i Glostrup-kredsen i 1974. Kredsen dækkede fem kommuner på Vestegnen, heriblandt Albertslund, Høje Taastrup og Ishøj, hvor der efterhånden boede nogle tusinde gæstearbejdere.

Til at starte med blev ”gæstearbejderne” set som en midlertidig løsning på arbejdskraftmanglen, men da den første oliekrise ramte, og arbejdsløsheden igen begyndte at stige, ændrede diskussionen om indvandring sig.

”Efterhånden som arbejdsløsheden steg op gennem 1970’erne, begyndte vi at diskutere, hvem der skulle have arbejdet først, og vi mødte vælgere på gaden, der spurgte, hvorfor gæstearbejderne ikke blev sendt hjem. Når folk bliver pressede, så presser de nedad. Min tilgang var egentlig, at det var synd for indvandrerne. Krisen og arbejdsløsheden havde ramt dem særlig hårdt, og de var i en udsat position i samfundet,” fortæller den tidligere minister i et interview i bogen ”Velkommen Mustafa”, der er skrevet af folketingsmedlemmet Mattias Tesfaye.

Konkrete problemer ændrede perspektiv
Jytte Andersen fortæller, at hun dengang ikke oplevede fagforeningsfolkene som værende racister, men at de meget direkte adresserede nogle af de konkrete problemer, som de oplevede ude på arbejdspladserne med indvandrerne. De udfordrede hendes eget synspunkt om, at indvandrerne var svage stakler, der bare skulle hjælpes.

”De (fagforeningsfolkene, red.) oplevede ikke gæstearbejderne som svage borgere, der skulle have særlig hjælp. Tværtimod. De oplevede, hvordan mange gæstearbejdere udnyttede skattefradraget i de såkaldte forsørgelseskontrakter og på den måde fik mere udbetalt end deres danske kolleger”, husker hun. At høre den slags var almindeligt fra folk fra Fremskridtspartiet, men at der sad fagforeningsfolk og partifæller og sagde den slags, kom bag på hende.

”Jeg blev overrasket over at sidde sammen med partifæller fra det ellers progressive SiD (det nuværende 3F, red.), der var så kritiske. Det var en øjenåbner,” fortæller hun.

”De ville have, at gæstearbejderne, skulle lære dansk – også af sikkerhedshensyn på arbejdspladserne. Derudover begyndte tillidsfolkene nu også at indberette problemer med adfærden hos de nye kolleger. Det gav problemer hvis muslimerne ville bede i arbejdstiden, der var også noget med toiletterne. Sådan nogle meget konkrete dagligdagsproblemer, kunne fagforeningerne fortælle om. Det ændrede mit perspektiv. Gæstearbejderne var ikke bare stakler,” fortæller hun.

Den første integrationsordfører
Jytte Andersen fortæller, at hun i samme periode tog kontakt til en række indvandrerfamilier og baseret på de samtaler opdagede hun, at indvandrerne havde en lang række udfordringer og spørgsmål, som man ikke tidligere havde haft øje for. Og ingen derfor havde forsøgt at svare på:

”Skulle vi arbejde for at få deres børn i børnehave? Hvad med ligestillingen? Skulle vi undervise i deres modersmål i folkeskolerne? Hvordan løser vi kulturkonflikterne på arbejdsmarkedet? Spørgsmålene hobede sig op, og ikke et eneste politisk parti havde reelt svaret på noget som helst – heller ikke Socialdemokratiet,” husker hun.

De erfaringer tog Jytte Andersen videre til partiets centrale socialudvalg, og det resulterede i de første spæde forsøg på at udarbejde en egentlig indvandrerpolitik.

”Jeg tror faktisk det var første gang i Danmark, hvor nogle satte sig ned og forsøgte at gennemtænke, hvordan indvandrerne skulle integreres på socialområdet, i uddannelsespolitikken, arbejdsmarkedet, ældreområdet og så videre. Det var spredt fægtning, men det var et forsigtigt skridt på vejen.”

Først i forbindelse med partikongressen i 1977 blev det skrevet et par afsnit til partiets officielle arbejdsprogram om integrationspolitikken. Men holdningen i partiet var stadigvæk, at indvandring ikke var det store problem.

En verden til forskel på Christiansborg og Nørrebro
I Folketinget var Jytte Andersen partiets første egentlige indvandrerpolitiske ordfører, og sidenhen arbejdede hun meget med boligpolitik. I 1981 flytte hun opstillingskreds fra Glostrup på den københavnske vestegn til Bispeengkredsen på Nørrebro.

”Jeg husker stadig et af de første møder med min nye kredsbestyrelse. Jeg troede simpelthen, at jeg var gået galt i byen. Det var en virkelig stærk socialdemokratisk arbejderkreds med en meget aktiv bestyrelse, men nogle af dem lød ligesom Fremskridtspartiet, når vi snakkede om indvandrerne,” fortæller hun og mindes en episode, hvor hun foreslog kredsen at tage ud og møde gæstearbejderne.

”De var jo trods alt mindretallet i bydelen, og det var vores opgave, at de følte sig velkomne. Jeg mente, de var en gevinst for Nørrebro. Men her var der en ældre kasserer, der sagde ‘ja-ja, Jytte. Når du engang skal ud og stemme dørklokker i Hillerødgade, så vil du opdage hvem der er i mindretal – det er alle dem, hvis efternavn slutter på ‘-sen’. Den slags udtalelser hørte jeg aldrig inde på Christiansborg. Det var simpelthen arbejderbefolkningen, der følte sig presset i 1970’erne og starten af 1980’erne med to oliekriser. De oplevede det som om, at de blev fremmede i deres eget kvarter”.

Kunne ikke fortsætte som ordfører
Forskellen med holdningerne i kredsen og på Christiansborg betød, at Jytte Andersen besluttede at stoppe som indvandrerordfører og droppede at være formand for partiets indvandrerudvalg. I dag overvejer hun, hvordan partiet havde udviklet sig, hvis hun var fortsat.

”Hvad ville der være sket, hvis jeg allerede dér havde forsøgt at skabe større samklang mellem partiets officielle politik og de holdninger, jeg havde mødt blandt fagforeningerne på Vestegnen og kredsbestyrelsen på Nørrebro? Det ved jeg ikke.”

Jytte Andersen er født 1942 i København. Medlem af kommunalbestyrelsen i Vallensbæk fra 1974 – 1980. Valgt til folketinget fra 1979 – 2007. Minister i perioden fra 1993 – 2000. Arbejdet på fabrik og kontor. I dag folkepensionist og medlem af Socialdemokratiet på Nørrebro, København.

Uddrag fra interviewet med Jytte Andersen er fra Mattias Tesfayes nye bog ”Velkommen Mustafa”, der udkommer i morgen, den 1. april, på Gyldendal.
Læs også Netavisen Pios interview med Jytte Andersen: S-koryfæ bakker Mette: Vi tog fejl i udlændinge