Syv ud af Folketingets ni partier står bag aftalen om at hæve de såkaldte gruppestøttemidler, der er med til at lønne sekretariatsmedarbejdere og yde tilsvarende sekretariatsbistand til Folketingets partier. Aftalen fra november måned sidste år betyder, at partier får tilført 52 millioner kroner ekstra til deling.

Medier hykler over støtten til partierne
Enhedslisten og Danske Folkeparti, der som de eneste stod uden for aftalen, har ikke overraskende forholdt sig kritisk til aftalen, ligesom også Ekstra Bladet blandt andet har kaldt beslutningen for en ’lokumsaftale’. 

Men den udlægning køber Hans Engell, der både er tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, tidligere partiformand for de konservative og nu politisk kommentar, ikke.

Der er urimeligt meget hykleri i diskussionen om pengene til de politiske partier

”Der er urimeligt meget hykleri i diskussionen om pengene til de politiske partier. Vi lever jo i et land, hvor erhvervsliv, medier og NGO’er aldrig ville kunne klare sig uden offentlige midler. Udviklingsorganisationer, miljøorganisationer, kulturliv og medier lever jo af støtten. Det er som om medierne synes, at det er helt urimeligt, at politiske skal have nogle fornuftige arbejdsvilkår,” lyder fra Hans Engell, der ikke har meget til overs for kritikken.

Partierne halser langt bagefter lobbyisterne oprustning
Hans Engell peger på de manglende ressourcer som årsagen til, at partier har brug for en økonomisk saltvandsindsprøjtning. For ifølge den tidligere toppolitiker og nuværende kommentator savner partierne ressourcer, fagpersoner og viden, når kommer til det lovforberedende arbejde, udfærdigelse af nye politiske udspil og muligheden for at regne modstandernes tal efter.

Selv med forøgelsen af midler betyder det ikke, at partierne kan spille op med embedsapparatet og lobbyisterne

”Alle de lobbyorganisationer, der optræder overfor de politiske partier, er blevet mere professionelle og har oprustet. De politiske partier er blevet svagere og svagere. De er økonomiske dværge overfor økonomiske kæmper. Derfor må jeg bare sige, at det ikke handler om at rage til sig, som medierne lægger op til. Det er en naturlig udvikling, hvis partierne skal kunne følge med. Selv med forøgelsen af midler betyder det ikke, at partierne kan spille op med embedsapparatet og lobbyisterne,” sidder Hans Engell, der også fremhæver styrkelse af folketingspartierne i 90’erne som et eksempel på, at støtten skal justeres løbende.

Selvom Kasper Møller Hansen, der er professor i statskundskab ved Københavns Universitet og valgforsker, netop påpeger, at det altid vil være et grundlæggende vilkår, at partier er bagefter, så anerkender han, at den stigende professionalisering stiller krav.

”Hvis de skal kunne føre en professionel valgkamp og særligt en valgkamp, der også foregår mellem valgene, så kræver det flere ressourcer. Her har de været presset. Kommunikationen er også blevet professionel”, lyder det fra Kamper Møller Hansen, der bemærker, at partierne ikke skal gøre sig forhåbninger om at kunne matche virksomheder som Danfoss eller organisationer som Landbrug & Fødevarer.

Den demokratiske svækkelse
På Christiansborg kan den socialdemokratiske folketingspolitiker Pernille Rosenkrantz-Theill sagtens genkende billedet af at halse efter dem, der har flere ressourcer og peger især på udfordringer med at kunne matche regeringsapparatet.

Hvis vi ikke får styrket de politiske partier, så går det udover demokratiet

”Det er afgørende for demokratiet, at de politiske partier bliver styrket, hvis man overhovedet vil gøre sig nogen illusion om at inddrage borgerne. Man bliver nødt til at styrke Folketingets overfor regeringsmagten. Det er tydeligst, når regeringsmagten skifter, så mærker man virkelig, hvor stor betydning embedsapparatet har for ens muligheder for udøve politiske indflydelse. I opposition skal man som folketingspolitiker løse alting selv. Man har ingen til klæde en på, til at tygge sagerne igennem og til at fremhæve de historiske nedslag.”

Samme bekymring deler Hans Engell, der ligeledes peger på vigtigheden af, at folketingspartier kan udfordre et politiske system, der bliver stadig mere regeringsstyret:

”Det koster penge, hvis vi gerne vil have et velfungerende parlament. Og det kræver ressourcer at udfordre et bomstærkt embedsværk, som er blevet meget mere dominerende. Hvis vi ikke får styrket de politiske partier, så går det udover demokratiet. Partierne vil få endnu sværere ved at varetage kommunikationen overfor borgerne og de vil få sværere ved at udøve kontrol overfor regeringensmagten, som jo netop er folketingets demokratiske opgave. De (partierne, red.) er nødt til at have flere ressourcer, hvis de skal kunne følge med.”

Hans Engell fremhæver, hvor meget kravene er steget siden 70’erne, hvor han selv startede i et politisk sekretariat på Christiansborg. Som han erindrer, så var det virkelig flot, hvis man bare kunne lidt engelsk.

Svært at udfordre en hel hær af embedsmænd
Pernille Rosenkrantz-Theill husker selv en sag fra 2003, hvor der skulle laves ny gymnasiereform og laves nye studieretninger. Her havde regeringen den absolutte magt, fordi de som de eneste havde ressourcerne til at fremlægge fem forskellige og fuldstændige skemaer for fem forskellige skoletyper.

Så står man der som oppositionspolitiker overfor en hel hær af embedsmænd

”Når embedsværket har fundet på en eller anden måde at implementere en bestemt løsning på, som måske ikke har hold i virkeligheden, så er det nærmest umuligt at udfordre dem. Så står man der som oppositionspolitiker overfor en hel hær af embedsmænd. Det kræver et politisk sekretariat, så man har nogen at ringe til, noget den kan syreteste og tjekke beregningerne efter.”

Professor i statskundskab Kasper Møller Hansen genkender udfordringen for især de må partier:

”Et lille parti langt fra regeringsmagten kan have meget svært ved at løfte opgaven med at udfordre lovgiverne. Der har været stigende kompleksitet i lovgivningen. Særligt EU og alt det, der følger med på den internationale side, har kompliceret lovgivningsprocessen.”