Få ting i denne verden kan tiltrække sig så meget morskab som gamle mænd i nye biler. Efter en skilsmisse og en karrierekurve, der er toppet, begynder disse midaldrende mappedyr at hoppe i nye, hurtige biler for at genfinde den ungdom, der alt for hurtigt forsvandt.

Når disse gråsprængte herrer tiltrække sig omverdens morskab skyldes det, at de helt grundlæggende prøver at være noget andet end det, de er. I stedet for at hvile i sig selv og være tilfredse med, hvem de er, forsøger de for enhver pris at være noget andet. Noget nyt.

Den samme mekanisme gør sig åbenlyst gældende for Enhedslistens erhvervsordfører Pelle Dragsted. I det, der vist bedst kan konstateres som en pludselig åbenbaring om, at Enhedslisten risikerer at miste den københavnske krea-klasse til Alternativet ved efterårets kommunevalg, kaster Pelle Dragsted sig ud i et varmt forsvar for den kreative klasse af freelancere og selvstændige.

I stedet for at hvile i sig selv og være tilfredse med, hvem de er, forsøger de for enhver pris at være noget andet.

Børnetøjsforhandlere som en del af arbejderklassen
På krea-klassens intranet, politiken.dk, skriver Pelle Dragsted således, at selvstændige og freelancere er en integreret del af venstrefløjen. Og det er slet ikke mærkeligt, kan Pelle Dragsted fortælle. ”Lysten til at være fri for at have en chef over sig rimer egentlig ganske godt på venstrefløjens antiautoritære dna. Ligesom glæden ved at skabe sit eget spejler den kreativitet og fandenivoldskhed, der altid har været bærende i venstrefløjens progressive sociale og kulturelle bevægelser.”

Det er næsten poetisk, om end Pelle Dragsted vist forveksler det at være ”antiautoritær” med at have været i kronisk mindretal gennem hele Danmarkshistorien. Men hvor om alting er, så er frieriet åbenlyst. De selvstændige, freelancerne skal elskes. I den anledning har Pelle Dragsted endda krydret det med en lille anekdote om, at to af hans venner drev en forretning med ”bæredygtigt kvalitetsbørnetøj”, men at de desværre måtte lukke, da den meget onde bank krævede, at disse bæredygtige kvalitetsbørnetøjsforhandlere betalte deres regninger.

Pelle Dragsted går endda så vidt som at foreslå skattelettelser (ja, det siger han) til selvstændige erhvervsdrivende og freelancere. Så langt strækker Enhedslistens solidaritet sig nu, at den også omfatter tømrermestre og skotøjsforhandlere. Selvom det egentlig ikke er specielt solidarisk af Pelle Dragsted at forsøge at kapre Det Gågadekonservative Folkepartis vælgere, når de nu har så få tilbage af dem.

Social tryghed kommer gennem organisering
Pelle Dragsted har helt entydigt ret i, at mange freelancere og selvstændige har en relativt lav social tryghed på arbejdsmarkedet. Det kan dog ikke blive til mere end en konstatering af problemet, fordi Pelle Dragsted såvel som de fleste andre på venstrefløjen godt er klar over, at en varig forbedring af den sociale sikkerhed på arbejdsmarkedet ikke kan opnås ved politiske alliancer men kun ved faglig organisering.

Der hvor Pelle Dragsteds politiske projekt slår fejl er ved forsøget på at gøre den kreative storbyklasse til en art forarmet proletariat. I Pelle Dragsteds fortælling er de bæredygtige kvalitetsbørnetøjsforhandlere, de selvstændige designere, kaffebarsstifterne, vinylpladevenderne usikre, utrygge eksistenser, der har brug for en altomfavnende og beskyttende venstrefløj.

Storbyens privilegerede få
Virkeligheden er den, at de hører til det her samfunds allermest privilegerede mindretal. Det mindretal der allerede fra dag 1 kan slå mønt af globalisering og urbaniseringen, kan navigere i byens mange muligheder. Det mindretal, der kan arbejde med deres hobby. Det mindretal, der kan have et arbejdsliv uden at blive nedslidt. Det mindretal, der ikke skal bekymre sig om udsultede lokalsamfund.

Virkeligheden er den, at krea-klassen hører til det her samfunds allermest privilegerede mindretal

Drømmerne for hvem arbejdsmarkedet er en leg, hvor man vælger en usikker tilværelse på baggrund af et forsøg på at undgå at tage ansvar for sig selv og sine og blive fri af alle bånd. Hvor arbejdsmarkedet er et selvrealiseringsprojekt, hvor man prøver at leve af at sælge keramik på loppemarkeder eller vende vinylplader på socioøkonomiske kaffebarer. Det mindretal for hvem arbejdsmarkedet er en evig jagt på individuel udvikling finansieret af offentlige puljer og investorer, og hvor virksomhederne kun overlever så længe, det begrænsede engagement er til stede.

Anderledes dyster ser fremtiden ud for den danske arbejderklasse. I hvert fald for den ufaglærte del af den. Arbejdspladser forsvinder, automatiseringer stiller krav til stadigt længere uddannelser, den internationale konkurrence kan føre til tryk på lønningerne, det bliver sværere og sværere at holde til pensionsalderen. Her er arbejdslivet hverken et selvrealiseringsprojekt, en hobby eller en leg. Det er en kamp og bragende alvor for at få enderne til at mødes, mens man tæller på knapper i overvejelsen over, hvordan man skal opretholde en værdig tilværelse i et hastigt ændrende samfund.

Arbejderklassens frafaldne legekammerat
Ret skal være ret – Pelle Dragsted står normalvis side om side med Socialdemokratiet i den kamp. Mest på den måde, at Pelle Dragsted og hans folk snakker, mens socialdemokrater leverer de sociale fremskridt, men dog er vi en slags allierede. En slags arbejderklassens legekammerat.

Netop fordi Pelle Dragsted – i hvert fald i tale – er en allieret af de danske lønmodtagere, bliver det en anelse komisk, når han nu forsøger at gøre sig til ambassadør for nogle af samfundets ressourcestærke få. Det er et opportunistisk forsøg på at være noget andet, end Enhedslisten egentlig er og må derfor tiltrække samme morskab som gamle mænd, der pludselig fræser rundt i nye biler.

Mads Havskov Hansen er kulturredaktør på Netavisen Pio.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.