Rund fødselsdag: Folkepensionen fylder 60

For 60 år siden blev de første folkepensioner udbetalt. Vi fejrer dagens fødselar.

Den var en tilføjelse til § 1, stk. 2 i Lov om Folkeforsikring, jfr. Bekendtgørelse nr. 218 af 11. juli 1953. Tilmed godt gemt væk midt i et afsnit i Lovtidende A på side 558. Én sølle sætning i denne myriade af midt-50’ernes politiske lovarbejde. Én sætning, der kan synes af så lidt, men som kom til at ændre levevilkårene så fundamentalt for så mange. ”Til personer over 67 år – samt til enlige kvinder i alderen 62-67, der ikke oppebærer invalidepension – ydes pension på grund af alder uden undersøgelse af, hvor meget erhvervsevnen er nedsat; denne pension benævnes folkepension.”

I dag er det 60 år siden, de første folkepensioner blev udbetalt til landets pensionister. Det blev indfrielsen af en drøm, der havde levet i Socialdemokratiet i årtier forinden. Allerede i 1920 havde K.K. Steincke skrevet om ”det fulde retsprincip”, hvor modtagelse af sociale ydelser blev en universel rettighed for alle. I 1922 havde Frederik Borgbjerg på Folketingets talerstol sagt ”Lad os sætte os som mål en fuldt ud gennemført folkepensionering…en overgang fra klasse-til samfundspolitik.”

Skammen ved fattighjælp
Borgbjergs ord om en ”folkepensionering” faldt i forbindelse med vedtagelsen af folkepensionens forfader – aldersrenten – i 1922. I de efterfølgende årtier en politisk umulighed, fordi der hos de borgerlige partier var et ønske om en forsikringsordning.

For Socialdemokratiet bundede ønsket om en folkepension i to problemer ved den eksisterende aldersrente.

For det første var aldersrenten fattighjælp. Den blev kun givet til de allerfattigste, og i et selvforsørgelsessamfund var der en stor skam forbundet med at modtage aldersrenten. For det andet var aldersrenten for lav til, at den kunne danne rammen om en værdig alderdom. Blandt andet, mente man i Socialdemokratiet, fordi man ikke kunne få de borgerlige partier med til en forhøjelse af aldersrenten, når de vælgere, de borgerlige repræsenterede, ikke fik gavn af den. Efter et årelangt politisk tovtrækkeri med adskillige kommissioner, betænkninger og ekspertanbefalinger, var det socialdemokraten Edel Saunte, der til sidst fik strikket en ordning sammen, der kunne lokke Venstre til bordet. Dermed havde Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre et bredt flertal i Folketinget – og folkepensionen var en realitet.

Med folkepensionen ønskede Socialdemokratiet – i tæt parløb med Det Radikale Venstre – at fjerne skammen og stigmatiseringen ved at sørge for, at alle modtog en pension fra staten. Når man samtidig gav den brede middelklasse adgang til ordningen, mente Socialdemokratiet, det var lettere at få en bred, folkelig opbakning til et stærkere socialt sikringsnet.

Første skridt ned ad velfærdens boulevard
Folkepensionens vedtagelse var i sig selv et større velfærdspolitisk snedkerarbejde. Men den vigtigste historie om folkepensionens tilblivelse er ikke, hvordan årtiers politisk arbejde, agitation og forligsmageri skabte en social forbedring.

Nej, den vigtigste historie er, at folkepensionen var den første og væsentligste byggesten i det, der blev velfærdssamfundets raison d’être i anden halvdel af det 20. århundrede: At man gennem offentlige, universelle overførsler og serviceydelser kunne skabe en tryghed for alle borgere i landet.

Folkepensionens vedtagelse blev det endegyldige skridt ned ad velfærdens boulevard. Første og væsentligste bjergpas, der blev passeret på vandringen mod et samfund, hvor enhver kan være tryg og ikke skal frygte for sit indtægtsgrundlag. Hvor mennesker hjælper hinanden, og hvor der intet skamfuldt er i at modtage offentlige ydelser.

Og ikke mindst den første sejr i den kamp, der i disse år er blevet mere og mere vedkommende: Kampen for, at den brede, jævne befolkning har den samme mulighed, som de rigeste altid har haft: Muligheden for at trække sig fra arbejdsmarkedet, før kroppen siger stop. Muligheden for at afmønstre efter årtiers tro tjeneste og nyde sit otium med velfortjent værdighed.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet

Annonce