Annonce

Stor forvirring om blå blok holdning til pensionsalder

Partierne i blå blok er enige om en fælles udtalelse på pensionsområdet, men uenige om, hvorvidt den åbner op for højere pensionsalder. Bekymrende, lyder det fra S.
Pensionsalderen skal ikke hæves. Pensionsalderen skal måske hæves, pensionsalderen skal helt sikkert hæves og pensionsalderen skal ikke bare hæves, men de sparede penge skal også bruges på skattelettelser.

De fire partier i blå blok havde meget forskellige holdninger til spørgsmålet om pensionsalder, da Folketinget fredag formiddag gennemførte en forespørgselsdebat i Folketinget. For selv om de fire partier enedes om en fælles vedtagelse, så var de meget uenige om, hvordan vedtagelsen skulle fortolkes.

”Det er noget besynderligt, og jeg kan godt blive en bekymret, når jeg hører Joachim B. Olsen sige, at han kan garantere, at der sker ændringer i pensionsalderen. For enten har regeringen og Dansk Folkeparti allerede lavet en aftale, som vi andre ikke kender noget til, eller også er regeringen igen på vej til at fremlægge et forslag, som der ikke er flertal for i Folketinget”, lyder det efter debatten fra Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen, til Netavisen Pio.

Opfordrer regeringen til at droppe højere pensionsalder
Forespørgselsdebatten var indkaldt af SF, der ønskede en redegørelse om regeringens planer om at hæve pensionsalderen, blandt andet set i lyset af en underskriftindsamling fra 3F, hvor 216.302 personer i skrivende stund har skrevet under mod en hævelse af pensionsalderen.

Af regeringsgrundlaget fremgår det, at regeringen ”vil bede dem, der kan, om at blive lidt længere tid på arbejdsmarkedet”. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen afviste i sin indledende tale at blive mere konkret i forhold til hvad regeringen har af planer i forhold til pensionsalderen.

”Vi kan først diskutere spørgsmålet om pensionsalder konkret når regeringen kommer med sit udspil. Og det kommer, som jeg også gentagne gange har nævnt, først senere på foråret.”, lød det fra ministeren.

Socialdemokraternes ordfører Leif Lahn Jensen undrede sig over, hvorfor regeringen vil hæve pensionsalderen, når Danmark allerede med de nuværende regler har udsigt til Europa højeste pensionsalder i 2040:

”Svaret må være, at regeringen mener, at dem som i forvejen har meget, skal have endnu mere via skattelettelser. Og dem der skal betale det, er så dem der har været på arbejdsmarkedet i flere år, dem er har slidt og slæbt siden de var helt unge.”, sagde han under debatten.

Socialdemokratiet og SF havde sammen stillet et forslag til vedtagelse, hvor det blandt andet hed, at ”Folketinget noterer sig, at der ikke findes et flertal for at forhøje folkepensionsalderen ud over det i forvejen aftalte, og at regeringen derfor bør droppe planerne om at forhøje pensionsalderen.”.

DF afviser højere pensionsalder – men støtter VLAK-vedtagelse
Dansk Folkepartis Bent Bøgsted gjorde det også klart, at partiet ikke ser nogen behov for højere pensionsalder: ”Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi i Dansk Folkeparti mener det er lidt malplaceret at komme og sige, at nu vil man hæve pensionsalderen”.

Alligevel ønskede Dansk Folkeparti ikke at stemme for Socialdemokratiets og SF’s forsalg til vedtagelse, og dermed undgår regeringen altså at komme i mindretal. I stedet støtter Dansk Folkeparti en fælles vedtagelse med VLAK-regeringen, som opfordrer Folketinget til at ”skabe ro og tryghed om danskernes pensionsalder” og ”styrke muligheden for dem der er nedslidte, til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.”. Men som altså ikke forholder sig til, hvorvidt pensionsalderen skal hæves.

Og netop fraværet af en klar holdning til spørgsmålet om højere pension skabte forvirring. Bent Bøgsted mente ikke, at udtalelsen åbnede op for højere pensionsalder, men på spørgsmålet om, hvorvidt han kan garantere, at partiet ikke lægger stemmer til højere pensionsalder sagde han, at ”jeg tror man skal afstå fra at give for mange garantier her nede i folketingssalen”.

To af medforslagsstillerne til udtalelsen, Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance og Rasmus Jarlov fra De Konservative, tilkendegav til gengæld, at de ønsker pensionsalderen hævet hurtigere, end det der allerede er aftalt i dag:

”Jeg vil gerne give en garanti – eller tage et væddemål med samtlige folketingsmedlemmer i den her sal – om, at der kommer til at ske ændring af pensionsalderen. Det vi har vedtaget, det kommer til at blive ændret. Vi kommer til at få en hurtigere indfasning af den stigning, vi har vedtaget”, lød det blandt andet fra Joachim B. Olsen, som også sagde, at han gerne så de sparede penge blive brugt på at sænke skatten.

Hemmelig lokumsaftale i blå blok?
Joachim B. Olsens garanti og Dansk Folkepartis opbakning til VLAK-regeringens vedtagelse fik Leif Lahn Jensen til at spørge ind til, om der allerede var lavet en aftale mellem de fire blå partier: "Er der så en lokumsaftale vi andre ikke har hørt noget om?", spurgte Leif Lahn Jensen. Det afviste beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.

”Det, der står tilbage, er, at der reelt kun er en eneste grund til at ville hæve pensionsalderen. Det er ikke økonomisk nødvendigt at hæve pensionsalderen. Vores økonomi er sund, og vi har ikke brug for at øge arbejdsudbuddet yderligere. Så den eneste grund er, at man vil bruge pengene på at sænke skatterne”, fortæller Leif Lahn Jensen efterfølgende til Netavisen Pio.

Om Dansk Folkepartis støtte til den borgerlige udtalelse og den efterfølgende forvirring siger den socialdemokratiske ordfører: ”Hvis man hører på, hvad Dansk Folkeparti siger, så har regeringen jo ikke flertal for sin politik. Så er regeringen endnu engang på vej til at lægge noget frem for Folketinget, som der ikke er opbakning til. Men nu må vi vente og se, hvordan de stiller sig, når regeringen kommer med sit forslag”, slutter han.

 


Flere artikler om emnet